Jurymedlemmer: Det kigger vi efter, når vi kårer Årets IT-Talent 2017

Deadline nærmer sig for indstillinger til Årets IT-talent 2017. Hvis du kender en, der skal med i favorit-feltet, skal vedkommende blandt andet være up-to-date, kunne se nye muligheder og begejstre sin omverden

Stærke kompetencer og resultater inden for fire kategorier kommer til at afgøre, hvem der skal løbe med den prestigefyldte titel som Årets IT-talent 2017.

De fire kategorier er "Tekniske færdigheder", "Menneskelige færdigheder", "Evne til at tænke nyt og kreativt" og "Opnåede resultater", og jury-medlemmerne glæder sig til at se eksempler på det ekstraordinære.

Jurymedlem Betina Stage, HR-ansvarlig hos almen bygge- og boligadministrations-virksomheden Domea.dk, har gennem de sidste 17 år været med til at ansætte over 600 mennesker. Hun vil i forbindelse med kåringen blandt andet kigge efter de kandidater, der evner at holde sig opdateret inden for den nyeste udvikling på deres område.

»Det er vigtigt, at kandidaterne viser, at de ikke er bundet til én teknologi. Der kommer hele tiden smartere løsninger, og den rette kandidat er opmærksom på det. Ellers risikerer virksomhederne at måtte nøjes med det som et givet system kan, i stedet for at udvikle det som forretningen og kunderne har brug for,« siger hun.

Dygtige til at samarbejde på tværs

Inden for kategorien "Menneskelige færdigheder" er evnen til at navigere i konstante forandringer et nøgleord for Betina Stage.

»I dag taler vi meget inden for HR-verdenen om robusthed eller resilience, altså evnen til at navigere i modstand og forandring. Det kræver, at man som menneske opgiver dogmet om, at 'sådan er jeg', men i stedet viser lærevillighed og turde regulere sin egen adfærd«, siger hun.

Samme pointe har jurymedlemmet Christina Just, Managing Partner og CEO i Danmarks førende konsulent- og rekrutteringshus for ingeniører, tekniske specialister og mellemledere.

»Man skal vise, at man er villig til at kravle ud af sin faglige skal og samarbejde på tværs med andre fagligheder og kulturer. Mange ting, som vi tager for givet nu, vil blive ændret markant i løbet af få år, og det sætter pres på de menneskelige færdigheder. De, der viser, at de er dygtige til at samarbejde med grupper, som ikke ligner dem selv, vil vise vejen for os andre,« siger hun.

Formanden for juryen, der skal kåre Årets IT-talent 2017, salgsdirektør Peer Jensen, opfordrer til at man sikrer sig, at ens dygtige it-projektledere, -konsulenter og -udviklere når at blive nomineret til prisen inden deadline den 19. februar

Se nye muligheder

Også når det handler om at udvikle nye løsninger, stiller jurymedlemmerne krav til Årets IT-talent 2017.

»Det er vigtigt, at der er nogen, der tør gå foran og finde nye veje - både i forhold til de tekniske løsninger og udvikling, men også i forhold til at kunne samle og motivere mennesker omkring sig. Jeg håber at se nogle gode eksempler på kandidater, der har gjort en forskel, blandt kandidaterne til prisen som Årets IT-talent,« siger Christina Just.

Betina Stage er enig. De, der kan motivere kollegerne og kunderne, vil være i høj kurs.

»Det er også et stærkt resultat at opnå at kunne begejstre og få folk med sig omkring løsningerne. Derfor er kommunikationsevnen vigtig - både i skrift og tale. man skal kunne sælge ideen bag løsningen både før, under og efter udviklingen og udrulningen«, siger hun.

Frontrunnere, der tør miste fodfæstet

Souschef for 50 ansatte i IT-afdelingen i Udenrigsministeriet og jurymedlem, Kenneth Bülow, vil kigge efter frontrunnere, der tør stikke ud.

»Alle kan kalde sig projektledere, men det er evnen til at bruge sin værktøjskasse på en spændende måde, som gør en forskel, der er interessant,« mener han.

»Vi lever i en verden, hvor forandringer kommer hurtigt, og ofte er der opstået nye krav og behov til løsningerne, inden et projekt bliver færdigt. Derfor er det kandidater, der evner at se genvejen eller kommer op med et quick-fix, der kan gøre en afgørende forskel for, at systemet løser et akut behov, mens den mere langsigtede løsning udvikles. Der skal være nogen, der tør miste fodfæstet og tænke ud af boksen for at ramme de rigtige løsninger for fremtiden,« siger Kenneth Bülow

Samtidig vil et stærkt fokus på kundens behov veje tungt i udvælgelsen af finalisterne, mener han.

»Det er vigtigt at kunne levere den rette løsning, så man ikke i sin iver efter at finde den bedst mulige løsning ender med at levere for meget og for dyrt i forhold til behovet. Eller at man ikke levere nok i forhold til behovet,« siger Kenneth Bülow.

Deadline 19. februar

Kåringen af Årets IT-talent 2017 vil finde sted 6. april, men allerede den 19. februar er der deadline for indstillinger af kandidater. Herefter vil forslagene blive screenet, inden finalisterne vil blive præsenteret for juryen, som så vil udpege vinderne.

Juryformanden salgsdirektør Peer Jensen fra Mediehuset Ingeniøren glæder sig over den interesse, der er for at indstille kandidater til den fornemme pris.

»Vi har allerede fået en hel del gode bud, men der kan sagtens sidde fremragende projektledere, udviklere og konsulenter derude, som bør komme med i feltet. Jeg opfordrer alle til at tænke på at nominere deres dygtige kolleger og samarbejdspartnere.«

Seneste job

Vi søger lektorer/adjunkter Professionshøjskolen Absalon