Tag bare af sted - din lange drømmeorlov skader ikke din karriere

Et længere afbræk fra jobmarkedet bremser ikke nødvendigvis dine karrieremuligheder, så længe du forstår at fortælle historien om dit lange fravær fra jobmarkedet på den rette måde. Det mener to karriererådgivere

Hvis du drømmer om at rive mange måneder ud af kalenderen og rejse ud på den helt store oplevelsestur eller blive hjemme og skrive en kriminalroman eller tage en uddannelse i tatoveringskunst, så gør det bare. En lang orlov slår dig ikke nødvendigvis bagest i karrierekøen.

Det fastslår direktør i rekrutteringsvirksomheden Bloom ApS Sara Juhl og karriererådgiver hos Ingeniørforeningen IDA Ann G. Carøe.

Sidstnævnte forklarer, at du ikke skal forsøge at skjule eller bortforklare din længsel efter at foretage dig noget helt andet end at arbejde i et traditionelt job. I stedet skal du overveje, hvordan du kan sætte din orlov i det rette lys.

»Hold dig så vidt muligt til sandheden. Det handler mest af alt om at skabe den gode fortælling. Hvis du ikke har en god fortælling omkring dit fravær fra arbejdsmarkedet, risikerer du at fremstå doven og uengageret,« siger Ann G. Carøe.

Rejser skaber selvudvikling

En rejse i det salsadansende Sydamerika eller en overlevelsestur i den sydøstasiatiske jungle sagtens vinkles til en god fortælling, mener hun.

Netop rejser er oplagte muligheder for at styrke sine kompetencer ved for eksempel at lære nye sprog, opnå større kulturel forståelse og ikke mindst blive klogere på sig selv.

»Du skal øve dig i at skabe den gode fortælling, hvor du undgår at give anledning til uddybende spørgsmål. Jobintervieweren må ikke føle, at du prøver at dække over noget,« uddyber Ann G. Carøe.

Ærlighed bringer dig længst

Direktør i Bloom, Sara Juhl: »Jeg synes da, at det er helt i orden med en pause, uanset om det skyldes rejser, familieforhold eller uddannelse. Det vigtigste er at være ærlig omkring det.«

Ifølge Sara Juhl, direktør i rekrutterings- og headhuntervirksomheden Bloom, bør jobsøgere være åbne og ærlige omkring længere pauser fra arbejdsmarkedet.

»Jeg synes da, at det er helt i orden med en pause, uanset om det skyldes rejser, familieforhold eller uddannelse. Det vigtigste er at være ærlig omkring det,« mener Sara Juhl.

Hvis du har et hul i dit CV, opfordrer direktøren således til, at du kort forklarer årsagen. Eksempelvis at du har valgt at se verden, eller at du har prioriteret at bruge mere tid med et sygt familiemedlem.

Pause kan være faglig udfordring

Men flere års afbræk fra teknologiske brancher som eksempelvis it-området kan være problematisk.

Den teknologiske udvikling stopper ikke, fordi man tager på forlænget ferie. Derfor er det vigtigt at følge med, selvom man ikke har et fast arbejde, pointerer direktør Sara Juhl.

»Der vil være en teknologisk udvikling, som det er vigtigt, at man som jobsøger har fulgt med i, men hvis man har det, vil eksempelvis rejser oftest medføre en personlig udvikling, hvilket er positivt,« forklarer hun.

Seneste job

IT-supporter Forsvarsministeriet
Softwareudviklere Edlund A/S
Team lead, Support Bloom ApS
Chef for Studiesystemer Aarhus Universitet
Dygtige testkonsulenter Netcompany A/S