Syv fejl i kropssproget, som koster dig jobbet

Hvis du ikke har styr på dit kropssprog, når du går til jobsamtalen, kan du sende forstyrrende signaler, som får arbejdsgiveren til at vende tommelen ned - uanset hvor stærke din faglige profil er

Du bliver ansat på dine kompetencer, men fyret på din personlighed, siger et ordsprog, som HR-ansvarlige elsker. Men faktisk kan fyringen ske allerede under ansættelsessamtalen.

Øv dit kropssprog og søg så jobbet. Der er masser af nye stillinger her

Hvis du sender de forkerte signaler med dit kropssprog, vil arbejdsgivere sortere dig fra. Det skriver Barbara Davidson i et blogindlæg, der blandt andet er bragt på OnStride.co.uk.

Hun har samlet en række observationer, som arbejdsgivere har delt i forbindelse med jobsamtaler, og konkluderer på den baggrund, at især én form for adfærd virkelig slukker for ansættelseschancen - nemlig hvis du ikke holder øjenkontakt. Det mener to tredjedele af arbejdsgiverne ifølge en analyse foretaget af Careeer Builder er direkte diskvalificerende i forhold til at blive ansat. Men også blandt andet manglende smil, nervøse bevægelser og et svagt håndtryk trækker ned.

De syv mest almindelige fejl i kropssproget under jobsamtaler:

1. Manglende øjenkontakt
Problemet er, at det får dig til at fremstå usikker og mistænkelig, hvis du ikke ser andre mennesker i øjnene. Imidlertid er det en naturlig følelse af kigge væk, hvis vi føler, at nogen betragter os intenst. Og det kan man jo let komme til under et jobinterview, hvis arbejdsgiveren konstant søger øjenkontakt.

Vær bevidst om den naturlige trang til at kigge væk og hold øjenkontakten. Hvis du normalt har svært ved øjenkontakt, så øv dig i hverdagen.

2. Nervøse bevægelser
Det virker beroligende at røre ved sig selv, når man føler sig stresset. Problemet er, at det samtidig sender underbevidste signaler om, at man mangler selvtillid og er dårligt forberedt.

Hold dine hænder i ro ved for eksempel af folde dem på bordet foran dig.

3. Manglende smil
Smil smitter - det er videnskabeligt bevist, og manglende smil får dig til at fremstår trist eller uvenlig.

Tving dig selv til at smile meget i timerne før du skal til jobsamtalen. Det er samtidig med til at lette din naturlige nervøsitet og sænke dit blodtryk.

4. For svagt håndtryk
Et fast håndtryk giver indtryk af, at du er kompetent og tillidsvækkende. Et svagt håndtryk derimod sender signaler om manglende tillid og engagement.

Øv dig med en ven, hvis du har tendens til at være for vag i dit håndtryk.

5. Duknakkethed
Ifølge Den danske Ordbog er at dukke nakken synonymt med at "optræde ydmygt, skamfuldt eller kuet; acceptere noget uden diskussion". Altså det stik modsatte af at optræde kraftfuld, med selvtillid og at møde problemerne med rank ryg. Er du rundrygget risikerer du med andre ord, at arbejdsgiveren opfatter dig som veg og tilbageholdende, og det styrker ikke dit kandidatur.

Væn dig til at sidde med fødderne solidt plantet i gulvet, skub bagdelen tilbage i sædet og ret ryggen. Læg gerne din arm på armlænet for at holde din positur.

6. Krydsede arme
Det er en naturlig reaktion på nervøsitet og pres at man krydser armene foran sig. Problemet er, at det opfattes som et udtryk for usikkerhed, fjendtlighed og manglende vilje til at lære nyt.

Øv dig i at undgå at krydse armene. Læg eventuelt den ene i dit skød og den anden på bordet, så du kan gestikulere naturligt.

7. Overdreven nikken
Vi nikker til det, som andre fortæller os, for at forsikre dem om, at vi er enige. Og det vil du sikkert have tendens til at gøre endnu mere, når du sidder til et jobinterview og gerne vil virke positiv og opmærksom. Problemet er imidlertid, at hvis nikkeriet overdrives, opfattes du som om du ikke helt forstå det, der bliver sagt, eller ikke rigtigt hører efter. Du fremstår som om, at du ville acceptere hvad som helst helt ukritisk.

Vær bevidst om, hvor meget du nikker, og husk, at hvis du ikke forstår det, der bliver sagt, er det ok at spørge.

Seneste job

Backup & Enterprise Storage Administrator Forsvarets Efterretningstjeneste
Developers med erfaring Netcompany A/S
CAD Manager søges Insuco ApS
IT Asset Manager Novozymes A/S