Trods massefyringer: Ingeniørernes jobfest fortsætter

Fyringsrunder i store virksomheder skygger for ansættelser i mange små virksomheder. Så ingeniørmanglen er langtfra afblæst

Det seneste års tid har snart den ene, snart den anden store, inge­niørtunge virksomhed måttet skære i medarbejderstaben. Så sent som i sidste uge fik 470 Novo Nordisk-medarbejdere den triste besked, at deres stilling var nedlagt, og tidligere i år har blandt andre FLSmidth og LeoPharma meldt ud, at der var fyringer på vej.

Trods massefyringer glæder formanden for Ansattes Råd i IDA, Juliane Marie Neiiendam sig over, at ingeniører stadig har relativt let ved at finde job

Noget kunne med andre ord tyde på, at ingeniørerne skal til at sige tak for jobfesten og belave sig på et knap så festligt arbejdsmarked.

Fyret eller bare nysgerrig - her er dit nye job

Men nej. Ingeniørerne har ikke grund til at bekymre sig, mener Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd (AR) i IDA, for der er stadig stor mangel på ingeniører:

»Andre indikatorer viser, at det går den anden vej. Vores arbejdsløshedstal er stadig lavt, og vi oplever, at flere mindre virksomheder henvender sig til os for at få hjælp til at finde ingeniører. Det gjorde de ikke for bare et eller halvandet år siden,« siger hun.

Voldsom jobvækst

Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) hæfter cheføkonom Erik Bjørsted sig ved, at Danmark de senere år har haft en voldsom jobvækst. I 2015 blev der skabt 30.000 nye job, og ved udgangen af 2016 forventer AE ifølge en jobprognose, at beskæftigelsen i den private sektor vil vokse med 48.000 personer.

I 2017 vil den voldsomme vækst sandsynligvis aftage lidt, men prognosen forudser immervæk, at der vil komme yderligere 30.000 job herhjemme.

Når de store, globale virksomheder skærer ned, skyldes det ifølge Erik Bjørsted, at verdensøkonomien har det skidt og ikke for alvor er kommet sig oven på krisen.

»Grundlæggende står danske ingeniører med gode kort på hånden, og jeg vil være forsigtig med at sige noget ud fra de aktuelle fyringsrunder. Der er stadig jobfremgang, bare i et lavere tempo. På et dynamisk arbejdsmarked som det danske vil der hele tiden være både fyringer og ansættelser,« siger han.

Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv, er enig og advarer mod at lade sig forvirre af de fyringer, der kommer frem i medierne:

»Det er bekymrende, når store virksomheder signalerer fyringsrunder, men vi skal ikke glemme, at det altid giver et skævvredet fokus. Når en virksomhed siger, at de vil fyre 500, lytter alle, men når 500 virksomheder hver ansætter én medarbejder, lægger ingen mærke til det. Og det er det, der sker i disse år,« fastslår han.

Flere årsager

Selvom mange store virksomheder har annonceret fyringsrunder, har de ikke samme udspring, og derfor er der ikke tale om en generel tendens. Mens for eksempel Mærsk har problemer på grund af faldende oliepriser, er det prispres på det amerikanske marked, der påvirker Novo Nordisk, forklarer Steen Bocian:

»Det er klart, at det tiltrækker opmærksomhed, når de største virksomheder i C20-indekset fyrer. Det fylder meget i vores selvforståelse, men knap så meget i vores økonomi, fordi den består af mange små og mellemstore virksomheder, hvor beskæftigelsen rent faktisk stiger.«

Steen Bocian vurderer endda, at det kan være ganske gavnligt, hvis de senere års hæsblæsende ansættelsesrunder finder et mere adstadigt tempo:

»Når det går så hurtigt, er der en risiko for, at arbejdsmarkedet overopheder, og det giver problemer med flaskehalse og virksomheder, der ikke kan nå at producere det, der er efterspørgsel på, fordi de mangler folk,« siger han og tilføjer:

»Som ingeniør ville jeg ikke ligge søvnløs lige nu.«

Juliane Marie Neiiendam er helt enig, men peger på, at det er en ringe trøst for de ingeniører, der har mistet deres arbejde, selvom hun forventer, at de ret hurtigt er i job igen. I den forbindelse kan fyringerne hos Novo Nordisk endda vise sig at blive en fordel:

»Inden for biotek har vi mange små og mellemstore virksomheder, som har brug for folk, men svært ved at tiltrække dem. Nu får de pludselig en chance for at fange gode medarbejdere.«

Ingeniører slap med skrækken

Ingeniør Karsten Randrup, formand for Novo Nordisks akademikerklub NAF, har været med til at forhandle vilkårene på plads for de 470, der netop er fyret i virksomheden, primært i R&D, hvor en række projekter vil blive lukket.

Alle faggrupper er repræsenteret i afskedigelserne, heraf omkring 80 ingeniører.

»470 er mange at skulle absorbere på arbejdsmarkedet, men ser man på ingeniørerne isoleret, skal det nok lykkes. Vi må nok konstatere, at ledelsen fremover vil lave tilpasninger – men forhåbentlig ikke i den her størrelsesorden,« siger Karsten Randrup.

I LeoPharma slipper ingeniørerne da også med skrækken. Midt i oktober meddelte virksomheden, at de skulle nedlægge 400 stillinger, og at det også gjaldt danske medarbejdere. Der er nu sat tal og navne på fyringerne, og de viser, at ingeniørerne går ram forbi:

»De forventede opsigelser i Danmark ligger på under 50 personer. Men ingen af disse er i ingeniør eller teknisk-naturvidenskabelige funktioner. Her forventer vi tværtimod at ansætte nye kolleger,« siger Mette Vestergaard, Senior Vice President, Global People & Communications.

22 procent af de 160 medarbejdere, FLSmidth har afskediget i 2016, sad i roller som tekniske specialister eller ingeniører. Tallet skal dog tages med et vist forbehold, da der også kan være ingeniører blandt for eksempel projektledere. De aktuelle fyringer sætter dog ikke en stopper for virksomhedens ingeniørbehov, siger Sofie Lindberg, Senior Vice President:

»Vi forventer at ansætte ingeniører i de næste to-tre år, og fokus vil være på salg og salgsrelaterede job,« siger hun.

Ifølge de seneste tal fra Akademikernes A-kasse står 2,4 procent af ingeniørerne uden job. Til sammenligning gælder det for 4,2 procent af den samlede arbejdsstyrke.

Seneste job

Project Manager (m/f) DONG Energy A/S
Safety Manager Banedanmark