Antallet af unge ledige ingeniører stiger trods job i provinsen

Flere år i træk har en voksende andel unge ingeniører stået uden for arbejdsmarkedet. Skylden tilfalder både de nyuddannede selv, som kun vil arbejde i de store byer, og virksomheder, der langt overvejende søger erfarne folk.

Danske virksomheder skriger på ingeniører. Men trods det har unge ingeniører mellem 18-29 år oplevet en gradvis større ledighed gennem de sidste fem år, viser tal fra Akademikernes A-kasse.

Dét er en skarp kontrast til den ellers lave ledighed, som har været dalende i flere år og lige nu hviler på cirka 2,6 pct. blandt de øvrige aldersgrupper af ingeniører.

Arbejdsløsheden blandt IDA-medlemmer fra 18-29 år lå således mere end seks gange højere på 16,9 pct. i februar 2017.

Er du nyuddannet? Så tjek lige de her ledige job

Hvis udviklingen fortsætter kan følgerne være negative for både firmaer og de unge ingeniører, fremhæver Ingeniørforbundet IDA.

»Det er et problem, fordi virksomheder går glip af vækst, som følge af at de mangler arbejdskraft. Unge, nyligt uddannede ingeniører får heller ikke mulighed for at bruge deres evner og dermed opnå efterspurgt erfaring,« forklarer Formand for Ansattes Råd Juliana Marie Neiiendam og tilføjer:

»Ligeledes kan længere tids arbejdsløshed være hårdt på en personlig plan for de nyligt uddannede.«

Stigende ansøgertal på ingeniøruddannelser og derfor flere færdiguddannede ingeniører er en del af årsagen til den store andel af arbejdsløse IDA-medlemmer under 30 år.

Unge ingeniører skal sendes på landet

En anden er, at mange ny udklækkede ingeniører insisterer på at blive i de største byer og ikke udnytter jobmulighederne i resten af landet.

Er dit drømmejob i en anden landsdel? Lav en SWOT-analyse

»Dimittender venter på, at de får job i storbyerne. Det kan vi blandt andet se, fordi at små og mellemstore virksomheder uden for byerne har sværere ved at skaffe medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at unge ingeniører også søger ud af byerne efter job,« begrunder Formanden for Ansattes Råd.

Lokale virksomheder skal ud på universiteterne

Men virksomhederne i de mindre byer og på landet bør også hanke op i sig selv. De skal reklamere mere for dem selv – og ikke kun på jobportaler og i aviserne, pointerer Juliane Marie Neiiendam:

»De her firmaer er nødt til at gøre mere opmærksom på dem selv. For eksempel ved at komme ud på universiteterne og til jobmesser, hvor de unge hovedsagligt møder større koncerner i dag.«

Sats på et godt andethold i talentudviklingen

Hun understreger, at virksomheder eksempelvis kan finde studerende med et bestemt speciale, som passer præcis til organisationens fokus.

Alliancen, der gjorde Kalundborg til attraktiv arbejdsplads

Missionen med at fange studerendes interesse har Kalundborgs Rekrutteringsalliance taget på sig.

For at sikre kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne i området gik lokale virskomheder sammen i en alliance. Med i samarbejdet er Kalundborg Kommune, Region Sjælland, Kalundborgegnes Erhvervsråd, universiteter, Jobcenter Kalundborg og firmaer som Novo Nordisk, Dong Energy samt Gyproc og flere forskellige A-kasser.

»Alliancen står for kontakten til universiteterne, jobcentre og a-kasser. Derfor er vi bindeled mellem virksomhederne, ledige og studerende. Vi forsøger i stor grad at få studerende ud til os,« fortæller Laila Bregner Carlsen, projekt- og udviklingschef i Kalundborgegnens Erhvervsråd, der fungerer som sekretariat for alliancen.

Leder du efter job uden for hovedstaden? Tjek Jobfinder.

Siden et pilotforsøg i foråret 2016 fandt fællesskabet ud af, at stakken af ansøgninger blev dobbelt så høj ved at forstærke markedsføringen af karrieremulighederne i området.

»Sammen står vi bare stærkere. Og derfor er vi gået sammen for at kunne løfte i flok. Alliancen fortæller om livet og mulige karriereveje i Kalundborg og Nord-vestsjælland for at få andres øjne op for, at der faktisk er et bredt udvalg af muligheder her,« uddyber Laila Bregner Carlsen.

Således begyndte rekrutteringsalliancen at være fast inventar til forskellige jobmesser og jobtræf i landet, hvilket har sørget for et fortsat flow af ansøgninger til de lokale foretagender.

Men firmaernes ansvar stopper ikke ved øget marketing.

Virksomhedernes ansvar: Unge får ikke erfaring uden at få en chance

For generelt skal virksomheder i hele landet være mere åbne over for at hyre nyuddannede og endnu uerfarne ingeniører, fastslår Formanden for Ansattes Råd.

Kære erhvervsliv: 100 procent-kandidaten findes ikke

Ifølge Ingeniørforeningen efterspørger firmaer i 85 pct. af tilfældene folk med minimum fem års erfaring, når de prøver at få udfyldt en stilling. Krav, som især dimittender logisk nok har svært ved at leve op til.

»Det er svært for dem at finde kandidater med flere års erfaring. Men det er vigtigt, at virksomheder tager et ansvar for at flere dimittender kommer ud på arbejdsmarkedet og får netop den erfaring, som firmaerne kræver,« påpeger Juliane Marie Neiiendam.

Bornholmer-virksomhed: Vi er tvunget til at satse på unge kræfter

Den erkendelse er Hans-Aage Steenberg nået til med sin bornholmske virksomhed Steenbergs Tegnestue Aps, hvor han for tiden forsøger at skaffe både en bygningsingeniør og -konstruktør.

»Det er vigtigt at få lært unge op til at danne vores fremtid på arbejdsmarkedet. Det løser markedets problemer på langt sigt. Men på kort sigt efterlader det små virksomheder som min i en barsk situation,« advarer Hans-Aage Steenberg.

Glem ikke dimittenderne i kampen om talenterne

Som udgangspunkt foretrækker han at ansætte erfarne folk, der kan hoppe direkte i arbejdstøjet. Men på grund af Klippeøens afsides placering er det en udfordring at lokke ansøgere med flere års erfaring til virksomheden, særligt fordi at ægtefælle og familieliv også skal flyttes til Bornholm.

Faktisk har firmaet så svært ved at finde folk, at de for første gang i 40 år er tæt på at skulle takke nej til ordre.

»Vi har altid sagt ja, så for os ville det være voldsomt ikke at være i stand til det. Men det kan vi blive nødt til, hvis vi ikke kan finde arbejdskraften,« konkluderer Hans-Aage Steenberg.

Uprøvede og uerfarne ingeniører koster ressourcer

Derfor har han valgt at satse på unge, nyuddannede kandidater, når stillingsopslaget skal besættes. Dog er det ikke uden udfordringer:

»Hvis vi får en nyligt udklækket kandidat, kræver det meget stor oplæring. Og jo mindre firmaet er des sværere er det at undvære ressourcer til oplæring,« argumenterer Hans-Aage Steenberg.

Virkeligheden tvinger således Steenbergs Tegnestue til at bide i det sure ingeniør-æble, inden det bliver modent. Imidlertid understreger Hans-Aage Steenberg, at virksomheden er glad for mængden af arbejde, der vælter ind af døren.

Ifølge IDA falder arbejdsløshed blandt dimittender markant et år efter, at de er færdiguddannede. Det betyder, at civilingeniører to år efter endt uddannelse har en ledighed på 2,2 pct, mens diplomingeniører ligger på 2,5.

Seneste job

IT-medarbejder Xergi A/S
Python udvikler ATP - Arbejdsmarkedets Tillægspension
Ingeniør med passion for energiteknik Advanced Substrate Technologies A/S
.Net developers Bloom ApS