COWI-ingeniør som frivillig i Afrika: Knofedt og fagter bygger broer i Rwanda

I januar rejste ti ingeniører til Rwanda for at hjælpe lokalsamfundet med at bygge en bro. Men de danske ingeniører gjorde meget mere end det.

At bruge feriedage på at bygge broer i Afrika lyder langt fra en klassisk afslapningsferie. Og dét er det bestemt heller ikke, bekræfter COWI-ingeniør Rasmus Lund Jensen, som fornyligt vendte stærkere og mere erfaren tilbage til Danmark.

Han rejste i slutningen af januar til Rwanda i to uger sammen med et hold ingeniører fra COWI for at anlægge en bro over Akanyaru-floden.

Projektet er en del af ngo’en Bridges2Prosperity, som bygger broer i den tredje verden.

Udkørte, danske ingeniører

Inden turen forventede Rasmus Lund Jensen, at han og COWI-kollegerne ville få lov at mærke den afrikanske muld under deres negle og mærke sveden pible frem på panden. Den drøm gik i opfyldelse.

»I begyndelsen kunne man næsten ikke komme ud af sengen om morgenen, fordi man var øm og træt i musklerne. Efter en hel dags arbejde var vi godt brugte, men det var rigtig fedt at opleve,« fortæller Rasmus Lund Jensen om de kontrastfulde arbejdsdage i Rwanda.

Hver dag travede hele holdet af ingeniører i næsten en halv time svarende til 40 etager for bare at nå ned til plateauet, hvor broen skulle anlægges. Men for at have materialer og udstyr til at bygge broen var det nødvendigt med lokal assistance for at fragte det hele ned til byggepladsen.

»Vi blev overraskede over, hvor stærke de er, sammenlignet med os ingeniører der normalt sidder på kontor. Den vægt, de kan bære på hovedet, er imponerende,« beretter COWI-ingeniøren.

Flest muligt i arbejde

Både kvinder, børn og mænd hjalp med at slæbe eksempelvis værktøj og sten til at støbe betonflader.

Derudover bidrog den lokale arbejdskræft til at udvinde sten, smadrer dem og mikse dem sammen i en betonblanding, alt sammen med de bare næver for at skabe så mange arbejdspladser som muligt.

Myndighederne i lokalområdet fokuserer nemlig på at involvere så mange hænder som muligt. Især de fattigste familier uden arbejde fik lov at tilslutte sig byggeprojektet.

Således havde lokale kræfter forberedt COWI-ingeniørernes ankomst ved at sætte byggepladsen op og hentet materiale.

De lokale var dog også med til byggearbejdet, fordi de selv skulle lære, hvordan man bygger og vedligeholder en bro.

En prioritet i projektet var derfor at introducere de lokale til maskiner som betonblandere, boremaskiner og vinkelslibere. Og ligeledes skulle de lære at for eksempel at bukke armeret metal og spænde kabler op. Derfor gik de lokale på tur mellem de forskellige arbejdsstationer for at suge viden til sig.

En bro bygget med fagter

Få af de lokale kunne imidlertid tale engelsk. Derfor foregik en væsentlig del af kommunikation med fagter og eksempler.

»Vi forsøgte lige at lave noget først for at vise det, og så overtog de efterfølgende, så de lokale lærer at udføre arbejdet,« forklarer Rasmus Lund Jensen.

Og på trods af at mange af rwandanesernes hverdag ikke normalt involverer elektrisk værktøj, fandt de hurtigt ud af, hvordan en vinkelsliber fungerer bedst, og hvordan man sikre en bro med kabler.

For Rasmus Lund Jensen og resten af ingeniørholdet var interaktionen med de lokale også en øjenåbner.

»De ligner jo os på mange måder. Dem, vi mødte, var flinke og kloge mennesker, der for eksempel følger tæt med i europæiske fodbold. Vi havde faktisk meget tilfælles og de lokale lærte hurtigt de ting, som vi viste dem,« fortæller Rasmus Lund Jensen.

Den allersidste aften fejrede alle arbejderne broens færdiggørelse. COWI-teamet købte to fuldfede grise, som blev slagtet til anledningen. En stor fælles middag, hvor parterne sagde farvel, blev således afslutningen på to spændende og hårdt arbejdende uger.

Men rejsen til Afrika har givet mere end bare kulturel udveksling.

Tilbage i kontorstolen som en bedre ingeniør

»Det har helt klart givet en ’hands on effect’. Vi er kommet tættere på det manuelle arbejde, og vi har oplevet, hvor svært det kan være at udføre betonarbejde eller armering,« uddyber han.

Grundformen har ligeledes fået et løft, mens daglige bekymringer er blevet sat i perspektiv:

»Man får sat vores levestandard lidt i perspektiv efter sådan en tur. Så hvis de små problemer i hverdagen bliver for store, er det blevet lidt nemmere at hive sig selv op.«

Nu er Rasmus Lund Jensen imidlertid tilbage på sin pind, hvor minderne er blevet til et mindre savn.

»Ja, jeg savner lidt det hårde arbejde og hverdagen dernede. Nogen gange kan man godt blive lidt rastløs af at sidde på kontoret en hel dag. Så kigger jeg lidt på min nye baggrund på computeren og tænker tilbage, men jeg tror hurtigt jeg ville blive slidt ned, hvis jeg skulle arbejde lige så hårdt hver dag,« ræsonnerer Rasmus Lund Jensen.

Men får ingeniøren muligheden igen, er han ikke i tvivl. Han tager gerne hele oplevelsen endnu en gang.