Mød ingeniøren, der kan omskrive lærebøgerne

I en alder af 28 år kan Michael Styrk Andersen blive ingeniøren, der fornyer designet af fremtidens hængebroer. Er han Danmarks sejeste ingeniør?

Hvem husker ikke den grynede optagelse af Tacoma Bridge det øjeblik den 7. november 1940, hvor brofagene bukker under for middelsvær vind og styrter lydløst ned i Pugot Sound. I kølvandet på ulykken, der skyldtes aeroelastisk flutter, blev principperne for konstruktionen af hængebroer ændret.

I årevis har ingeniører arbejdet på at forny designprincippet, så det bliver muligt at bygge hængebroer med væsentligt større spænd end i dag. Og nu nærmer den 28-årige danske civilingeniør Michael Styrk Andersen sig måske løsningen. Det mener i hvert fald adjunkt på Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet Jens Johansson, der har indstillet kollegaen til titlen som Danmarks sejeste ingeniør:

Trænger du til nye udfordringer? Tjek de seneste muligheder på Jobfinder.

»Ingen har indtil nu formået at dokumentere grundprincippet og omsætte teorien til en praksis, som kan anvendes i designet af nye broer. Dét er Michael godt i færd med at ændre på«, siger han.

Nyt design kan være et år væk

Michael Styrk Andersen er uddannet civilingeniør i konstruktionsteknik fra Syddansk Universitet, med Jens Johansson som specialevejleder, og han arbejder lige nu på at skaffe midler til en erhvervs-ph.d., der skal give ham mulighed for at færdiggøre arbejdet:

»Forståelsen af flutter blev oprindeligt udviklet for flyvinger i 1930'erne og implementeret i designproceduren for brodæk. Vores mission er at bevise, at det strukturdynamisk er muligt at konstruere en hængebro, hvor flutter slet ikke kan opstå, hvis brodækkets aerodynamiske egenskaber optimeres. Men det er aldrig blevet konkretiseret i praksis, og det er dét, vi vil rette op på,« forklarer Michael Styrk Andersen, der trods sine 28 år også har nået halvandet år med projektansættelser i blandt andet Rambølls broafdeling.

Læs også: Engineer the Future – måske har vi brug for en udvidet ingeniør-ABC

Næste skridt i hans arbejde bliver at lave aeroelastiske vindtunnelforsøg med en fuld bromodel:

»Vi møder en del skeptikere i branchen, men er godt i gang med at tilbagevise skepsis. Lykkes forsøget med en fuld bromodel, vil jeg mene, vi er ved at være der, hvor man faktisk kan designe en hængebro med spænd på over to kilometer,« siger han og anslår forsøget til at tage højst et år fra det tidspunkt, pengene er fundet.

Drømmer om Brasilien i 2015

Ifølge Jens Johansson er Michael Styrk Andersen reelt i færd med at etablere et helt nyt forskningsområde på Syddansk Universitet, og han er ikke i tvivl om potentialet i kollegaens arbejde:

»Jeg har haft kontakt med en del studerende gennem årene, og der må jeg sige, at Michael er unik. Han går til arbejdet med en meget stærk tro på sin egen evne til at føre tingene ud i livet. Det, han har skrevet i sit speciale, vil på sigt erstatte de lærebøger, vi underviser efter i dag,« lyder skudsmålet.

Selv er Michael Styrk Andersen 'stolt' over indstillingen. Og skulle han i sidste ende vinde titlen som Danmarks sejeste ingeniør, skal præmien på 25.000 kroner naturligvis bidrage til projektet:

»Hvis jeg vinder, vil jeg bruge pengene på at rejse til Brasilien i juni 2015 for at deltage i den 14. internationale konference for wind engineering. Her vil jeg forhåbentlig kunne fremlægge resultaterne fra vores vindtunnelforsøg med den aeroelastiske bromodel,« siger han.

Danmarks sejeste ingeniør vælges af en række markante ingeniørprofiler og kåres ved en stor konference til efteråret.

Har du også en kandidat til titlen, så læs mere om konkurrencen og indstil din kandidat her..

Læs også: »Det, der driver mig, er mellemrummene«

Hun opbyggede et nyt marked i Qatar
Hans meritter kan gøre enhver ingeniør forpustet
»Mine kompetencer kan ingen tage fra mig«
»Ingeniører skal være offensive og udfordre politikervrøvl«

Seneste job

Sagsbehandler til SAP HR-sektion Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI)
Datamanager Gladsaxe Kommune
It-medarbejdere Forsvarsministeriet