Orla Rieper

Kategori:

Jubilæum

Virksomhed:

ITS Teknik A/S

Dato:

Orla Rieper har 25-års jubilæum i ITS Teknik A/S, der udvikler og leverer innovative løsninger til intelligente transportsystemer. Siden 1993 har Orla Rieper arbejdet i virksomheden som softwaretekniker med ansvar for at producere intelligent software til bl.a. signalanlæg.

De seneste otte år har Orla Rieper også været ansvarlig for at passe vagttelefonen alle hverdage, hvor han hjælper landets reparatører og serviceansvarlige med at betjene udstyret på de danske veje. Orla Rieper holder desuden kurser i daglig vedligeholdelse af signalanlæg for bl.a. elværker, energiselskaber og elektrikere.

Han er uddannet elektroniktekniker og har siden arbejdet i ITS Teknik A/S, som har rødder tilbage til 1967.

Orla Rieper er 48 år og bor i Klejs ved Juelsminde. Fritiden går også med teknik, der kombineres med musik. Han har nemlig spillet keyboard, siden han var 16 år. I dag er Orla Rieper solomusiker og spiller til bryllupper, fødselsdage og andre mærkedage. Han sætter også lyd op til musikertræf, ligesom han udvikler sine egne højtalere på hobbyplan.