Så mange flere job er blevet skabt i it-sektoren

Antallet af it-job er steget markant siden 2009, viser ny undersøgelse. Det presser lønnen op og rammer i særlig grad konsulenthusene, vurderer headhunter.

Øget digitalisering og højere grad af automatisering har gennem de seneste år betydet, at danske virksomheder i stigende grad er på jagt efter medarbejdere med it-kompetencer. Siden 2009 er antallet af jobannoncer inden for it-området steget markant. Det viser en opgørelse fra rekrutteringsvirksomheden Capax, der har trukket tal fra Advertsdata, som samler og analyserer jobannoncemarkedet i blandt andet Danmark.

»Markedsudviklingen i it-branchen har betydet, at vi er tilbage på før krise-niveau,« fastslår headhunter Emil Plaugmann.

Læs også: Ugens it-job: Ruby on Rails developers og udviklere til iOS og Android

Siden 2009, hvor antallet af it-annoncer var på sit laveste med 17.200, har tallet været støt stigende og lå i slutningen af 2015 på knap 35.800. Udviklingen har betydet, at der inden for visse områder er opstået flaskehalse med efterfølgende lønpres, vurderer Emil Plaugmann.

»It-medarbejdere med dyb specialisering inden for eksempel SAP er efterspurgt både som udviklere, arkitekter og konsulenter. Det har medført stigende lønkrav, hvilket i særlig grad presser konsulenthusene, der ikke bare kan fakturere deres kunder højere,« understreger Emil Plaugmann.

Advertsdata optæller antallet af annoncer, men sorterer ikke efter, at en virksomhed kan have slået samme job op i flere medier. Det ændrer ifølge Emil Plaugmann dog ikke ved den overordnede tendens:

»Efterspørgslen på it-specialister er peaket inden for de seneste år. Udbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, hvilket blandt andet skyldes, at der ikke uddannes nok.«

En tidligere undersøgelse fra Itek viser, at der kommer til at mangle 3.000 it-kandidater i 2020.

Læs også: Softwareudvikler fordoblede sin løn ved at forlade Google

Det stigende behov for medarbejdere i branchen har betydet, at it-virksomhederne gennem de seneste år har skærpet deres rekrutteringsprocesser og taget stadigt flere udenlandske medarbejdere ind, fortæller Emil Plaugmann:

»Branchen er first mover, hvad rekruttering angår. Den har et internationalt mindset og ansætter på stedet, når den støder ind i en af de eftertragtede specialister. Den offensive tilgang kunne resten af ingeniørbranchen lære noget af.«