»Mine kompetencer kan ingen tage fra mig«

Han kom til Danmark som bosnisk flygtning i 1992. I dag er 32-årige Kenan Vilic softwareingeniør hos DMI og en inspirator for næste generation. Er han Danmarks sejeste ingeniør?

Det stod næppe skrevet i kortene, at den unge flygtning Kenan Vilic, der i 1992 kom til Danmark fra Bosnien, skulle blive kandidat til titlen som Danmarks sejeste ingeniør.

Men siden har han uddannet sig til elektroingeniør fra DTU i 2006 og er i dag softwareingeniør hos DMI. Her arbejder han med interpolation og visualisering af klimadata, som blandt andet bruges til at beregne gennemsnitlige temperaturer og nedbør i Danmark.

Står din karriere i stampe? Se, hvad du går glip af på Jobfinder.

Jeg havde brug for at vide, at uanset hvor jeg er i verden, har jeg noget med mig, som jeg kan bruge til at skabe et liv.Kenan Vilic, kandidat til titlen som Danmarks sejeste ingeniør

Kenan Vilic er blevet indstillet til titlen som Danmarks sejeste ingeniør af sin tidligere studiekammerat fra DTU Gitte Bager:

»Kenan har en stor nysgerrighed og er god til at sætte sig ind i komplekse nye fagområder. Det er i mine øjne en utrolig vigtig egenskab som ingeniør,« siger hun.

Friheden til at brede sig fagligt er da også et vigtigt argument for jobbet hos DMI, fortæller Kenan Vilic:

»Fordelen ved at arbejde i det offentlige er, at du ikke er bundet af alle mulige skrappe klausuler, så jeg har friheden til at beskæftige mig med andre ting.«

Inspirerer andre til at blive ingeniør

Således har Kenan Vilic for nylig fået antaget et konferencepapir om videoovervågning af epilepsipatienter, der også var emnet for hans DTU-speciale om digital signalbehandling.

Arbejdet fremlægges i denne uge på en konference i Chicago - i øvrigt af hans lillebror, der også er uddannet ingeniør og nu er ph.d.-studerende på DTU.

Desuden har Kenan Vilic hjulpet lillebroren med hans speciale om en teknologi, der skal hjælpe handicappede patienter med at kommunikere ved hjælp af EEG-signaler. Han har også inspireret flere andre til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse.

Kompetencerne kan ingen tage fra dig

Netop baggrunden som bosnisk flygtning har gjort det vigtigt for Kenan Villic at sikre sig for fremtiden:

»Naturvidenskaben er universel, fordi lovene er de samme over hele kloden, mens en administrativ uddannelse som eksempelvis økonom eller advokat er forskellig, for hver gang du krydser en landegrænse«, siger han og uddyber:

»Du kan miste din ejendom og dine økonomiske midler, men dine kompetencer kan ingen tage fra dig. Jeg havde brug for at vide, at uanset hvor jeg er i verden, har jeg noget med mig, som jeg kan bruge til at skabe et liv«.

Ingeniør-rollen er udvandet

Siden han blev færdig i 2006, har Kenan Vilic flere gange fået tilbudt stillinger i det private erhvervsliv til væsentligt højere lønninger. Og hver gang har han takket nej:

»Selve definitionen på det at være ingeniør er blevet udvandet i de seneste år. Jeg synes, der er for meget fokus på det administrative eller på et enkelt snævert område. For mig er en ingeniør en person, der bruger anvendt naturvidenskab i bred forstand. Det giver en bredere palet at arbejde ud fra og dermed færre begrænsninger,« siger han.

Er du idealist?

»Det kan man godt sige. Jeg vil gerne arbejde med noget, som gør en forskel for mennesker og for samfundet. Det giver en tilfredsstillelse, som nok i virkeligheden er min vigtigste drivkraft.«

Penge til lillebrors projekt

Og skulle han ende med at blive kåret som Danmarks sejeste ingeniør og dermed vinde 25.000 kroner til at opfylde en drøm, skal pengene da også gå til at skabe et bedre samfund:

»Jeg kunne godt finde på at støtte min lillebrors projekt. Han er sammen med DTU i gang med en patentansøgning på teknologien, men nu står de over for nogle dyre kliniske test. Forsøgene og selve produktet vil kunne udføres billigere med en simpel EEG-forstærker, der er specielt rettet mod opgaven. Pengene vil jeg bruge på komponenter og materialer til udviklingen af sådan en,« siger han.

Kender du Danmarks sejeste ingeniør? Så tilmeld straks ham eller hende til den store engineer the future-konkurrence her.

Læs også: »Det, der driver mig, er mellemrummene«

Hun opbyggede et nyt marked i Qatar
Hans meritter kan gøre enhver ingeniør forpustet
»Ingeniører skal være offensive og udfordre politikervrøvl«
Mød ingeniøren, der kan omskrive lærebøgerne

Seneste job

Solution Manager Microsoft Axapta Alfa Laval i Danmark