Færdselsstyrelsen flytter, men lader ingeniørerne blive i København

Otte ud af ti ingeniører i Færdselsstyrelsen har fået tilbud om at blive på kontoret i Ørestad, men de kan se frem til udstationering og tjenesterejser til Ribe. Tillidsmand efterlyser jobgaranti for dem, der flytter med.

Ikke én af de ti ingeniører, der er blevet ansat i Færdselsstyrelsen i Ribe, forlader arbejdspladsen i Ørestaden og rykker familien vestpå.

Otte ingeniører har fået brev fra ledelsen med et tilbud om at fortsætte på kontoret i Ørestaden, selvom deres arbejdsplads nu er flyttet små 300 km væk. De to sidste ingeniører har modtaget en såkaldt partshøring, hvor de skal tage stilling til, om de vil flytte med til Ribe. Hvis ikke, bliver de automatisk sagt op.

Tilbuddet om at fortsætte fra københavnerkontoret er enestående for ingeniørerne, for der er en helt anden vægtning i andre faggrupper, fortæller Niels Brejnbjerg Buch, tillidsrepræsentant for 50 IDA-medlemmer i Trafik- og Byggestyrelsen, herunder de ti, der skal til Færdselsstyrelsen i Ribe:

»Procentuelt bliver mange flere ingeniører her i Ørestaden. Det skyldes, at man risikerer et ganske alvorligt videntab, hvis de finder andre job, eller ikke vil flytte med. Mange har været i branchen længe og er meget videntunge. Samtidig er bilområdet ikke så stort herhjemme, og derfor bliver det meget svært at finde folk, der kan erstatte dem,« siger tillidsmanden, der ikke selv bliver ramt af udflytningen.

Skal der ske noget nyt? Begynd på Jobfinder.

Beskeden om at kunne fortsætte deres arbejde fra Ørestaden blev modtaget med begejstring af de otte ingeniører, fortæller han.

»Den første reaktion var ’Juhu, jeg kan blive,’ men da de fik kigget nærmere på betingelserne, fremgik det, at der ville være mange tjenesterejser og udstationering. Så måske var det ikke så fedt, for så skulle de alligevel være lang tid hjemmefra,« siger han.

De otte ingeniører har dog kun fået et års udsættelse. I 2017 er det meningen, at deres skrivebord skal flyttes til styrelsens nye lokaler på Amtsgården i Ribe. Siger de nej til selv at tage turen, svarer det til at underskrive en opsigelse, fortæller Niels Brejnbjerg Buch.

IDA har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at mere end hver tredje ingeniør, hvis job flytter væk fra hovedstaden har sagt op eller er på nippet til det. Kun en bagatel på 2 procent regner med at rykke de private teltpæle op og rykke deres liv vestpå. 82 procent angiver, at de ikke ønsker at opgive deres bopæl. Måske fordi de ikke kan være sikre på at beholde det job, de flytter efter.

Niels Brejnbjerg Buch så i hvert fald gerne, at dem, der flytter med, får en jobgaranti – ikke mindst i lyset af nye beregninger fra Finansministeriet, der viser, at udflytningen vil komme til at koste knap en milliard kroner:

»Hvis styrelserne selv skal betale den ekstra regning, er der kun et sted at spare, og det er på lønbudgettet, og så kommer man til at fyre folk. Det er sørgeligt. Det er dog ikke styrelserne, men politikerne, der skal udstikke en jobgaranti – men jeg tror, det vil være en god gulerod.«

Jurister og HK'ere nok

Da Færdselsstyrelsen indviede sit kontor den 1. februar, forlød det på DR Nyheder, at det var gået over al forventning med at rekruttere jurister og HK’ere. Men sådan ser det ikke ud på ingeniørområdet.

»Det er da positivt, men foreløbig er der kun blevet ansat én ingeniør i Ribe. Juristerne er selvfølgelig kvalificerede mennesker, men de har ikke specialistviden inden for bilområdet,« påpeger han.

Tillidsmanden er ikke så bekymret for sine kollegers fremtidige jobchancer:

»Nogle af de ingeniørtunge kolleger kan formentlig få job i f.eks. bilsynsvirksomheder, mens nogle af de andre rimeligt nemt kan finde job i andre styrelser, fordi de har erfaring med at arbejde i systemet,« siger han.

Foreløbig har en af medarbejderne sagt op, mens andre er lovet job andet steds i Trafik- og Byggestyrelsen.

Seneste job -