Sådan får du ro i maven, når du søger nyt job

Føler du, at tiden nærmer sig, hvor du måske skal søge nye udfordringer, så lad være med at forhaste dig. Her er nogle gode råd til, hvordan du stille og roligt kommer i gang med jobsøgningen

Hvis først du har besluttet dig til, at det er tid til at finde et nyt job, så kan det sjældent gå for langsomt med at komme videre.

Har du allerede besluttet dig for at søge væk, så se her

Men ro på nu, lyder det fra skribent Cathie Ericson, der for det finansielle rådgivningsfirma LearnVest har samlet en række gode ekspertråd til at få ro i maven, når du jagter dit drømmejob.

Med mindre du bare skal væk, og det skal være lige nu, så er der gode grunde til at tage det stille og roligt og langsomt postitionere dig i forhold til de rette muligheder. Her er de god råd til den afslappede jobjagt:

Opret en jobagent

"Let the others do the hard work for you", sang salige Leo Mathiesen for 77 år sidenog det råd gælder stadig. I dag kan du oprette såkaldte jobagenter for eksempel her på Jobfinder.dk, hvor du kan opliste de typer af job, som du er interesseret i, og så får du en meddelelse, hver gang der slås et passende job op. Du kan ofte også blive skrevet op til nyheder om jobåbinger i de virksomheder, du ønsker at blive ansat i.

Opret en jobagent på Jobfinder.dk

Bagsiden er, at du kun hører om stillinger, der er slået op, og det er lang fra alle. Men nu du alligevel tager det stille og roligt, så lad de andre gøre arbejdet for dig og sende dig dagens jobåbninger i din mailbox.

Kontakt headhunterne

Når headhuntere ringer uopfordret for at høre, om du kunne tænke dig et nyt job, skal du ikke bare smække røret på - heller ikke selv om du er fint tilfreds med det, du har. Få deres kontaktdata og være gerne selv lidt proaktiv med at sende dem updates, hvis du skifter opgaver eller roller eller opnår nye resultater. Så er du et velkendt kort, den dag du henvender dig for at høre, om de har noget, der kunne interessere dig.

Og er du ikke blevet kontaktet, så find de virksomheder, der er mest aktive inden for dit område - og som ingeniør, cand.scient. og it-specialist er det sikkert Capax, du skal holde øje med.

Kontakt dem med dit cv og fortæl, at du er åben for tilbud. Det er ikke et nederlag, at de ikke allerede kender dig. De er bare glade for at få kandidater i deres jobbank.

Brug trylleordene

"Åben for nye udfordringer" er et udtryk, som du kan begynde at lade sive i dit netværk, hvis du er begyndt at kigge dig om efter nyt job. Kort og præcist fortæller det, at du ikke nødvendigvis er desperat efter et nyt job eller direkte utilfreds med, hvor du er, men blot, at du er, ja, åben for nye udfordringer.

Du kan også huske at fortælle det til sociale sammenkomster eller andre steder, hvor tonen er afslappet, fordi det her blot gives som en oplysning og ikke som et nødråb. Når talen falder på, hvad andre beskæftiger sig med, kan det være relevant at lade dem vide, at de gerne må tænke på dig, hvis noget dukker op.

Brug LinkedIn

Når det handler om jobsøgning er LinkedIn stadig nr. 1, og du har flere muligheder for at gøre dig lækker end blot at opdatere dit billede og dit cv. Tilslut dig også bestemte grupper inden for dit felt og vær gerne aktiv med poste artikler, holdninger og updates og du vil straks blive mere synlig i dit netværk. Tjek andres profiler og lad dig inspirere.

Husk også at tilmelde dig eventuelle grupper, hvor relevante job bliver slået op, og at aktivere den gratis, men diskrete feature "Let recruiters know you’re open", som du under "Jobs" og "Update career interests".

Netværk på din arbejdsplads

Lad de af dine kolleger, du stoler på og har et fortroligt forhold til, vide, hvad du går og overvejer. Du har jo ikke dermed sagt, at du vil væk, men blot luftet nogle løse overvejelser.

Spørg, om hvad de tænker - og også om de har kendskab til nogle jobåbninger, som kunne passe dig, eller kender til nogle headhunters. Benyt perioden til at udbygge dit interne netværk ved at møde op til møder og præsentationer og tale med andre end dem, du plejer. Hold også øje med interne jobopslag og interne nyheder, der kan indikere, at der er jobåbninger på vej andre steder i organisationen for eksempel som følge af nye ordrer.

Men lad være med at tale med din leder eller med HR, inden du er helt sikker på, at du vil noget andet. De vil nemlig straks tro, at du allerede har besluttet dig til at søge væk, og det kan let skabe en skidt situation for dig.

Seneste job

Projektleder til procesanlæg i verdensklasse GEA Process Engineering A/S
Teknisk Projektleder Siemens A/S