Broingeniør lærte at formidle sit fag med sjippetov og ståltråd

Photo:

Projektleder Finn Bormlund fra Sund og Bælt vil gerne inspirere unge til at blive ingeniører. På et formidlingskursus lærte han at fortælle om sit fag, så skolebørn forstår begreber som egenfrekvenser og metaltræthed.

Med næsten 20 års erfaring i drift og vedligehold af Storebæltsbroen har projektleder Finn Bormlund, Sund og Bælt, ikke blot masser af viden at øse af, han har også masser af lyst til at gøre det.

Derfor var han ikke sen til at sige ja, da hans chef, Marianne de Montis, opfordrede ham til at deltage i et formidlingskursus, der skulle klæde ham på til at formidle sin tekniske viden til børn og unge.

Find job som broingeniør

Kurserne afholdes af alliancen Engineer the future (ETF) for ingeni­ører og cand.scient.er, som har mod på at tage ud til folkeskoler og gymnasier for at fortælle om deres fag og arbejde under overskriften ‘Book en ekspert’.

Projektleder Finn Bormlund: »Det er spændende at kunne dele sin begejstring. Jeg føler en glæde ved at fortælle andre om det, jeg har lært. Det skal jeg ikke bare holde for mig selv.«

»Jeg har så megen viden, og chancen for komme til at formidle den triggede mig. Især hvis det kan få unge mennesker til at blive inge­niører,« fortæller Finn Bormlund, der er akademiingeniør (B) og uddannet statiker.

Som en af de 52 partnere i ETF kan Sund og Bælt sende sine medarbejdere gratis på formidlings­kurset. Eneste betingelse er, at deltagerne efterfølgende tilslutter sig korpset af eksperter, som skoler og gymnasier kan hyre til at holde et oplæg.

I alt har seks medarbejdere hos Sund og Bælt været igennem formidlingskurset, fortæller Marianne de Montis, chef for miljø, sikkerhed og social ansvarlighed i Sund og Bælt.

Sjippetov viser egenfrekvenser

Hun mener, det er i tråd med virksomhedens værdier, at medarbejderne er med til at videregive viden om at arbejde med teknik og naturvidenskab.

Det giver derfor god mening at klæde en stor håndfuld medarbejdere på til målrettet at holde foredrag for børn og unge og efterfølgende sætte tid af til at holde to-tre oplæg om året:

»Vi har en lang tradition for at formidle viden omkring det at bygge, drive og vedligeholde store infrastrukturanlæg. En af vores grundlæggende værdier er også, at vi gerne vil forbinde mennesker – og det gør vi helt lavpraktisk ved at stille viden til rådighed,« siger Marianne de Montis.

Der er brug for rådgivende ingeniører

Selve formidlingskurset varer kun en enkelt dag og fokuserer på, hvordan man bedst fanger børn fra 3.-4. klasse og op til gymnasieniveau.

Flere af de gode råd kan med fordel anvendes til oplæg i mange andre sammenhænge, såsom at variere stemmelejet for ikke at lyde alt for søvndyssende og monoton samt at bruge billeder på Powerpoint-­præsentationen frem for en masse tekst, fortæller Finn Bormlund.

Et andet råd, som den 56-årige akademiingeniør har taget til sig, er at medbringe noget konkret til at formidle faget med.

»Vi lærte, hvordan man møder børn og unge i øjenhøjde. I stedet for at tale om matematiske formler har jeg et sjippetov med til at vise egenfrekvenser og en metaltråd til at illustrere metaltræthed.«

Hunden i bilen på broen

Finn Bormlund tager også en 76 år gammel filmoptagelse med af hængebroen over Tacoma Narrows syd for Seattle. Broen styrtede sammen i november 1940, da den under en efterårsstorm kom i både vertikale og vridningssvingninger.

Da eleverne havde set videoen, var det dog ikke broens fatale svingninger, det handlede om. De var nemlig allermest optaget af, hvad der var sket med ulykkens eneste dødsoffer, den lille cockerspaniel Tubby, som sad i en bil, der forsvandt i bølgerne, da broen kollapsede:

»Som ingeniør er det utrolig fascinerende at se videoen, og jeg var ikke helt forberedt på, at det var hunden, der ville fylde mest i deres hoveder, og ville være det, de spurgte om.«

Foreløbig har Finn Bormlund holdt to oplæg for i alt cirka 150 elever. Begge oplæg har været i forbindelse med Naturvidenskabsfestivalen i slutningen af september.

»Det er spændende at kunne dele sin begejstring. Jeg føler en glæde ved at fortælle andre om det, jeg har lært. Det skal jeg ikke bare holde for mig selv,« siger han. Og den begejstring er ifølge Marianne de Montis en anden god grund til at sende medarbejdere af sted. De kommer nemlig retur med masser af engagement og energi:

»Det øger simpelthen medarbejdermotivationen. Jeg oplever, at folk synes det er sjovt, og kan i hvert fald konstatere, at de er rigtig glade og super-motiverede. Det giver en positiv energi, som smitter kollegerne.«

Positiv feedback

Selv om det ifølge Marianne de Montis ‘helt afgjort’ er møderne med skoleklasserne, der bringer mest glæde, ville det ikke gå uden formidlingskurset:

»Boostet ligger i at møde eleverne, men det ville nok være vanskeligt at få samme positive oplevelse og samme positive feedback fra skolen, hvis oplægsholderne ikke havde været igennem kurset. Her bliver de nemlig bevidste om, hvordan de helt konkret skal tale med skoleelever,« fastslår hun.

Finn Bormlund har ikke brugt gevaldigt lang tid på at forberede sig. I løbet af et år holder han som regel et par foredrag i sin erfa-gruppe, og han har derfor kunnet hentet billedmateriale til sine skoleoplæg.

»Normalt holder jeg oplæg for andre teknikere, så min udfordring var helt klart, at det her var en anden målgruppe,« siger broingeniø­ren.

De første par oplæg har bestemt ikke afskrækket Finn Bormlund, som er klar til at tage ud igen i det omfang, det er muligt:

»Folkeskolerne er jo først lige gjort bekendt med muligheden for at booke en ekspert, så der kommer nok mere rift om det til næste år. Men jeg skal jo også nå mit arbejde.«

Ud over de kortsigtede gevinster har Sund og Bælt også et langsigtet mål med at sende medarbejdere på kurset: at få flere unge til at tage en naturvidenskabelig uddannelse:

»Her og nu handler det om at formidle viden og motivere medarbejderne, men det fremtidige mål er at påvirke fødekæden til de tekniske uddannelser, som vi er så afhængige af,« siger Marianne de Montis.

Hun tøver da heller ikke med at tilskynde andre virksomheder til at sende medarbejdere på formidlingskursus:

»Det vil jeg absolut anbefale. Ikke mindst fordi jeg kan se, hvor positive medarbejderne er, når de kommer tilbage fra de seancer på skoler og gymnasier.«

Seneste job

Miljømedarbejder Assens Kommune
General Manager, Boiler Service BWSC Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S