Sådan tryllebinder du dit publikum

Hvordan ser du ud, når du står på scenen og skal levere din præsentation? Taler du rummet op? Er du energisk og dynamisk? Få gode tips til at levere dine præsentationer med personlig gennemslagskraft.

Hvad har direktørerne, kollegerne, styregruppen eller kunderne brug for at vide? Hvad skal de som minimum vide for at kunne tage en reel beslutning? Det kan være svært at få skåret en præsentation til – derfor handler det om at have blik for modtageren.

Skal præsentationer være en del af jobbet? Find det her

Præsentationsekspert Marie Rydal anbefaler at zoome ind på, hvem modtagerne er, deres videnniveau, holdninger og interesse. Man glemmer let, at de ting, man selv tager for givet, ikke et letforståelige for andre.

»Hvad er behovet hos modtageren? Hvad er det så, jeg skal formidle, så budskabet trænger igennem? Og hvordan bliver det leveret ordentligt, så kropssprog og fremtoning matcher budskabet, og jeg ikke ligner én, der undskylder, at jeg er her. Hvordan signalerer jeg, at mit budskab er vigtigt?« spørger Marie Rydal, konsulent i Rhetorica A/S, der underviser på IDAs kursus ’Præsentationsteknik’, hvor deltagerne blandt andet bliver filmet, så de netop kan blive bevidste om deres kropssprog.

Hvad skal din modtager huske?

Kan du formulere dit budskab i én sætning, så ved du, at du er fokuseret og har en idé om, hvad du vil tryllebinde dit publikum med. Og hvad vil du have modtageren til efter præsentationen? Hvad skal de tænke, sige og gøre? Hvad vil du opnå med præsentationen?

»Et klart defineret og konkret formål er rettesnoren for præsentationen – du ved, hvor du vil hen, og kan bedre sikre dig, at hele præsentationen peger i samme retning. Vær ikke bange for at skære ind til benet her: Fortæl ikke alt det, du ved, men det, du ønsker modtagerne skal huske. Gør det fra starten af præsentationen klart for modtagerne, hvad de skal bruge præsentationen til – og sørg for at få samlet op til sidst, så de ved, hvad de skal handle på,« siger Marie Rydal.

Zoom ind på modtageren

Hvordan gør du dit stof forståeligt for folk uden samme specialiseringsgrad eller indsigt om emnet, som du selv har?

»Det er hamrende svært. Specialister er ofte så dybt nede i deres stof, at de glemmer, at alle de ting, de selv tager for givet, ikke et letforståelige for alle andre. Igen handler det om at zoome ind på, hvem modtagerne er, deres videnniveau, holdninger og interesse,« siger Marie Rydal.

Læs også: Tal så din målgruppe forstår dig

Det er altid vigtigt at finde ud af, hvad du vil opnå med din præsentation. Skal ledelsen for eksempel træffe en beslutning ud fra dit oplæg, så skal du fokusere på det økonomiske i projektet og tidsperspektivet. Ledelsen vil høre om tidsforbrug, økonomien og oplagte gevinster – og kun så lidt af det tekniske, så de overordnet forstår problemstillingen.

»Jeg anbefaler ofte, at man, som en del af sin forberedelse, prøver at forklare sit budskab til en kollega – gerne en, der ikke har hovedet nede i samme stof som en selv. På den måde kan man ofte mærke, hvor det går glat, og hvor man har brug for at skære til. Og samtidig kan man få kollegaens feedback – var det klart og til at forstå?« siger Marie Rydal.

Træn din personlig gennemslagskraft

Nogle har mere personlig gennemslagskraft end andre. Men der kan arbejdes med det og skabes bevidsthed om det.

Læs også: Kommunikation er et must for ledere

»Der er nogle, som vi får lyst til at lytte til, så snart de begynder at tale – og andre, hvor man tænker: 'Ja, jo, jo'. Det er ofte uafhængigt af, hvor fagligt dygtige og vidende de er. Det handler om, hvilke signaler de sender. Derfor skal du være bevidst om det indtryk, du efterlader,« siger Marie Rydal og fortsætter med nogle tips til at øge gennemslagskraften:

»Du skal dels være bevidst om dit kropssprog og brugen af din stemme. Det lyder banalt, men det er stor forskel på, om du ligner en, der ikke ved, hvor du skal gøre af dig selv, eller om du signalerer overskud og ro i situationen. Tænk over, hvordan du bevæger dig. Tør du indimellem stå stille? Taler du rummet op og udstråler energi og dynamik? Er du nærværende? Kan modtagerne mærke dig?«

Brug stemmen varieret

Stemmen kan du også bruge meget bevidst, når du skal fremlægge en præsentation. Du skal først og fremmest lade være med at mumle. Du kan også bruge temposkift: Du skal turde at tale langsomt nok, så modtageren kan følge med. Pauser kan også bruges til at skabe opmærksomhed. Endelig kan du skrue op og ned for volumen af din stemme.

»Det handler meget om at variere stemmen. Brug den til noget, der skal fremhæves og betones – og hold en pause efter vigtige pointer. Du kan lære at være bevidst om, hvad du skal skrue op og ned for at påvirke den energi, du sender ud i rummet,« påpeger Marie Rydal.

Tøjl dine nerver – vær til stede i din krop

Mange bliver nervøse, når de skal præsentere noget – og det kan tackles på to måder. Du kan enten gå med dine negative følelser og tænke: 'Hvad tænker de om mig? Årh nej, det går nok galt'. Eller du kan have roen i dig selv, fordi du ved, at du er godt forberedt.

Læs også: Glem talerskrækken: Ordene skal komme ud som musik

»Nervøsitet kan man håndtere både mentalt og fysisk. Mentalt kan det give ro, hvis du har forberedt sig godt, så du for eksempel ved, hvilke indvendinger du kan blive mødt med, og hvordan du vil håndtere dem. Fysisk kan du styre sin nervøsitet ved at arbejde med at være til stede i din krop. Det kan godt lyde lidt teaterflipper-agtigt. Men det er en måde at flytte fokus fra de negative tanker i hovedet, som gør dig nervøs,« siger Marie Rydal og fortsætter:

»Det handler om at stå godt med god jordforbindelse, få ro på vejrtrækningen og finde ro i kroppen. At have ro i kroppen kan smitte af på, hvordan du oplever hele situationen: ’Jeg står jo roligt her, så jeg behøver ikke at panikke’.«

Håndter modstanden

En anden udfordring for specialister er at håndtere den modstand, de kan møde, når de fremlægger deres præsentation. Men også her kan du træne at blive bedre til at lytte og agere på det, der siges.

»Det skyldes måske, at specialisterne ikke altid har gjort sig bevidst, hvor meget indvendingerne eller modstanden fylder hos modtagerne, og derfor ikke i tilstrækkelig grad tager hånd om skepsissen. Men det er ikke nok at have styr på sit eget. Der skal tages hånd om modstanden – ellers risikerer man, at alt det gode arbejde med præsentationen ikke kommer til sin ret,« siger Marie Rydal.

Artiklen er oprindeligt bragt på universe.ida.dk

Seneste job

Byg & Miljøchef Skive kommune