Fem ting du aldrig må gøre i din ansøgning

Foto: Morganka/Bigstock

Det er vigtigt, at du viser, hvem du er, og hvorfor virksomheden skal vælge dig, når du søger job, ­specialeaftale eller praktikplads hos en virksomhed.

Når du skal skrive en ansøgning til en virksomhed, er det vigtigt, at du rammer helt rigtigt i første hug. Du skal på bare en enkelt side kunne vise, hvorfor det skal være dig, hvorfor du selv er interesseret, og hvem du er.

Søger du nye udfordringer? Tjek de nyeste jobtilbud på Jobfinder.

Vi har spurgt Sanne Mattebjerg, karrierekonsulent hos IDA, om, hvad man som ingeniørstuderende skal huske, når man skriver en ansøgning til en virksomhed.

Motivation og styr på det faglige

Det vigtigste er selvfølgelig, at du overhovedet er uddannet og i stand til at passe jobbet.

»Virksomhederne fortæller, at det, de lægger mest vægt på, er det faglige match. Altså hvad man kan bidrage med, løse af opgaver og tilføre af værdi,« siger Sanne Mattebjerg, hvis anbefalinger bygger på Konsulenthuset Ballisagers årlige rekrutteringsanalyse.

Spændende projekter i hele landet mangler fagfolk og ledere. Find det rette job for dig.

Det betyder, at du skal skrive, hvad du kan bidrage med i virksomheden, og ikke, hvad du har lavet før. Du kan sætte din uddannelse i spil og vise, at du forstår området og tør bruge det praktisk.

Forskellen på at være den rigtige og at være én, der bare søger et job, er typisk motivationen bag ansøgningen. Det skal være tydeligt, hvorfor du søger netop den stilling i netop den virksomhed.

»Det betyder meget, da virksomheder vil have nogle medarbejdere, der er oprigtigt interesserede. Et eksempel kunne være, at man skriver, at man har fulgt virksomheden i længere tid og synes, at arbejdet virker virkelig spændende, fordi det sætter noget på dagsordenen eller gør livet nemmere for en slutbruger eller en patient,« forklarer Sanne Mattebjerg.

Her er især det sidste vigtigt, da der er forskel på at skrive, at det er spændende, og på at beskrive, hvorfor det er spændende.

Vær dig selv

Selvom der ikke er plads til at lave en længere og præcis beskrivelse af dig selv i en ansøgning, så kan nogle få nøje udvalgte ord fortælle virksom­heden, hvem du er som type.

Nyuddannet? Flere firmaer jagter friskudklækkede ingeniører og it-folk.

»Der er for eksempel nogle, der kalder sig selv for nørder. Hvis de virkelig er it-nørder, der har siddet og kodet hele deres liv, og synes, det er det fedeste – jamen, så er de nørder. På den mest positive måde. Det må de meget gerne skrive. De må godt få deres passion frem, hvis den er koblet op på noget fagligt,« siger Sanne Mattebjerg.

Mange tror, at det hjælper at skrive i et formelt sprog, som de ikke bruger til hverdag, men skriv hellere ansøgningen i et sprog, som du selv finder naturligt, så virksomheden bedre kan afkode, hvem du er.

Hjælp læseren

Man kan fra studiet være vant til først at lægge alle sine argumenter frem og så til allersidst komme frem til konklusionen. Det er der ikke tid til i en ansøgning. Fortæl det spændende med det samme – så må cv’et stå for dokumentationen.

It-udviklere og -ledere er efterspurgte. Er du den rette til jobbet?

Skriv spændende, levende og med nogle tydelige afsnit og overskrifter. Virksomhederne kan få mange ansøgninger, og det skal hurtigt blive tydeligt, hvad netop du har at tilbyde, der skiller sig ud fra konkurrenterne.

Få noget ud af messen

Messen giver dig mulighed for at møde virksomhederne og finde ud af, hvad du kan tilbyde dem, og hvad de kan tilbyde dig. Spørg, hvad folk med samme baggrund som dig konkret laver i firmaet i dag, så du kan få indblik i hverdagen og virksomhedens behov.

»Gå virksomhederne lidt på klingen for at finde ud af, om det er noget for dig. Lad være med bare at kigge på overskrifter, stillingsbetegnelser og virksomheder. Dyk ned i indholdet,« opfordrer Sanne Mattebjerg fra IDAs karriererådgivning, som også har en stand på messen.