Hyr en Internet of Things-udvikler og scor kassen

Mange globale firmaer oplever i disse år store gevinster og bedre service ved at investere i Internet of Things. Herhjemme er virksomheder tøvende med at folde de store IoT-løsninger ud. Det er en skam, mener it-forsker fra CBS.

Øg din firmaomsætning med op til 30 procent ved at få Internet of Things-fagfolk ind i udviklingsafdelingen - den nye teknologiske tendens om at samle og udnytte data, så f.eks. et gulv kan registrere, om en borger er faldet, øget udnyttelse af sensordata kan skabe mere intelligent trafikstyring og bedre flow i byerne eller hele fabrikker kan optimeres til mere effektiv og energirigtig produktion.

Det markante omsætningsboost fremgår af en ny undersøgelse fra Tata Consultency Services, hvor fire ud af fem af de adspurgte virksomheder i en global undersøgelse så en stigning i deres omsætningen i 2014 efter at have optimeret produktionen med IoT-komponenter - en tiendedel af dem oplevede en stigning på hele 30 procent.

»Der er mange penge at tjene på det nu, fordi det er hypet,« siger Jan Damsgaard, institutleder og professor ved Department of IT Management på CBS.

Ifølge ham betyder den hastige udvikling og erfaringerne fra udlandet, at også danske virksomheder skal i gang med at tænke skræddersyede serviceydelser og ikke produkter. Gøres det rigtigt, kan man uden om grossisten og importøren skabe direkte værdi hos kunden.

I Tata-undersøgelsen har 795 ledere fra multinationale virksomheder desuden svaret, at de i gennemsnit har brugt 86 millioner dollars på IoT-systemer i 2015 – et beløb, der ventes at stige til 103 millioner næste år.

Tid til nye udfordringer? Tjek Jobfinder

Internet of Things vil redefinere produkter og service

Begrebet 'Internet of Things' beskriver objekter, lige fra smartphones, biler og haveslanger, der virtuelt kan kommunikere forskellig data og dermed levere unik information til produktions- og serviceoptimering.

»Frem for boremaskiner skal man begynde at sælge huller i væggen. Virksomheden kontakter boremaskine-ejeren og siger; 'Den her anden boremaskine er mere dig - den er udviklet til regnvejr'. Eller; 'Du bruger den sjældent, hvorfor ikke nøjes med den tre-fire gange om året som abonnement?' Det er den tankegang vi skal have ind i virksomhederne, nemlig hvordan servicen skaber størst værdi for kunden, og det tilbyder IoT,« siger Jan Damsgaard.

Når flere virksomheder, både i Norden og resten af verden, alligevel tøver med at investere i data-sampil fra mange enheder, kan det skyldes en fasttømret virksomhedskultur og spørgsmål om systemets pålidelighed.

»Alle vil gerne i gang og have IoT-begrebet afmystificeret, men min fornemmelse er, at mange danske virksomheder er tøvende. Man har været for gode til at gå rundt om den varme grød, og udviklingen går altså stærkt nu«, siger Jan Damsgaard.

Hurtige konkurrencefordele - på kort sigt

Men udover kulturbarrierer er udviklingen på det danske IoT- og Big Data-marked truet af manglen på specialister. Det har Rambøll og Dansk IT netop konkluderet i en ny undersøgelse, hvor to tredjedele af de adspurgte private og offentlige virksomheder svarede, at det var svært at finde kompetencer inden for matematik, databehandling og visualisering.

Læs også: Big Data-drømme trues af mangel på matematikere

Uanset at der kan være hurtige produktionsfordele, som de globale ledere peger på, skal man også være opmærksom på, at udviklingen endnu er i en tidlig fase, mener Jan Damsgaard.

»Men det er samtidig på tide at gøre sig erfaringer. Mange af de billige enheder kan virksomheder allerede købe i dag og siden beslutte sig for hvilke data, man vil ligge i. Præcis som når en computer opdateres, eller som vi nu ser bilproducenten Tesla gøre med deres motoropdateringer«, siger han.

Mobile applikationer er den mest udbredte IoT-platform herhjemme, men også følende sensorer til produktionsoptimering og intelligente tjenester til service er i udbredelse.

Her og nu kan det hastige innovationstempo betyde, at hurtige konkurrencefordele på kort tid kan være tabt igen. Til gengæld vil de små, gode IoT-idéer lynhurtig finde vej til toppen af udviklingspyramiden og give værdi over en bred kam.

»Førende nordiske organisationer har udtrykt vilje til at optimere udbuds-porteføljer med hjælp fra IoT. I mange tilfælde vil det også betyde omlægning af forretningsmodeller og værdinetværk. Som et resultat vil små IoT-initiativer omdannes til store forretningsudviklingsprogrammer. De vellykkede vil definere vinderne af IoT-æraen«, skriver Tommi Mäkinen, direktør for Digital Transformation hos TCS Nordic i en kommentar til Tatas undersøgelse.

Begrebet 'Internet of Things' dækker som sådan ikke over noget nyt – kommunikation mellem digitale og følende enheder har længe fundet sted i både industrien og privaten. Det nye er dog, at samspillet af datamængder står til at revolutionere hverdagslivet og produktionskæden – allerede i 2020 vurderer amerikanske International Data Corporation (IDC), at markedet for IoT vil nå hele 11,5 billioner kroner.

Seneste job -