Underviserjob holder ingeniøren skarp

Simon Steen Gadegaard ­drager stor fordel af at have et ben i hver lejr, når han rejser sig fra ingeniørstolen hos Geo og underviser på universitetet.

Foto: Lars Refn

Selv om det er kun ét år siden, at Simon Steen Gadegaard forlod forelæsningsauditorierne på Aarhus Universitet med en kandidatgrad på cv’et, er han nu tilbage – på den anden side af katederet.

Sideløbende med sit arbejde som civilingeniør i rådgivervirksomheden Geo er han nu gæsteunderviser ved kandidatuddannelsen på ingeniørstudiet ved Aarhus Universitet. En arbejdsdeling, som både universitetet, Geo og Simon Steen Gadegaard selv drager stor fordel af.

»Undervisningen er utrolig givende og holder mig skarp på min egen faglighed, når jeg skal videreformidle min viden til andre,« siger Simon Steen Gadegaard.

Det var hans gamle lærer på ingeniør­studiet, der en dag kontaktede ham og spurgte, om ikke han havde lyst til at kigge forbi og dele sine erfaringer fra ‘marken’ med de nye studerende.

»Det var et kursus med hovedfokus på felt-delen. Hvilke teorier man bruger, og hvad man skal passe på, når man måler,« fortæller Simon Steen Gadegaard.

Ikke bare endeløse formler

I 2012 blev han uddannet konstruk­tionsingeniør. Men i forbindelse med det afsluttende valg af speciale på ingeniørstudiet faldt han pladask for geoteknik og skiftede kurs. Den store interesse for geo­teknikken førte til et job hos Geo, hvor en af hans spidskompetencer blev stødbølgemålinger. Geo arbejder med rådgivning inden for jord og vand og udfører blandt andet felt- og laboratorieundersøgelser.

Find job som underviser

Noget af det, Simon Steen Gadegaard bidrager med, når han møder de studerende på universitetet, er et link mellem de endeløse formler i lærebøgerne og hans konkrete felt-erfaringer fra opgaverne hos Geo.

»Særligt de mere praktisk anlagte studerende kan jeg med de konkrete eksempler hjælpe til nemmere at se lyset for enden af tunnelen,« forklarer han.

Eksempler fra den praktiske verden

Rent lavpraktisk bidrager Simon Steen Gadegaard også til undervisningen med indsigt i, hvordan en entreprise, kundeforhold og rådgiveransvar er skruet sammen ude i den virkelige verden.

De praktiske erfaringer fra Geo bliver også brugt som eksempler, når de studerende sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af de mange regneformler.

»Arbejdet med dynamiske stødbølge­målinger kan hurtigt blive meget teoretisk og højtflyvende, hvor vi bruger en masse ligninger og antagelser. Men i bund og grund handler det jo bare om, at vi har nogle fysiske måledata med en række fejlkilder, som vi forsøger at genskabe,« forklarer han.

Netværk som sidegevinst

En anden fordel ved gæsteundervisningen og civilingeniørens tilbagevenden til universitetsmiljøet har været netværket med de andre undervisere.

Sammen med en anden gæstelærere har Simon Steen Gadegaard eksempelvis fundet inspiration til at starte et projekt, hvor de ved at gennemgå Geos forsøgsarkiver vil undersøge permeabiliteten i danske lerarter.

Selv om undervisningen betyder dage væk fra virkeligheden hos Geo, møder han fuld opbakning til sine undervisningsdage.

»Holdningen i Geo er, at den udvikling, det giver mig – og sikkert også den omtale, det giver Geo – er der stor opbakning til,« fortæller han.

Lærer at forklare sig

Selv vil Simon Steen Gadegaard anbefale enhver ingeniør at undervise, hvis lejligheden byder sig.

»Den selvindsigt jeg får, når jeg opdager, at jeg har et problem med at forklare noget, som jeg ellers var fuldstændig sikker på, jeg havde styr på, er utrolig sund,« fastslår han.

I Simon Steen Gadegaards kalender er der allerede planlagt nye undervisningsdage, som han ser frem til.

Seneste job

Erfaren KonstruktionsingeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Test design Engineer INVISIO Communications A/S
Erfaren VVS/Ventilation IngeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S