Philip Binning

Kategori:

Jobskifte

Virksomhed:

DTU

Dato:

DTU har ansat Philip Binning som dekan for kandidatuddannelserne. Han kommer fra en stilling som professor på DTU Miljø.

Den kommende dekan for DTU’s kandidatuddannelser, professor Philip Binning, kommer fra en stilling som uddannelsesleder på DTU Miljø. Efter 10 år som lektor på et universitet i Australien kom han i 2003 til DTU Miljø, hvor han blev professor i 2011.

”Philip Binning har i sine efterhånden mange år her på DTU vist, at han er en yderst habil forsker. Han har desuden lagt store kræfter i at udvikle uddannelserne på sit institut, hvor han har været engageret i alle de mange pædagogiske og administrative aspekter,” siger Anders Bjarklev.

Den nye dekan skal ifølge Anders Bjarklev sikre, at DTU uddanner ingeniører af højeste kvalitet, så de kan levere værdi til samfundet ikke bare umiddelbart efter de er færdiguddannede, men i adskillige årtier fremover.

”Det vil kræve en fortsat styrkelse af samarbejdet på tværs af DTU’s institutter, og med sin faglige baggrund kombineret med et vindende og behagelig væsen er Philip Binning den rette til at løfte denne opgave,” siger Anders Bjarklev.

Philip Binning siger i forbindelse med udnævnelsen:

”DTU’s kandidatgrader er i verdensklasse, og der er stor efterspørgsel efter vores kandidater blandt virksomheder og forskningsinstitutioner. Det bliver en fornøjelse at arbejde med alle vores meget dygtige forskere, som gør vores uddannelser så inspirerende”.

Philip Binning er født i København, opvokset i Australien og har en B.Sc. i matematik fra Australian National University og en Ph.D. i Civil Engineering and Operations Research fra Princeton University i USA. I 2005 blev han udnævnt som Årets Underviser på DTU, og i 2010 modtog han DTU’s Internationaliseringspris for hans arbejde med internationale kandidatgrader med DTU’s strategiske samarbejdspartnere.

Philip Binning er 49 år. Han tiltræder stillingen 1. januar 2017.