Læserne: Opret kurser i kodning - kun for piger

I sidste uge spurgte vi læserne: ‘Hvordan lokker vi flere kvinder til it-branchen?’ Spørgsmålet affødte en række konstruktive - og anderledes - forslag i debattråden. Læs dem her.

Læserne var hurtige på tasterne, da Ingeniøren i sidste uge spurgte: Hvordan lokker vi flere kvinder til it-faget?. Som noget af det allerførste blev selve ordlyden i spørgsmålet anfægtet: Kvinder skal ikke ‘lokkes’ - de tiltrækkes, hvis de har lyst. Eller som ’Lotte’ skriver:

‘Start med at flytte fokus fra at ‘lokke’. Vi bryder os ikke om at blive ‘lokket’. Fortæl i stedet, hvad jobbet indebærer, og hvad det kræver at varetage et job i den branche.’

Flere læsere er inde på, at skal der for alvor gøres noget ved den skæve kønssammensætning i branchen, bør der ske initiativer allerede på folkeskoleniveau.

For som Henrik Dalsager Christensen, tidligere underviser på HTX, skriver: ‘Allerede i gymnasiealderen er it-branchen langt bagud på point. Så snart det handlede om at bruge for eksempel mathcad til andet end en forvokset lommeregner, blev blikket tåget og fraværende hos mange af pigerne, hvor drengene til gengæld tit så det som en mulighed for at lave færre udregninger i hånden’.

Læs også: Ugens it-job: Streaming-specialist og .Net-udviklere

Henrik Dalsager Christensen opfordrer it-branchen til at komme ud i skolerne og køre kampagner, events og konkurrencer over for børn, som ‘vi endnu ikke har tabt til fordomme om, at vi er kedelige og grå og stort set autister hele bundtet’. Desuden foreslår han, at branchen producerer materialer til undervisningsbrug.

Også Mette, der er frivillig i organisationen ‘Coding Pirates’, understreger betydningen af sætte ind tidligt. Hun skriver, at initiativer som Coding Pirates netop kan ‘introducere it til drenge og piger, inden de bliver præget af deres omgivelser til at mene, at it kun er for drengene. (...) Lad os gøre dem til skabere i stedet for brugere (af iPad og computer, *red.), så vil de opdage, hvor fedt det er (..).’*

Jeannette B. Pedersen, der selv har en uddannelse inden for it, foreslår kurser i kodning kun for piger:

‘Måske skal man sætte pigerne til at kode, uden at der er nogen drenge, de kan tørre det af på, så de finder ud af, at de godt kan selv. (...) Hvis drengene er der, er det nemt at føle sig utilstrækkelig, da de er hurtigere til at gå i gang med opgaverne. (...) Man skal så lave nogle spændende projekter, hvor man laver noget fornuftig kode. Så pigerne bliver inspireret til, at kode kan bruges til noget.’

Læs også: 20 it-skills, der kan give dig mere i løn

Hun afviser antagelsen om, at kvinder på forhånd fravælger faget på grund af den skæve kønssammensætning. Hendes valg af faget skyldtes til dels, at der netop var mange mænd ansat. Og hun opfordrer til at indsamle mere konkret viden om, hvilke bevæggrunde de kvindelige it-ansatte har for at vælge faget: ‘Kan vores grunde bruges til at generalisere, så vi kan få andre til at kvinder til at tage uddannelserne (...)? Vil det, der har virket for os, virke for andre?’

Sidst, men ikke mindst foreslår Jeannette B. Pedersen, at medierne bliver bedre til at oprette teknologiblogs, der ‘ikke kun handler om tekniske ting, udenforstående ikke kan forstå’. Det kunne måske være med til at udbrede budskabet om, at det er ‘cool’ at kunne kode - også blandt dem uden for it-faget.

Læs også: Så mange flere job er blevet skabt i it-sektoren

En del af debatindlæggene kredser om emnet kreativitet og kodning. At det er vigtigt at få fortalt historien om, at det at kode er en kreativ proces, der forudsætter evnen til at kunne sammensætte elementer til nye og innovative løsninger. Datalog Christian Hammer fortæller i sit blogindlæg om et samarbejde, han har haft med en kunstner, der åbnede hans øjne for, at deres arbejdsprocesser var næsten identiske. Han foreslår:

‘Skulle man lave en event, kunne det være interessant at hive en repræsentant for ‘kreative’ fag ind for fortælle om ‘fra ide til implementation’ - og så lade en SW-udvikler gøre det samme’.

Fra Ingeniørens side takker vi for de mange gode bidrag. Læs hele debattråden her.

Seneste job -