Sådan fungerer Facebooks ingeniørbootcamp

Både nyuddannede it-folk og garvede kodere skal gennem det samme introduktionsforløb på seks uger, når de starter hos Facebook. Derved får de nyansatte selv indflydelse på deres rolle i virksomheden.

Et par dage i det nye job hos verdens største sociale medie, og du får adgang til hele databasen bag hjemmesiden.

Det lyder måske utroligt, men det er faktisk et af de første skridt i Facebooks ‘Bootcamp’, som på seks uger introducerer nyansatte ingeniører for virksomheden.

Bootcamp-programmet blev grundlagt i 2008; dengang havde man kun 150 ingeniører ansat. Formålet var at bibeholde kulturen i teamet under virksomhedens vækst. Det skriver Business Insider.

Nyt it-job? Find det i Jobfinders store udvalg af ledige it-stillinger.

I modsætning til andre store tech-virksomheder rekrutterer Facebook ud fra et mere overordnet princip i stedet for at lægge vægt på spidskompetencer. Bootcamp’en bliver brugt til at finde ud af, hvor ingeniøren passer bedst ind og vil trives bedst.

Målet er, skriver Business Insider, at Facebook skal være en ‘styrkebaseret organisation, hvor lederne kan hjælper deres medarbejdere til at beskæftige sig med opgaver, som de er har passion for'.

Derfor får den enkelte ingeniør en erfaren mentor i starten af bootcamp. Derefter får vedkommende små opgaver, som at finde bugs på sitet eller i én af virksomhedens mange apps. Pointen er, at ingeniørerne fra dag 1 skal udføre ‘rigtige opgaver’, ikke bare træningsopgaver uden værdi, siger direktør for ingeniørerne i Facebook, Vlad Fedorov, til Business Insider.

Ifølge Vlad Fedorov har de seks ugers mentorforløb, eksperimenter og teambuilding tre klare fordele:

1. Ingeniørerne får mulighed for at vælge, hvordan de vil bidrage

»Som regel har man ikke meget viden om virksomheden, når man bliver ansat. Måske har man hørt lidt til jobsamtalen, og man ved lidt gennem sit netværk, men man har ikke haft mulighed for at sætte sit eget perspektiv på tingene endnu,« siger Vlad Fedorov til Business Insider.

Men det hjælper de seks ugers adgang til Facebooks database på. På den baggrund kan de nyansatte finde ud af, hvad der interesserer dem mest.

2. Det giver nyansatte et stort internt netværk

Oprindeligt skulle Facebooks bootcamp bruges til at effektivisere holdet af ingeniører, mens virksomheden voksede. Men man fandt hurtigt ud af, at der også var andre store fordele ved det: Det skabte kammeratskab blandt medarbejderne.

»Et solidt netværk er rigtig vigtigt, når man er ingeniør, for det er dem, der arbejder sammen med én i virksomheden, som man kan spørge om hjælp, når man har et problem eller en bekymring,« siger Vlad Fedorov til Business Insider.

Han var også selv gennem bootcamp’en i sin tid, og han understreger, at han syv år senere stadig er gode venner med de seks ingeniører, der blev ansat sammen med ham.

3. Det skaber enhed blandt ingeniørerne

Hos store virksomheder er det normalt, at forskellige hold af ingeniørerne har hver deres måde at gøre tingene på, og det kan hindre frugtbart samarbejde på tværs.

På bootcamp'en lærer alle nye ingeniører de gode fremgangsmåder i Facebook af direktørerne selv. Heri ligger princippet om at have en overordnet tilgang til rekrutteringen. På den måde kan ingeniørerne efterfølgende arbejde flere steder i virksomheden - drevet af deres interesser.

For eksempel kan en ingeniør være interesseret i et bestemt projekt i et andet team end det vedkommende arbejder i til daglig. I det tilfælde er der ingen barrierer, skriver Business Insider. Det er ikke nødvendigt med nye jobsamtaler eller evalueringer, for lederne kan være sikre på, at alle har været gennem samme grundforløb.

Alt i alt er bootcamp et træningsprogram, som Facebook bruger til at rekruttere motiverede, tilfredse ingeniører, siger Vlad Fedorov til Business Insider.

»Vi forventer, at vores ingeniører vil bruge deres talent til at gøre en forskel. Det får de lov til fra deres første dag, fordi vi tror på dem.«

Artiklen er frit oversat fra denne artikel af Business Insider.

Seneste job -