Derfor virker free-seating ikke

Fra et arbejdsgiversynspunkt kan der være gode grunde til at fjerne medarbejdernes faste pladser, men i realiteten vælger mange medarbejdere at sætte sig samme sted hver dag. Cand. mag Thomas Toft forklarer hvorfor.

De fleste virksomheder har omfavnet de åbne kontorlandskaber, og flere har helt fjernet de faste siddepladser i håbet om at spare kvadratmeter og styrke den interne vidensdeling i virksomheden. Ikke desto mindre rummer free-seating en række iboende problemer, som risikerer at spænde ben for ambitionen om bedre samarbejde på tværs.

Cand.mag. Thomas Toft, der til daglig forsker i virksomhedskultur, forklarer i et indlæg på Kommunikationsforum, hvordan free-seating ofte i realiteten ender med faste pladser.

Læs også: Ugens job: Vicedirektør for godt vejr og maskiningeniør til fadølsanlæg

Thomas Toft skriver blandt andet:

'Faktum er dog, at langt størstedelen af medarbejderne ikke benytter sig af muligheden for at sidde forskellige steder, medmindre de direkte presses til det. I stedet møder de tidligt ind for at få en af deres faste top-tre favoritpladser. I en international virksomhed, der praktiserer free-seating, var det kun 2 ud af 26 adspurgte medarbejdere, som reelt vekslede mellem skriveborde i løbet af en arbejdsuge.'

Det skyldes i følge Thomas Toft, at de fleste medarbejdere søger en kontorplads i nærheden af de kollegaer, som de jævnligt samarbejder og taler med - og derved ender siddepladserne hurtigt med at blive faste igen. 'Ud fra dette perspektiv kommer argumentet om videnssiloer altså til kort, da ikke alle medarbejdere har brug for at tale med hinanden', skriver Thomas Toft.

Læs også: 6 råd til at tackle den komplet umulige medarbejder

Han peger desuden på det faktum, at mange medarbejdere værdsætter at have samme plads hver dag for at kunne gøre deres skrivebord personligt med billeder og nips. Det bliver ikke tilgodeset i free-seating miljøer. Medarbejdere har brug for kunne udleve deres personlighed på arbejdet, og mange trives bedst i et miljø, der er hjemligt og afslappet fremfor et strømlinet kontorlandskab. Hvis medarbejderne får lov at bygge en form for 'rede' på kontoret styrker det medarbejdernes tilknytning til arbejdet, forklarer Thomas Toft.

Skal virksomhederne imødekomme medarbejdernes behov for et personligt rum og samtidig udnytte free-seatings potentiale for bedre videndeling foreslår Thomas Toft, at virksomhederne nøjes med at lade medarbejderne rokere til en ny kontorplads et par gange om året. Derved bliver 'free-seating ikke en tilfældig hverdagspraksis, men derimod et strategisk redskab til at få relevante medarbejdere til at kommunikere mere med hinanden,' skriver Thomas Toft.

Seneste job -