Valg af F-35 skaber unikke muligheder for danske ingeniørstuderende

Regeringens indstilling af F-35 som Danmarks nye kampfly åbner for, at endnu flere danske ingeniørstuderende kan få foden indenfor hos amerikanske Lockheed Martin.

Med udsigten til at det bliver Lockheed Martins F-35 kampfly, der løber med sejren i den årelange kampflykonkurrence, kan danske ingeniørstuderende se frem til øgede muligheder for at opleve den legendariske amerikanske fly- og missilproducent indefra.

Regeringens indstilling til, Danmark investerer i 27 spritnye F-35 kampfly vil nemlig højst sandsynlig betyde, at endnu flere danske ingeniørstuderende vil kunne få deres daglige gang på adressen 1 Lockheed Boulevard, Fort Worth, Texas. Arnestedet for femtegenerations kampflyet F-35 – også kendt som Joint Strike Fighter.

Hold øje med dit næste job på Jobfinder

Det fortæller Kasper Rasmussen, kommunikationschef hos danske Terma, der er underleverandør til F-35-flyet. Virksomheden har allerede sendt 7 danske ingeniørstuderende i praktik hos deres amerikanske storkunde.

»Med regeringens flyvalg vil der være endnu større mulighed for at udbygge samarbejdet mellem danske universiteter og amerikanerne. Vi regner med, at Lockheed ønsker at optage endnu flere danske ingeniørstuderende på deres praktikprogram i de kommende år.«

De to første danske ingeniørstuderende i praktik, Frederik Roi Midtgaard og Thor Paulli Andersen, på flight line hos Lockheed Martin i Texas med en F-35B i baggrunden

Positiv amerikansk tilbagemelding

De to første danske ingeniørstuderende afsluttede deres praktikophold hos Lockheed Martin sidste sommer, og ifølge Termas HR-direktør, Hanne Dalsgaard, har tilbagemeldingerne fra amerikanerne været særdeles positive:

»Lockheed fortæller, at de studerende fra Danmark har et højt fagligt niveau og det rette åbne mindset. De har derfor ønsket at udvide samarbejdet, og med den tydelige indikation på, at F-35 bliver det endelige valg forventer jeg, at endnu flere danske studerende kan sendes af sted i årene frem,« fortæller Hanne Dalsgaard.

Læs også: De er med til at udvikle Joint Strike Fighter

Terma står for koordineringen mellem de danske ingeniøruddannelser og Lockheed Martin. De studerende udsendes som ansatte i Terma, for kun på den måde kan de opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse, der skal til for at kunne arbejde inden for den amerikanske forsvarsindustri.

Lockheeds første danske ingeniør-praktikanter er nu begge tilknyttet Terma, mens de færdiggør deres uddannelse. Begge er i gang med deres Master of Science.

»Vi håber, at også kommende praktikanter vil være interesseret i bevare en tilknytning til Terma efter endt praktik. De har oplevet vores applikationer i anvendelse hos Lockheed Martin, og deres viden og indsigt er vigtig for os,« understreger Hanne Dalsgaard.

I øjeblikket er 5 danske ingeniørstuderende i praktik i Lockheed Martin, og 14 studerende fra henholdsvis Aarhus Universitet og DTU har indsendt ansøgninger om praktik med start i januar 2017.

Følger Folketinget regeringens indstilling om at vælge Lockheeds Martins F-35 kampfly, forventer Terma at udvide med 200 mand - primært til virksomhedens produktionsenhed i Grenaa.

Seneste job

LabVIEW Architect Siemens Gamesa Renewable Energy
Teknisk Projektleder Siemens A/S