Her er ingeniør-jobbet, som Tivoli kæmper med at få besat

Siden efteråret har Tivoli forgæves været på jagt efter ingeniører til dette job. Det kan stadig nå at blive dit.

Tidligere på ugen fortalte en undrende HR-partner i Tivoli om forlystelsesparkens kvaler med at skaffe kandidater til en række fremtidige ingeniøropgaver. I knap 5 måneder har Julie Nordstrand ledt med lys og lygte efter kvalificerede ingeniører til en af Danmarks mest kendte turist-attraktioner. Men forgæves.

»Vi har så mange opgaver, som må være sjove for en ingeniør. Sidste år satte vi f.eks. en bjergtop henover den gamle trærutsjebane, så den blev bragt tilbage til sit originale udseende. Sådan en opgave er det ikke mange ingeniører, der får lov at lave,« fortalte Julie Nordstrand til Ingeniøren.

Læs også: Tivoli undrer sig: Ingeniører vil ikke arbejde hos os

Tivoli leder først og fremmest efter en teknisk stærk projektingeniør, der skal være med til at køre forlystelsesparkens projekter - fra beregninger af rutchebaner til større renoveringsopgaver på bygninger. Der vil være opgaver af både teknisk karakter såvel som procesoptimering - det gælder for eksempel planlægning af byggesagsforløb, forbedring af udbudsgrundlag og opbygning af database for teknisk dokumentation.

Forventningerne til en kommende kandidat er derfor, at vedkommende både skal kunne lave konstruktions- og energiberegninger og kunne varetage rollen som projektleder med øje for budget, tid og kvalitet. Af jobopslaget fremgår det, at kandidaten gerne skal være uddannet bygningsingeniør og være ekspert i Revit og CAD. Læs hele jobopslaget her.

Er du ikke selv interesseret i jobbet, kender du måske én, der er...

Seneste job -