Arbejdsgiverne tjekker dig på de sociale medier. Sådan gør du dig lækker

Du kan være sikker på, at arbejdsgivere kigger på din online profil. Så hvordan kan du bruge sociale medier til din fordel? Her er 10 tips.

Det er ikke kun din ansøgning, dit CV og din indsats til jobsamtalen, der gør udslaget for, om du får jobbet.

Ifølge en undersøgelse af CareerBuilder blandt mere end 2000 ledere, bruger 52% af arbejdsgiverne sociale medier til at researche jobkandidater. Det skriver US News.

Det er derfor en god idé at gøre en indsats for at pleje sin online identitet. Hvis du er aktiv på sociale medier som Twitter, Facebook og LinkedIn, kan du bruge de følgende 10 råd til at gå din profil efter i sømmene.

Nyt job? Tjek Jobfinder

Vis din personlighed

CareerBuilders undersøgelse konkluderer, at næsten 40% af lederne sammenligner en kandidats personlighed på sociale medier med deres virksomhedskultur. Dine profiler kan derfor være vejen til at vise, hvem du er, overfor arbejdsgiveren, før du har mødt dem. Tænk derfor over dine statusopdateringer og dine profilbeskrivelser, og lad din personlighed skinne igennem, er rådet fra US News.

Læs også: Ministeren fastholder karakterkrav i gymnasieforhandlingerne

Vær tro mod dig selv

Arbejdsgivere stiller din baggrundsinformation op imod dine kvalifikationer til jobbet. Faktisk er hele 42% tilbøjelige til at tjekke din erfaring efter ved at besøge dine sociale profiler. Sørg for, at informationen på din LinkedIn-profil matcher dine andre profiler, og at de er opdateret i forhold til dit CV.

Hav et professionelt image

Det du siger og viser på sociale medier, giver arbejdsgivere et indblik i din professionalitet. 38% af de adspurgte ledere har oplevet at blive imponeret af en kandidats image på sociale medier. Vælg derfor et profilbillede af høj kvalitet, gerne med en neutral baggrund eller i en arbejdssituation. Tænk også over de små detaljer; læs korrektur på din tekst.

Læs også: Se, hvordan du skriver et CV - på én side

Vis gode kommunikationsevner

Mange job forudsætter evnen til at kommunikere. Hvordan afspejler dine sociale profiler denne egenskab? Det går 37% af arbejdsgiverne op i. Ligesom din profiltekst, bør du læse dine statusopdateringer og tweets igennem en ekstra gang, før du sender dem ud. Tænk også over din opførsel online. Faglige diskussioner er i orden, men negative argumenter og mudderkastning giver arbejdsgiveren et dårligt indtryk af dig, og det kan koste dig et jobtilbud.

Vis at du har mange interesser

I en anden CareerBuilder-undersøgelser kom det frem, at 40% af arbejdsgiverne har valgt kandidater, der viser et bredt udvalg af interesser i deres sociale netværk. Hvis du har erfaring med frivilligt arbejde, så vis det på din profil. Vær heller ikke bange for at vise, hvad du kan lide at bruge din fritid på, med mindre det er af decideret kontroversiel eller ekstrem karakter, skriver US News. For at vurdere, hvordan du er som kollega, vil arbejdsgivere gerne danne sig et godt indtryk af dig som person.

Vis din kreativitet

Hvis du kan tænke ud af boksen, er det ofte en fordel i arbejdsgiverens øjne. 36% af dem mener, at en kandidats kreativitet på sociale medier havde indflydelse på deres beslutning. Prøv at udnytte dine kreative evner til at peppe dine sociale profiler lidt; måske kan du lave infografikker, beskrive din erfaring med ny teknologi eller lave anderledes statusopdateringer.

Læs også: Sådan fungerer Facebooks ingeniørbootcamp

Hav gode referencer

Det er ikke kun på CV’et, du kan have referencer i orden. Også på sociale medier kan du bruge anbefalinger fra andre til at styrke din jobsøgning. Fx viser en LinkedIn-profil anbefalinger skrevet af andre, og de kan endda kobles på specifikke projekter. Spørg derfor en chef eller måske en kunde, du har et godt forhold til, om at skrive en anbefaling af dig. Ifølge US News kan du gøre det lettere for dem ved at give dem forslag til, hvad de kan komme ind på.

Vis priser og anerkendelser

Ofte vil man skrive det i sin ansøgning eller CV, hvis man har modtaget priser eller andre anerkendelser for sit arbejde og sine resultater. Og det virker også positivt på arbejdsgiverne, når de tjekker dig på sociale medier. 31% nikker ifølge undersøgelserne genkendende til dette. Hvis du ikke kan henvise til en nyhedsartikel, kan du måske bruge et billede eller et skærmbillede til at dokumentere dine priser og anerkendelser.

Interagér med din potentielle arbejdsgiver

I dag har de fleste virksomheder profiler på et eller flere sociale medier, og de sætter pris på, at man indgår i samtale med dem. 24% af arbejdsgiverne har positive erfaringer med jobkandidater, der interagerer med deres sociale netværk. Forslaget er derfor, at du tjekker virksomhedens sociale profiler igennem og prioriterer dem, der relaterer sig til karriere. Vær positiv og komplimenterende, men husk at gøre det naturligt. Hvis du stiller spørgsmål, så tag udgangspunkt i oprigtig interesse for noget fagligt.

Læs også: Novo Nordisk vinder også på de sociale medier

Opbyg en bred følgerskare

14% af arbejdsgiverne mener, det er positivt, når en kandidat har mange følgere på sociale medier. Det kan få dem til at konkludere, at du er førende på dit felt, siden du kan inspirere mange mennesker i din branche. Gør dig umage for at dele information og erfaring, der har værdi for dine følgere. Indgå i samtale med andre i samme profession. Hvis du har et stort netværk, har det værdi for virksomheden.

Læs også: Sådan får du dit navn øverst i Google

Denne artikel har tidligere været bragt på Jobfinder. Vi genudsender løbende de bedste artikler fra arkivet.

Seneste job

Project planner MAN Diesel & Turbo
Future IT Architects VELUX Gruppen
Projektledere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES)