Disse to spørgsmål skal du huske at stille, når du får afslag på din jobansøgning

Har du gjort dig seriøse anstrengelser i forbindelse med at søge et job, har du også ret til at stille et par spørgsmål til arbejdsgiveren. Læs her, hvad du skal spørge om, og hvorfor du aldrig skal stille spørgsmålet 'Hvorfor fik jeg ikke jobbet?'

Uanset om du bliver skilt fra som den sidste eller aldrig blev inviteret til jobsamtalen, bliver du sikkert ærgerlig, når arbejdsgiveren vender tilbage på mail eller i telefonen for at fortælle dig, at jobbet gik til en anden.

Ifølge konsulenthuset Ballisagers Rekrutteringsanalyse fra 2012 er det over 90 procent af de alle ansøgere, der har fået afslag, der aldrig ringer for at få feedback, og det er ærgerligt, mener karriererådgiver Morten Esmann fra Ingeniørforeningen, IDA.

»Du skal jo videre i din jobsøgning, og derfor er det godt at få feedback på dine seneste bestræbelser på at lande et nyt job«, siger han.

Det dårlige spørgsmål, alle stiller

Det spørgsmål, som de fleste tænker på at stille er 'Hvorfor fik jeg ikke jobbet?', men det er rundt regnet det dårligste spørgsmål, du kan stille, lyder det fra Morten Esmann.

»Du får ikke noget brugbart med dig. Arbejdsgiveren vil sikkert sige noget i retning af, at du klarede dig godt, men at de valgte en kandidat, der var bedre kvalificeret til lige præcis den stilling, der var slået op. Og det svar kan du ikke bruge til noget som helst,« siger han.

De to gode spørgsmål

Har du været til samtale, skal du stille disse to spørgsmål, mener karriererådgiveren:

1. Hvad lagde I vægt på, da I valgte jeres kandidat?
Det spørgsmål kan give dig konkrete viden om, hvilke kvalifikationer der er vigtige (i hvert fald for den arbejdsgiver), og du kan vurdere, om det er kvalifikationer, du reelt besidder, eller som du eventuelt skal arbejde for at tilegne dig.

2. Du har mødt mig til en samtale. Kan du give mig et godt konkret råd til, hvordan jeg kan gøre det bedre næste gang?
Det personlige indtryk er vigtigt for at få jobbet, og derfor er det nyttig viden, hvis du kan få arbejdsgiveren til at give dig konstruktiv feedback på din optræden til samtalen.

Fik du solgt dig selv godt nok

Har du ikke været til samtale, på trods af at du føler dig fuldt ud kvalificeret, kan du også overveje at ringe til arbejdsgiveren for feedback. Du skal blot ikke vente, at tilbagemeldingen er særligt grundig, lyder det fra Morten Esmann.

Måske kan du dog få nogle svar, der kan hjælpe dig til at forstå, om du har misforstået jobopslaget, og om de kiggede efter andre kvalifikationer, end du troede.

»Virksomhederne får mange ansøgninger, så du kan ikke forvente, at de specifikt kan huske din. Men ved at spørge til, hvad de særligt lagde vægt på, da de valgte, hvem der skulle ansættes, kan du finde ud af, om virksomheden gik efter kompetencer, du ikke besidder, eller om du simpelthen ikke har fremhævet dine styrker tydeligt nok i din ansøgning,« siger karriererådgiveren.

Seneste job

Service Product Manager GEA Process Engineering A/S
Konstruktionsingeniør - offshore ISC Rådgivende Ingeniører A/S
Tekniker/ingeniør til tilbudsafdeling BWSC Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S