Sådan bliver du god til smalltalk

Er du en af de mange, der hader samtalerne ved receptionerne og pauserne mellem oplæggene på seminarerne, så er der hjælp her i form af 10 tips til at smalltalke med indhold

"Dejligt vejr, hva'?"

Ja, det er da en åbning på en samtale, men ikke en særligt god en. For samtalen stopper jo i samme øjeblik, din samtalepartner siger "ja" - og tier.

At indlede samtaler med fremmede - ja, nogle gange endda med dem, vi mener at kende godt - kan være en vanskelig disciplin. Og især når emnet er frit, og du i princippet kan sige alt - for hvad skal du så vælge.

Inspireret af The Business Insider får du her ti gode råd til at blive en sand smalltalk-virtous.

1. Vis interesse i din samtalepartner

Hvis du viser en ægte nysgerrighed over for den person, du taler med, vil samtalen flyde lettere, og du vil lettere finde på noget at spørge om. Omvendt fornemmes det straks, hvis du grundlæggende er ligeglad, og dine flakkende øjne afslører dig.

Spørg til andre personers interesser og baggrunde, og øv dig i gode opfølgningsspørgsmål. Spørg for eksempel: "Hvad laver du for tiden?" og lad det næste spørgsmål være: "Hvordan kom du til at lave det?"

2. Stil åbne spørgsmål

Alt for ofte dør en samtale, fordi du giver din samtalepartner muligheden for at besvare dit spørgsmål med et kort "ja" eller "nej". For eksempel: "Kunne du lide oplægget?" eller "Arbejder du her i byen?".

Det først, når du bruger de såkaldte hv-spørgsmål - altså spørgsmål, der starter med ord, der starter med hv (hvad, hvor, hvem, hvorfor, hvornår, hvordan) - at samtalen bliver interessant. For eksempel: "Kunne du lide oplægget?" - "Ja" - "Hvad kunne du især godt lide?"

3. Tillad din samtalepartner at gøre dig klogere

Ja, vi ved det - det er vanskeligt for mange ingeniører, cand.scient'er og it-folk, at forestille sig, at deres samtalepartnere kunne være klogere end dem selv.

Men leg nu med tanken, og lad andre udbrede sig med deres viden. Måske - indrømmet, kun måske - kan du ligefrem lære noget. Og samtalen vil under alle omstændigheder vil small-talken flyde lettere.

4. Del anekdoter

Du skal ikke tøve med at give din samtale partner følelsen af, at du kan relatere sig til dem og deres historie. Vær en aktiv samtalepartner og del selv ud af dine egen erfaringer og anekdoter inden for området- men gør det balanceret, så du ikke ender med at kede alle ihjel med din lange version af en banal oplevelse.

Så hvis din samtalepartner fortæller, at han eller hun har boet i et andet land, så kom gerne med en anekdote fra dine egne besøg i landet. Du vil sikkert få din samtalepartner til selv at fortælle om en konkret oplevelse, og så begynder i så småt at knytte bånd.

5. Gør smalltalken big

Hvis du virkelig hader små. ligegyldige ordvekslinger, så gør dem store.

Tag fusen på din samtalepartner og sig for eksempel: "Altså, jeg hader smalltalk, så skal vi ikke tale om noget stort? Hvad er du for eksempel mest bekymret for ved verden i dag?" eller "Hvad skal virksomheden efter din mening gøre for at få succes i løbet af det næste år?". Vælg gerne et emne, der i forvejen interesserer dig - men husk alligevel at lytte til svaret (se råd nr. 1), inden du udbreder dig om din egen mening.

6. Lær af talkshow-værterne

Hvis du kommer forbi talkshows på tv, som for eksempel de store kanalers aftenshows eller morgenshows, så lyt og lær.

Læg mærke til hvilken type spørgsmål værten stiller for at holde samtalen i gang - og lyt særlig efter den type spørgsmål, der giver de bedste svar. Og bemærk, hvordan de dygtigste ikke er bange for pausen, men bruger den til at skabe dynamik.

7. Styrk din samtalepartners selvtillid

Vær ikke bange for at rose din samtalepartner eller give udtryk for anerkendelse eller ligefrem beundring over for det, de fortæller. Det gør de fleste mere trygge og så vil samtalen givet flyde lettere.

8. Øv dig i det daglige

Uanset om det er en kollega ved kaffeautomaten eller ham eller hende, der kommer for at vande blomsterne, så benyt lejligheden til at veksle et par små bemærkninger.

Også når det handler om smalltalk gør øvelse mester, og jo mere du øver dig og lærer, hvilke former for spørgsmål der virker bedst for dig, desto lettere flyder det hele.

9. Andre synes også at smalltalk er akavet

Du er ikke den eneste, der føler det ubekvemt at blive smidt midt ind blandt nogle mere eller mindre fremmede personer for at indlede en samtale.

Derfor er det heller ingen grund til at føle sig forkert over det. Mange leder bag deres tavshed og søgende blikke desperat efter et eller andet fornuftigt at sige, der kan lette stemningen.

Ved at have forberedt et par spørgsmål kan du blive den store smalltalk-ørn, der får alle til at føle sig bedre tilpas.'

10. Undgå politik og religion

Smalltalk er til for at skabe forbindelser mellem mennesker på behagelig vis.

Undgå kontroversielle emner. Lad med andre ord være med at spørge til folks politiske eller religiøse overbevisninger - eller træde i spinaten ved for eksempel at sige: "Hvad synes du om regeringen?" eller "Der er godt nok kommet mange muslimer til landet, hva'?"

Seneste job

Technical Support Engineer G.R.A.S. Sound & Vibration A/S
C# Full stack Developer Siteimprove A/S
Software Specification Engineer Sigma Designs Technology ApS