Ingeniør kæmpede sig tilbage fra ufaglært job

På trods af afslag, bureaukratiske benspænd og job som ufaglært fortsatte Ivan Petersson med at lede efter en vej tilbage til sit fag – og fandt den.

Pludselig en dag i februar sidste år ringede Ivan Peterssons telefon. Personen i den anden ende af røret havde en uvant melding: et tilbud om en jobsamtale.

Siden han mistede sit job hos Procom i 2009, havde den nu 52-årige diplomingeniør arbejdet ihærdigt for at genvinde en plads på ingeniørarbejdsmarkedet, men uden held.

Her leder de efter diplomingeniører. Tjek jobfinder

Undervejs var han snublet i bureaukratiske regler, han havde arbejdet som ufaglært på en fabrik og havde engageret sig i et netværk for ledige ingeniører.

Ivan Petersson

Tilbuddet om en jobsamtale kom fra Sennheiser Communications, og selvom han straks fik at vide, at jobbet var begrænset til tre måneder, tøvede Ivan Petersson ikke med sit ‘ja, tak’:

»En tidsbegrænset stilling er jo også en stilling,« som han udtrykker det.

Jobtilbuddet kom på en måde i sidste øjeblik. Efter seks års ledighed suppleret med virksomhedspraktik og ufaglærte job var Ivan Petersson endt på den laveste arbejdsmarkedsydelse. Det svarer til 60 procent af dagpengene eller 496 kroner om dagen (2015-satser). Det tærede på økonomien – og på humøret:

»Det så sort ud, for jeg spekulerede på, om jeg nogensinde ville komme tilbage til noget, der ligner mit fag – og det er da trist, når man er glad for det,« understreger
han.

Læs også: Er der overhovedet mangel på ingeniører?

Opringningen var derfor på alle måder en glædelig overraskelse. Men den kom ikke ud af det blå.

Et år tidligere stod Ivan Petersson i en bod, som Aktive Ingeniører (et netværk for ledige) havde med på en messe. Her faldt han i snak med en ingeniør, og de udvekslede visitkort. Kort efter ringede vedkommende og fortalte, at Sennheiser vist manglede folk.

Ivan Petersson tog chancen og ringede til virksomheden. Beskeden lød dog, at det ikke var hans profil, de var på jagt efter, men med den tilføjelse, at det måske kunne blive aktuelt senere. Det strå greb Ivan Petersson fat i.

I løbet af det næste års tid ringede han en gang om måneden for at høre, om der var truffet en beslutning:

»Noget sagde mig, at jeg skulle holde fast, fordi de aldrig lukkede døren helt. Hver gang har opkaldet rykket mig op i hukommelsen, men jeg har ikke ringet mere end en gang om måneden. Det handler om at vise interesse uden at blive en pestilens.«

Jobbet røg, da krisen kom

Ivan Petersson mistede sit faste job netop, som krisen sendte ingeniør­ledigheden på himmelflugt. Fra oktober 2008 til oktober 2009 steg den således fra 1,4 procent til 4,0 procent.

»I starten regnede jeg med snart at få job, for jeg er jo ingeniør, men beskeden var hver gang, at min profil var spændende, men at de skulle fyre folk,« fortæller han.

I 2011 fik Ivan Petersson et løntilskudsjob hos DMI, men da det er en offentlig arbejdsplads, var der ingen mulighed for at blive. Da han samtidig var ved at falde ud af dagpengesystemet, søgte og fik han job som ufaglært vikar på en elektronikfabrik. Her var han til sensommeren 2012:

»Man må tage det, man kan få, og hvis man har en ingeniørstolthed, må man bide den i sig. Det var da også bedre end ikke noget job. Jeg har en fortid som tekniker og har undervist ingeniørstuderende i at lodde, men vikarbureauet undrede sig da over, at jeg var ingeniør.«

I samme periode tilsluttede han sig Aktive Ingeniører, og det gav fornyet optimisme:

»Vi har et fælles projekt med at prøve at finde arbejde til hinanden, og det giver noget gejst, når du løbende ser folk komme i arbejde. Og når andre har ubehagelige oplevelser, føler du dig ikke alene med dine egne.«

Læs også: Bureaukratisk sjusk kostede ledig ingeniør jobchance

Omsider viste der sig en genvej til ingeniørarbejdsmarkedet, nemlig Videnpilotordningen, som støtter mindre virksomheder, der ansætter den første akademiker. Ivan Petersson fik en aftale på plads med en virksomhed i foråret 2013, men på grund af en sagsbehandlerfejl trak Styrelsen for Forskning og Innovation sit tilsagn tilbage. I stedet for at hjælpe en printpladeproducent i gang med produktudvikling, måtte han atter stille op i ledighedskøen:

»Jeg var meget frustreret og langt nede – men der var ingen steder at gå hen, for a-kassen kunne ikke hjælpe: Jeg var jo ikke fyret, og fagforeningen var gearet til kontrakter – ikke til det her,« siger Ivan Petersson, som fortalte den historie på ing.dk i 2013.

Alligevel fortsatte han ufortrødent, og i denne uge er det nøjagtigt et år siden, at han begyndte at arbejde i laboratoriet hos Sennheiser Communications. Udløbsdatoen på de tre måneder er nemlig foreløbig blevet forlænget til 31. december i år.

»Det har været helt vidunderligt at komme tilbage. Jeg nyder hver dag, jeg går på arbejde. Min kone og mine venner kan også mærke, at jeg er blevet gladere. Som arbejdsløs vil man helst ikke kigge fremad, for det er ikke så sjovt. Det kan jeg nu gøre igen – i stedet for at kigge på det sorte.«

Står det til Ivan Petersson, må ansættelsen meget gerne blive permanent, men kan det ikke lade sig gøre, er det også fint:

»Jeg er meget glad for at være her – og ville være ked af det, hvis det endte med, at jeg må stoppe, men jeg ville for alt i verden ikke have undværet det. Det betyder nok også, at døre, der før var lukkede, åbner sig lidt, fordi jeg har fået nyt på cv’et.«

Seneste job -