»Ingeniører skal være offensive og udfordre politikervrøvl«

26-årige Jens Christian Hillerup ser sit arbejde i et større samfundsperspektiv og vil have ingeniører til at turde bruge deres faglighed til mere end at regne. Han er helt sin egen og har en stor faglighed, mener hans kolleger, som har indstillet ham til konkurrencen om at blive Danmarks sejeste ingeniør.

Det er svært at komme udenom ordet virkelyst, når man har talt med denne uges kandidat til titlen som Danmarks sejeste ingeniør.

Jens Christian Hillerup, som den 26-årige kandidat hedder, er uddannet fra DTU og Kungliga Tekniska Högskolan, hvorfra han i september 2013 afsluttede en to-årig ‘dual degree’ i Security and Mobile Computing.

Drømmer du om et sejt ingeniørjob? Tjek Jobfinder.

At være ingeniør handler jo om at turde stille spørgsmålstegn ved folks antagelser. Man finder ikke på noget nyt, hvis ikke man tør udfordre de eksisterende rammer.Jens Christian Hillerup, open source advisor, Bit Blueprint, og kandidat til konkurrencen Danmarks sejeste ingeniør-

Siden december har han arbejdet som open source advisor hos IT-ingeniørvirksomheden Bit Blueprint, og det er da også kollegerne, der har indstillet ham til titlen:

»Jeg vil vove den påstand, at Jens Christian er et opgør med arketypen på en ingeniør. Han er fagligt set utrolig dygtig, samtidig med at han ser sit arbejde i et større perspektiv. Han går op i, at de færdige løsninger også kommer samfundet til gavn,« siger Chief Technology Officer og medstifter af Bit Blueprint Kræn Hansen.

Tag mig som jeg er

Den unge ingeniør er dog ikke altid den nemmeste medarbejder:

»Han har altid en holdning til den teknologi, han arbejder med. Han er åben for input, men går ind i nye projekter med en ide om, hvor de skal ende. Det kan indimellem være besværligt som arbejdsgiver, men den her evne til at stille de rigtige spørgsmål gør ofte, at vi i sidste ende træffer nogle bedre valg,« lyder skudsmålet fra chefen.

Jens Christian Hillerup varslede da også allerede ved ansættelsen sin kommende arbejdsgiver om stilen:

»Da jeg startede i jobbet sagde jeg, at de måtte tage mig, som jeg er. Jeg har en faglighed, som jeg har tænkt mig at bruge. Det at være ingeniør handler jo om at turde stille spørgsmålstegn ved folks antagelser. Man finder ikke på noget nyt, hvis ikke man tør udfordre de eksisterende rammer,« siger han.

Læs også: IDA: Ingeniørernes anseelse skal matche deres betydning

I Bit Blueprint arbejder han eksempelvis med at udvikle en open-source motion-capture-dragt, som i første omgang skal bruges til at lave interaktive teaterforestillinger med 3D-grafik.

Dragten gør det muligt for en skuespiller at styre en 3D-figur, og projektet har også været præsenteret til medicinsk brug og behandling af mennesker med autisme.

Ingeniører er ikke offensive nok

De klare holdninger gælder også ingeniørfaget:

»Jeg synes generelt ikke, ingeniører er offensive nok. Der er masser af områder, hvor vi med vores faglige baggrund og logiske tænkning burde udfordre rammerne mere,« siger han med et eksempel:

»Jeg kunne godt tænke mig at se flere ingeniører udfordre politikere, når de siger noget vrøvl. Men det kræver, at ingeniørernes selvopfattelse bliver ændret, så de tør bruge deres faglighed til mere end blot at regne.«

Læs også: Se filmen: Flere ingeniører bør være som Bono

Selv er Jens Christian Hillerup politisk aktiv via Twitter og gennem Bit Bureauet, der blandt andet kæmper for fri adgang til nettet uden overvågning. Og så er han i færd med at oprette et firma sammen med to journalister, der skal forbedre journalistikken ved hjælp af data:

»IT kan mere end bare IT selv. Eksempelvis kan man bruge IT til at automatisere indsamlingen af data om retsafgørelser i sager om løndumping. Problemet er, at journalister i dag ikke har de værktøjer, der skal til, så dem vil vi gerne udvikle. Vi har også planer om selv at indsamle data og skrive historier.«

Vil undervise børn i programmering

Og skulle han ende med at blive kåret som Danmarks sejeste ingeniør til efteråret, skal præmien på 25.000 kroner formentlig gå til at opfylde drømmen om at undervise børn i programmering.

Til efteråret kører han sammen med Kræn Hansen et pilotprojekt, hvor de hver uge mødes med en folkeskoleklasse for at lege med kodning i et børnevenligt sprog:

»Der er virkelig et behov for at afmystificere IT. Hvis bare børn lærer en smule om, hvordan man automatiserer arbejdsgange, vil de blive bedre computerbrugere. Måske nogle af dem så får lyst til mere, og pludselig har vi den næste Skype,« siger han.

Som det turde fremgå, er Jens Christian Hillerup ingeniør med stort I. Men han lægger vægt på at være mere end ingeniør. Interviewet til denne artikel foregår således over telefonen fra et stævne for amatørsymfoniorkestre, hvor han selv spiller bratsch:

»Jeg har også arrangeret flere musikstævner, hvor jeg tror min ingeniørbaggrund har gjort det lettere for mig at overskue et stort setup. Og så vil jeg gerne lære at sejle. Det må ikke alt sammen handle om karriere, der skal også være plads til at have det sjovt udenfor jobbet.«

Kender du Danmarks sejeste ingeniør?

Du kan stadig nå at indstille din kandidat til den store Engineer the future-konkurrence. Læs mere og indstil din kandidat her

Bliv også selv en del af Engineer the future-bevægelsen.

Læs også: »Det, der driver mig, er mellemrummene«

Hun opbyggede et nyt marked i Qatar
Hans meritter kan gøre enhver ingeniør forpustet
»Mine kompetencer kan ingen tage fra mig«
Mød ingeniøren, der kan omskrive lærebøgerne

Seneste job

Databasekyndig studentermedhjælper til FMI Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI)
It-medarbejdere Forsvarsministeriet
ITIL Change Manager Forsvarets Koncern IT
Seniorproduktionschef MT Højgaard A/S