Gert K. Thomsen

Kategori:

Rund dag

Virksomhed:

Dyrup

Dato:

Gert K. Thomsen, 90 år den 28. juli.

Gert K. Thomsen, Virum, blev civilingeniør fra DTU i 1953 med speciale i farve- og lakkemi. Efter to års tjeneste som løjtnant i Flyvevåbnet blev han ansat hos DYRUP og blev hurtigt chef for forskning og udvikling i koncernen. I alt blev det til 42 års ansættelse hos farve- og lakfabrikanten, hvor han blandt andet stod bag succesprodukter som træbeskyttelsen Bondex. GK, som kollegerne kaldte ham, har bestridt en række tillidsposter i branchen, blandt andet som formand for Danske Lak- og Farvekemikeres Forening, som præsident for Skandinaviska Lackteknikeres Förbund og som bestyrelsesmedlem i Nordisk Institut for Farve-Forskning. I 1959-60 var han udstationeret i syditalienske Napoli - et ophold, der sidenhen har udviklet sig til en livslang interesse for italiensk sprog, kultur, musik og - ikke mindst - rødvin. I mange år drev han således firmaet VIGNA, der importerede italienske kvalitetsvine. Fødselaren var langt oppe i firserne, før den årlige skitur til alperne måtte lægges på hylden, men alderen trykker dog ikke mere, end at hele verden stadig er hans foretrukne feriemål. Forkærligheden for farver og maling lever også stadig i bedste velgående, idet han aktivt dyrker olie- og akrylmaling, samtidig med at han studerer kunsthistorie og er ivrig operagænger.