KK Wind Solutions: Derfor ansatte vi ingeniør-Marius

Den internationale virksomhed KK Wind Solutions har tilbudt ingeniørstudent Marius Youbi en fuldtids-ansættelseskontrakt, efter han fik afslag på opholdstilladelse. Den studerende var for lovende til at undvære, forklarer udviklingschef Henrik Lykke Christiansen

I december skrev danske medier om den ingeniørstuderende Marius Youbi, der ikke kunne få opholdstilladelse til at fortsætte sin ingeniøruddannelse i Danmark, da han ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde arbejdet for meget ved siden af studiet.

En hjælpende hånd kom fra Ikast-virksomheden KK Wind Solutions. De tilbød Marius en fuldt lønnet stilling, som gør, at den kommende ingeniør fra Cameroun kan genoptage sin uddannelse med gyldig opholdstilladelse.

Trænger du til nye udfordringer som projektleder? Tjek nye projektlederstillinger på Jobfinder

Der var flere grunde til, at vindmøllevirksomheden valgte at give Marius Youbi en fuldtidskontrakt. Sidste år i november havde ingeniørstudenten underskrevet en kontrakt om praktikplads hos KK Wind Solutions. De ønskede ikke at miste deres nøje udvalgte praktikant, som havde en potentiel fremtid i virksomheden.

Læs også: Udviste ingeniør-Marius gør comeback i Danmark

»Marius har en god personlighed, har vist evner til at skabe gode resultater og lyst til at arbejde inden for et område, som er interessant for os. Der er god sandsynlighed for, at vi havde ansat ham alligevel,« forklarer Henrik Lykke Christiansen, der er udviklingschef i KK Wind Solutions.

Udviklingschefen uddyber, at det bestemt ikke er atypisk, at ingeniørfirmaer sætter praktikanter på lønningslisten for fastansatte, mens de er under uddannelse.

Fuldt lønnet stilling var bedste mulighed

Da KK Wind Solutions, som beskæftiger sig med alle aspekter af elektrisk styring af vindturbiner, blev opmærksomme på afslaget af forlænget opholdstilladelse, gik de i tænkeboks.

»Vi ønskede at finde en løsning, hvor Marius kunne færdiggøre sin uddannelse, men vi ønskede også at fastholde en potentiel medarbejder, som vi var i gang med at investere i,« pointerer udviklingschefen.

Den bedste løsning, som parterne fandt frem til, var at ansætte Marius Youbi som fuldtidsingeniør.

Læs også: Udvist elitestuderende har forladt Danmark

Ligeledes overvejede virksomheden at ansætte den studerende i deres afdelinger i Polen eller Tyskland, men der ville Marius Youbi umiddelbart ikke kunne fuldføre sin uddannelse.

Heldigvis bidrog praktiksamarbejdet med Aarhus Universitet i Herning til en oplagt løsning, hvor Marius Youbi fik mulighed for at færdiggøre sin uddannelse og returnere til Danmark.

»Vi aftalte med AU i Herning, at hvis vi ansatte ham, ville han kunne få merit for sit praktikforløb. Derefter skal han lave sin bachelorprojekt hos KK Wind Solutions, hvilket betyder, at vi vil være i tæt kontakt igennem det forløb også,« afslutter udviklingschefen.

Hos KK Wind Solutions skal Marius Youbi arbejde i softwareafdelingen, som har relation til den elektroniske styring af vindturbiner, der er ’hovedet’ på en vindmølle.

Hvis alt går efter planen, modtager den kommende ingeniør sit diplom i januar 2017, hvorefter Henrik Lykke Christiansen håber, at Marius Youbi ønsker at fortsætte i vindmøllevirksomheden.

Der er nemlig ikke en udløbsdato på ansættelseskontrakten.

Seneste job -