Sådan svarer du bedst igen på kollegaens fornærmelser

BREDFORMAT irriterende kollega, skældud, røde øren, snak, tegning: Lars Refn

Det kan være et sprængfarligt minefelt, hvordan du reagerer på ubehagelige bemærkninger fra dine kolleger og chefer. Her kommer 8 tips, som det er godt at være opmærksom på.

De fleste har oplevet, at en kollega kyler en personlig kommentar efter dem, så snart de træder ind i lokalet. Det føles som at blive ramt af en klam karklud midt i ansigtet.

Alligevel kan man blive i tvivl om hensigten med bemærkningen: Var det bare en dumsmart kommentar eller prøvede personen bevidst at fornærme dig?

Uanset hvad, kan bemærkningen måske friste dig til et rasende modangreb eller til at forberede en mere listig hævn. Men tænk dig om, lyder rådet fra to amerikanske eksperter, Alexander Czopp, chef for Center for Cross-Cultural Research hos Western Washington University, og Joan Williams, stiftende leder for Center for WorkLife Law hos University of California .

Nysgerrig? Tjek de nyeste opslag i Jobfinder jobbank.

I fællesskab leverer de to otte tips til Harvard Business Review. om, hvordan man bedst reagerer på fornærmende bemærkninger på arbejdspladsen.

1. Tyg på fordele og ulemper, før du taler

Det første, du skal afgøre, er, om det betaler sig at svare på kommentaren.

At bevare din egen følelse af integritet eller befri arbejdspladsen for ubegrundede fordomme er gode grunde til at sige fra, fremhæver Joan Williams.

»Hvis du ikke står op for dig selv, signalerer du, at det er acceptabelt. Du sender essentielt et signal om, at personen kan tillade at gøre det igen.«

Ifølge Alexander Czopp og hans research har det afgørende betydning at påtale modbydelige bemærkninger i det øjeblik, de slynges ud i rummet. Hvis situationen håndteres med finfølelse, er chancen større for, at de dumme kommentarer stopper.

Sidder du på chefkontoret, kræver det endnu mere fokus på finfølingen. Ledere har nemlig et større ansvar for, at ansatte føler sig tilpas i det daglige miljø.

2. Kend dine kolleger

Imidlertid er det vigtigt for både medarbejdere og chefer at kende deres kollegers temperament i tilspidsede situationer, hvor ord lynhurtigt kan misforstås og misfortolkes.

Nogle reagerer for eksempel afvisende, når de konfronteres. De understreger, at kommentaren bare var for sjov, og at du overreagerer. Andre begynder straks at forsvare sig selv og i stedet rette fokus mod den anklage, som personen modsat føler, du kaster efter dem.

Derfor skal man overveje, hvordan den kommenterende person normalt agerer, når han eller hun udfordres?

I den sammenhæng bør du tænke over, om personen står højt på hierarkilisten i virksomheden. Der kan nemlig være uheldige konsekvenser ved at sige fra over for den forkerte person, som ikke tolerer at blive sagt imod.

»Din jobsikkerhed og dit personlige sikkerhedsnet kan være på spil,« advarer Alexander Czopp.

3. Antag intet ondt

Kan du ikke lade være med at svare igen, så hav en ting i baghovedet: Måske har personen, som har sendt en upassende bemærkning din vej, bare dårlig humor.

Nogle mennesker er så socialt inkompetente, at de ganske enkelt ikke er klar over, at de fornærmer deres omgivelser ved at lufte lumre eller nedsættende indskydelser.

»Personen kan være intetanende og ikke vide, hvordan hans opførsel kan opfattes,« forklarer Joan Williams.

Så hold igen, inden du spontant kalder din kollega for et dumt svin.

4. Hold igen med skyldspilen

Du bør også tænke over, hvad du beskylder personen for, før du skyder igen. Hvis du anklager nogle for at være eksempelvis sexist eller racist, har de nemlig langt større tilbøjelighed til at forsvare sig og ikke lytte til din overordnede pointe.

Årsagen er, at folk ikke bryder sig om at blive associeret med bestemte grupper som eksempelvis Ku Klux klan eller mandschauvinister.

Det er lønmodtagernes marked i it-branchen. Tjek Jobfinder for de nyeste opslag.

Det kan føles retfærdigt at sige fra over for en person, men ingen har lyst til at høre, at de er sexist, racist eller noget andet fornærmende.

Med andre ord, hverken nytter det eller ændrer noget at skyde en person en bestemt holdning eller orientering i skoene.

5. Tag alternative tilgange i brug

Hvis du vil undgå at tage direkte fat i den uheldige kommentar, der har skabt pinlig tavshed på kontoret, er der heldigvis andre råd at hente. For eksempel kan du skifte emne for på en diskret måde at signalere til personen, at han rammer langt ved siden af sit publikum.

»Du må håbe på, at han eller hun har nok emotionel intelligens til at fange hentydningen,« siger Alexander Czopp.

Du kan også vente og se, hvad der sker. Nogle gange får personen mulighed for at ræsonnere over sin opførsel og undskylder, når hun ved, at hun trådte over stregen.

6. Forklar din reaktion

Frem for åbent at stemple en bemærkning som fornærmende, kan du fortælle, hvordan den fik dig til at føle.

Du kan eksempelvis sige, at du ved, at "det ikke var for at fornærme nogen, men, at du følte dig ramt". Forklar så, hvorfor du føler dig truffet.

Selvom det kan virke som en blød reaktion, kan der være gode chancer for at skabe forandring.

»Det er mere sandsynligt at ændre din kollegas adfærd i fremtidige situationer på den her måde,« mener Alexander Czopp.

7. Sammen står I stærkest

Fortsætter de ubehagelige bemærkninger, kan du ty til fællesskabet. Tal med dine øvrige kolleger om, hvorvidt de også føler sig krænkede af bemærkningerne.

Hvis I er flere med det samme indtryk, kan I i en klage argumentere for, at den pågældende person, skaber et fjendtligt arbejdsmiljø. Ved at pege på problemet som en samlet gruppe virker det mere legitimt over for ledelsen, som skal forholde sig til den indleverede klage.

Men husk ikke at råbe ulv for ofte over for dine nærmeste chefer, når der er uenigheder i medarbejderstaben. Ansatte i virksomheder er voksne mennesker, der gerne skulle kunne klare kontroverser på kontoret.

8. Når bægeret flyder over

Visse grove kommentarer kræver ikke tilbageholdenhed. Nogle krænkende ord kan ikke bortforklares, og der er behov for at sige fra øjeblikkeligt. Og det er helt fint, så længe du har overvejet de mulige konsekvenser, som beskrevet tidligere i artiklen.

Find de nyeste jobopslag for rådgivere og konsulenter. Tjek Jobfinder.

Der er imidlertid også fordele ved at tage fat på en træls kommentar med det samme: Du lærer, hvordan personen reagerer på at blive udfordret.

»Så får du mere information om, hvem den her person er,« forklarer Joan Williams.

Seneste job

Sektionschef VELTEK
Produktions / Elektronik Ingeniør G.R.A.S. Sound & Vibration A/S