Ingeniørbranchen mangler kvalificerede kandidater

Syv ud af ti ledere i ingeniørvirksomheder har problemer med at rekruttere kandidater med de rette kompetencer. Det viser ny undersøgelse fra IDA

Manglen på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig baggrund er et akut problem i danske virksomheder.

Det viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA, hvor 7 ud af 10 ledere erklærer, at de har problemer med at rekruttere teknisk og naturvidenskabelige arbejdskraft med de rette kompetencer i løbet af de seneste to år.

For mere end hver anden – 55 procent – er hovedproblemet, at de har svært ved at rekruttere de rette medarbejdere. For mere end hver femte - 22 procent - er problemet, at de har ikke kan holde på kompetente højtuddannede vidensarbejdere.

Dansk erhvervsliv mister ordrer

Konsekvensen er alvorlig for dansk erhvervsliv, lyder advarslen fra IDA. 17 procent af lederne svarer, at de har måtte afvise ordrer på grund af manglen på kvalificeret arbejdskraft, mens 13 procent har outsourcet opgaver på grund af manglen på teknisk og naturfaglig hjernekraft. Dermed går vækst og nye arbejdspladser uden om Danmark, mener Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

Højtkvalificeret kandidat? Se de aktuelle jobmuligheder

»Det er ualmindeligt skidt nyt for dansk erhvervsliv. Vi risikerer, at det spænder ben for alle ambitioner om øget vækst til alles bedste,« siger hun og fortsætter:

»Manglen på tekniske og naturvidenskabelige vidensarbejdere er en barriere for øget vækst og velstand og i sidste ende risikerer den at sende arbejdspladser uden om Danmark. Imens ser vi, at man fra politisk hold afliver green card-ordningen og sparer på uddannelsessystemet og forskning. Det hænger ikke sammen. Vi skal minde os selv om, at disse flaskehalsproblemer ikke er et dansk fænomen. Vi ligger i hård konkurrence med landene omkring os for at tiltrække de klogeste hoveder.«

Hver fjerde efteruddanner

I undersøgelsen svarer knap hver tredje leder – 30 procent – at de lukker de kompetencemæssige huller ved selv at træde til. 24 procent svarer, at de trækker på arbejdskraft fra andre dele af organisationen, mens 23 procent måtte ty til at hyre konsulenter udefra. Fælles for de løsninger er, at de er kortsigtede og kostbare for den enkelte virksomhed.

En mere holdbar løsning er at opkvalificere sine egne medarbejdere, og det er der en del, der gør, hvilket glæder Juliane Marie Neiiendam

»Det er glædeligt, at hver fjerde efteruddanner og bygger ny viden på eksempelvis dimittenderne. Det er den eneste gruppe, der for alvor fylder i ledighedsstatistikkerne,« siger hun.

Sidste år påviste en analyse fra Engineer the future, at dansk erhvervsliv vil mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025.

Seneste job

Erfaren KonstruktionsingeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Test design Engineer INVISIO Communications A/S
Erfaren VVS/Ventilation IngeniørSøren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S