Mads Nicolai Jensen

Kategori:

Jobskifte

Virksomhed:

AB Clausen

Dato:

Med ansættelsen af konstruktionsingeniør Mads Nicolai Jensen (38) som teknisk direktør har det hastigt voksende rådgivende ingeniørfirma AB Clausen landet en yderst kompetent profil. AB Clausen er specialiseret i konstruktioner og har på fire år udvidet medarbejderstaben fra fire til hele 34 personer - takket være stor tilgang af opgaver. Mads Nicolai Jensen kommer fra en stilling som leder af konstruktionsafdelingen i Alectia, som for nylig fusionerede med Niras. I sit nye job får han det overordnede ansvar for, at AB Clausens produktion er velfungerende og leverer inden for de aftalte rammer, samt ansvar for at videreudvikle virksomhedens interne uddannelsesprogram inden for konstruktioner. Desuden bliver han bestyrelsesmedlem i AB Clausen A/S. Mads Nicolai Jensen er desuden lektor på DTU, hvor han underviser en gang om ugen i bærende konstruktioner. Det giver ham også et stort netværk blandt unge ingeniører, som kan komme hans nye arbejdsgiver til gode i forbindelse med rekruttering af unge talenter til vækstvirksomheden. Mads Nicolai Jensens hidtil største opgave var som fagingeniør for de bærende konstruktioner på Novo Nordisk’ nye hovedsæde i Bagsværd. Men den prestigeopgave kan meget vel blive overgået af projekter hos hans nye arbejdsgiver. AB Clausen er nemlig involveret i det store ombygningsprojekt på postgrunden i København, Enghave brygge, Fasangården på Frederiksberg og opførelsen af et nyt femstjernet hotel på Bremerholm i København. Desuden har virksomheden landet en række opgaver i Norden og Asien, ligesom den har en stor afdeling, der rådgiver privatkunder. ”Med ansættelsen af Mads Nicolai Jensen har vi fået en person med meget stor byggefaglig og ledelsesmæssig erfaring, som kan være med til at videreudvikle og modne virksomheden og gøre os endnu bedre rustet til at gå efter større opgaver inden for både renovering og nybyggeri. Vores mål er at være de bedste til konstruktioner herhjemme og tilbyde kompetencebaseret rådgivning baseret på de nyeste og mest innovative tiltag inden for byggeriet,” siger Ammar Al-Temimi, administrerende direktør i AB Clausen A/S. ”AB Clausens høje faglighed inden for konstruktioner og det faktum, at organisationen både er stor nok til at byde ind på store projekter og stadig ikke er større, end at jeg kan sætte mit faglige præg på tingene, gør for mig virksomheden til en meget attraktiv arbejdsgiver. Jeg glæder mig meget til at være med til at udvikle virksomheden på de indre linier, så vi har baglandet gearet til fortsat vækst,” siger Mads Nicolai Jensen. Mads Nicolai Jensen bor i Lyngby med sin familie. Oprindeligt kommer han fra Struer i Nordjylland og blev student fra Struer Gymnasium 1997. Herefter færdiggjorde han ingeniørstudiet på DTU i 2005. Fra 2007 til 2013 har han desuden været bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Bygningsstatik.