Pengemangel hæmmer iværksættere

Tekniske iværksættere har svært ved at skaffe folk til at udvikle produkter og penge til at udvikle forretningen, viser IDA-undersøgelse

Kroner og kolleger. Det er de to ting, der mest markant volder kvaler for såkaldte vækstiværksættere med teknisk og naturvidenskabelig baggrund. Det fremgår af en undersøgelse, som IDA har foretaget blandt medlemmer med egen virksomhed.

Hos Nordic Power Converters nikker medstifter og CEO Mickey Madsen genkendende til den dobbelte udfordring, som han deler med henholdsvis 62 procent og 53 procent af andre selvstændige ingeniører.

Virksomheden, der designer strømforsyninger til LED, begyndte sit liv som et forskningsprojekt på DTU i 2011, og vandt i 2014 Danish Tech Challenge. Selvom virksomheden har vundet op til flere priser, har de været nødt til at lægge mange kræfter i arbejdet med at rejse kapital, først til produktudvikling, siden til udvikling af forretningen.

Se ledige job på Jobfinder.dk

»I begyndelsen pitcher man en vision, men nu står vi i mudderet og har ikke rigtigt fået gang i salget. Her halvvejs i forløbet er det svært at rejse kapital, så vi kan få ansat flere sælgere og dermed få hurtigere fat i flere kunder, for vi mener stadig, at der er et kæmpe vækst­potentiale,« siger Mickey Madsen.

Tilmed forandrer udfordringerne sig løbende for en iværksætter – mens de i foråret havde fokus på at få produktet i mål, forudser Mickey Madsen rekrutteringsproblemer:

»Fra sommeren 2017, når salget kommer i gang, bliver det nok en udfordring at tiltrække folk.«

Hent kapital med flid

I Dansk Iværksætterforening (DIF) genkender direktør Christian Wal­ther Øyrabø problemet fra foreningens årlige undersøgelser. Her har kapitalfrembringelse de seneste fem år stået højt på udfordringslisten:

»Kapital vil være et problem fra nu af, og til solen brænder ud, fordi der altid er flere, der skal bruge penge, end der er penge i markedet,« siger DIF-formanden.

Læs også: Du har lige fået en million-dollars idé - skynd dig at fortælle om den!

Han mener, at det gælder om at forberede sig grundigt og komme med et gennemarbejdet projekt, hvis man skal overtale investorer:

»Man kan løse meget med flid,« fastslår han.

Rekrutteringsproblemet er mildt sagt ikke nyt, når det gælder ingeniører, og det er et problem, IDA længe har adresseret, blandt andet gennem Engineer the future. Med denne undersøgelse i hånden håber Per Diget, formand for IDAs Erhvervs- og Vækstudvalg, at de kan lægge endnu større pres på politikerne.

»Vi bør arbejde på at omskole eller opgradere ledige ingeniører og opkvalificere andre faggrupper til at løse ingeniøropgaver,« foreslår han.

I kampen om talenterne står iværksætterne svagt i forhold til store veletablerede virksomheder, som kan tilbyde en højere løn. Derfor bør der laves om på reglerne for medarbejderaktier, mener Christian Walther Øyrabø:

»I dag kan du maks. give 10 procent af lønnen, og det batter ikke, hvis en iværksætter skal lokke nye folk med medarbejderaktier. Folk skal have en fornemmelse af, at de bliver millionærer, hvis virksom­heden bliver solgt.«

Globalt sats er nødvendigt

Syv ud af ti i IDAs undersøgelse har i en eller anden grad blikket rettet mod udlandet, og det kommer ikke bag på Per Diget. Han henviser til, at Danmark ligger nummer to på listen over lande, der er bedst til at tale engelsk – kun overgået af Holland:

»Vi ved, at vores hjemmemarked er lille og vores ideer store, og derfor er vi nødt til at komme til udlandet, hvis vi vil generere indkomst og vækst,« fastslår han.

Hos Nordic Power Converters er de da også i gang med en salgsindsats i flere europæiske lande, og blandt de potentielle kunder udgør de danske blot nogle få procent.

»Vi har et bredt anvendeligt produkt, og derfor går vi ud i hele Europa. Vores kunder er producenter af gadebelysning, og der er kun et par stykker i Danmark,« forklarer Mickey Madsen.

Christian Walter Øyrabø ser det også som uundgåeligt at satse på udlandet.

»Konstant fremgang er vigtig, for ellers kommer du i farezone for at blive aflivet enten af en dansk eller udenlandsk konkurrent,« siger han.

Seneste job

Erfaren KonstruktionsingeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Test design Engineer INVISIO Communications A/S
Erfaren VVS/Ventilation IngeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S