»Det, der driver mig, er mellemrummene«

Som ledende ingeniør hos Henning Larsen Architects forsøger han at koble ingeniørfaget med arkitekturen og teknologien. Er Jakob Strømann-Andersen Danmarks sejeste ingeniør?

Bæredygtighed står højt på agendaen hos såvel ingeniører som arkitekter. Men skal potentialet udnyttes fuldt ud, kræver det, at de to fag arbejder mere sammen og i øvrigt inddrager ny teknologi mest muligt.

Sådan lyder, lidt firkantet skåret, argumentet fra denne uges kandidat til titlen som Danmarks sejeste ingeniør, Jakob Strømann-Andersen.

Tjek, hvilke job dine konkurrenter slår op, på Jobfinder.

Han er uddannet civilingeniør fra DTU i 2008 og har siden taget en erhvervs-ph.d. samme sted i samarbejde med Henning Larsen Architect. I en alder af 33 år er Jakob Strømann-Andersen i dag ledende ingeniør i det internationale arkitektfirmas afdeling for bæredygtighed.

Civilingeniør Jakob Strømann-Andersen fra Henning Larsen Architect er kandidat til titlen som Danmarks sejeste ingeniør.

Selv beskriver han sin opgave som at ‘koble by med bygning’ og ‘ingeniør med arkitekt’:

»Normalt designer myndighederne nogle byplaner og udstikker nogle matrikler. Men ingen tænker over, hvordan bygningerne i planen spiller sammen,« siger han og illustrerer med et eksempel:

»Omgivelserne spiller en stor rolle for vores energiforbrug. Hvis du bygger som den første på en bar mark, vil dit energiforbrug stige op mod 30 procent, efterhånden som der bliver bygget rundt om dig. Fordi naboerne skygger for dit dagslys, hvilket kræver mere kunstigt lys, og fordi mindre solvarme kræver mere opvarmning.«

Ingeniører bliver nødt til at tænke mere kreativt

Den anden del af opgaven handler som nævnt om at koble ingeniørfaget, arkitekturen og teknologien:
»Der er nogle klare synergier at hente i grænsefladerne mellem de simuleringsværktøjer, vi bruger som ingeniører og arkitekter. Men det handler i høj grad også om, hvordan vi som ingeniører ser vores rolle,« siger han og uddyber:

»Ingeniører er trænet til at løse de opgaver, vi får stillet. Til at regne og validere og svare ja eller nej. Men det kan indere gøre lige så godt og væsentligt billigere. Derfor taler jeg gerne om ingeniørkunst - som ingeniører er vi simpelthen nødt til at tænke mere kreativt og komme mere på banen i forhold til at designe alternative løsninger.«

Jakob Strømann-Andersen, der i år optræder på Berlingske Business’ liste over de 100 mest lovende talenter herhjemme, underviser både på DTU og på Arkitektskolen. Og han ser et stort potentiale for ingeniørerne:

»Det kræver blot, at vi tør lukke op og blande os mere i debatten - både om konkrete projekter og om de politiske retningslinjer, der bliver lagt fra oven.«

Fra tre til 12 ansatte på to år

Hvad driver dig?

»Det, der driver mig, er mellemrummene. Både dem mellem vores fag og dem mellem de politiske agendaer. Når regeringen eksempelvis har en arkitekturpolitik, der ikke hænger sammen med energipolitikken, opstår der nogle huller, som vi ved at fylde ud kan skabe bedre løsninger af,« siger han.

Afdelingen for bæredygtighed hos Henning Larsen Architects er de seneste to år vokset fra tre til 12 ansatte, heraf syv energiingeniører. Og netop det fysiske samarbejde mellem arkitekter og ingeniører er vigtigt, mener han:

»Vi skal jo ikke konkurrere med Rambøll og Cowi om at designe en specifik ventilationsløsning. Til gengæld sidder vi helt tæt på projekterne fra begyndelsen. Der bliver ikke slået nogen streger, før vi som ingeniører har budt ind, og vi er også med ude at præsentere løsningerne. Man har i mange år talt om, at ingeniørerne skal med ind tidligere i byggeprocessen - vi gør det rent faktisk.«

Rejser giver mere kvalificerede spørgsmål

Og skulle du nu vinde konkurrencen og dermed rejselegatet på 25.000 kroner?

»Der er nogle bygninger rundt om i verden, som jeg rigtig gerne vil se - blandt andet et kontorhus i Tyskland, der er bygget helt uden mekaniske anlæg. Det at rejse ud og besøge nogen, der gør tingene radikalt anderledes, betyder, at jeg kan komme tilbage og stille mere kvalificerede spørgsmål.«

Kender du Danmarks sejeste ingeniør? Så er der endnu ganske få dage til at indstille ham eller hende - fristen udløber på onsdag 1. oktober kl. 12.00. Du kan indstille din kandidat her.

Læs også: Hun opbyggede et nyt marked i Qatar

Hans meritter kan gøre enhver ingeniør forpustet
»Mine kompetencer kan ingen tage fra mig«
»Ingeniører skal være offensive og udfordre politikervrøvl«
Mød ingeniøren, der kan omskrive lærebøgerne

Seneste job

Sagsbehandler til TACP Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse (FMI)
Projektassistent til Areal- og Rettighedsafdelingen Metroselskabet og Hovedstadens Letbane