10 fejl, som 90 procent af jobsøgende begår - og løsningen på dem

Hvis du er som det store flertal af lønmodtagere, der er på jobjagt, begår du mindst en af ti klassiske fejl i din jobjagt. Se, om du kan finde din fejl - og læs, hvad du skal gøre i stedet

Halvdelen af alle ingeniør-stillinger besættes uden om de traditionelle jobopslag som dem her på Jobfinder, så sandheden for jobsøgende er, at der ikke længere gives nogen entydig vej til drømmejobbet.

I det 21. århundrede må seriøse jobsøgende tilegne sig en alsidig søge-strategi. For selv om der er rift om ingeniører, cand-scient.er og it-uddannede, er der altid hård konkurrence om de allerbedste job, hvad enten de er slået op eller forsøges besat ad mere uofficielle kanaler.

Hvis du vil frem i førerfeltet blandt jobsøgere, skal du professionalisere din job jagt. Og et godt sted at starte er at undgå at begå en af nedenstående ti klassiske fejl, som 90 procent af alle jobsøgere begår ifølge den faste klummeskribent Liz Ryan i Forbes Magazine.

Inden du læser videre, så tjek de ledige job her

Fejl 1. Du brander ikke dig selv

Det ligger ikke til danskere at føre sig frem, men når det handler om at score drømmejobbet, må du indse, at ansøgningsprocessen er en benhård konkurrence med kun en vinder. Derfor skal du sørge for at fremstå så attraktiv som muligt.

Derfor må dit CV og din profil på LinkedIn ikke kun bestå af en opremsning af de job, du har haft, men skal indeholde en beskrivelse af dig som professionel, dine kompetencer og dine ambitioner. Gør dig klart, hvilke job du allerhelst vil have, og målret din tekst på LinkedIn efter netop det. Og husk at skriv i en personlig tone.

Læs også: 10 råd, der får din LinkedIn-profil til at brænde igennem

Fejl 2. Du starter med at søge job uden at kende dit værd

Få nu tjekket din værdi i de forskellige lønstatistikker, som for eksempel Ingeniørforeningens lønstatistik. Og æd al skam i dig og spørg omkring i dit eget netværk om, hvad lønnen er for forskellige job - spørg både kolleger og arbejdsgivere. Du har ikke interesse i at undervurdere din markedsværdi, fordi du ikke kender niveauet.

Tænk også over, hvilke job du reelt er kvalificeret til - du besidder helt givet kompetencer, som kan bruges meget bredere end i det jobfelt, du sidder i netop nu.

Fejl 3. Du tror, at du kun kan søge ledige job

Mange tror, at job landes på denne måde: Der bliver slået en stilling op, eller du hører om en mulig åbning. Du lægger billet ind på jobbet. Skyder en ansøgning af sted og venter. Indtil du forhåbentlig kaldes til en samtale og ender med at få jobbet.

Men hvorfor ikke gøre dig lækker over for arbejdsgiverne på forhånd? Skriv en uopfordret ansøgning med udgangspunkt i en konkret problemstilling, som du har hørt eller læst, at din drømmearbejdsgiver har. Beskriv, hvordan du med dine kompetencer kan blive et godt aktiv for de udfordringer, som de står over for, og sørg for at researche dig frem til, hvilken leder der skal have din ansøgning, og send den personligt.

Læs også: Hvordan skriver jeg en 'spot on' uopfordret ansøgning?

Du kommer til at tilbringe en stor del af dit liv på et arbejde, så lad være med at være for passiv og afventende. Hvis ikke du tager kontrol over din egen karriere, gør ingen det, og du ender som en tilfældig kastebold.

Et lille tip kan være at etablere dig som (deltids)konsulent. Det kan åbne nogle døre, der resulterer i netværk og måske job.

Fejl 4. Du ignorerer dit netværk

Det er mennesker, der ansætter, og det er mennesker, der ved, hvor der ansættes. Gå ud og bland dig i menneskemængden og brug dit netværk. Inviter på kaffe, frokost, ja, måske morgenmad eller middag - eller blot en gåtur.

Du kan skrive og skrive og læse og læse, men i sidste ende skal du forbi rigtige mennesker for at få din ønskestilling. Hvorfor ikke starte der?

Læs også: Netværk: Sådan får du succes

Fejl 5. Du glemmer at målrette dit CV

Du behøver ikke skrive dit CV om til hver eneste ansøgning, du sender af sted, men du skal altid overveje, om dit CV giver den bedste beskrivelse af dig til lige præcis den stilling, du skyder efter.

Du er i skarp konkurrence med andre dygtige profiler, så det er vigtigt, at du tilpasser dit CV, så det bedst muligt understreger dine kompetencer i forhold til det konkrete job.

De to dele af dit CV, der som minimum skal have en gennemskrivning, er den korte beskrivelse (summary), der er i toppen af dit CV (for sådan én har du da, ikke også?!), og beskrivelsen af dine seneste to-tre ansættelser. Beskriv de opgaver og det ansvar, du har haft, hvor de kompetencer, som du benyttede dig af, passer bedst til de krav, der knytter sig til den stilling, du jagter.

Læs også: Her begår ingeniørerne fejl, når de skriver CV

Fejl 6. Du får ikke tjekket op på arbejdsgiveren før jobsamtalen

Du må aldrig møde frem til en jobsamtale uden andet kendskab til den virksomhed, du mødes med, end hvad der stod i jobannoncen. Tjek virksomhedens hjemmeside og se, hvordan de præsenterer sig, og læs de seneste nyheder og i hvert fald opsummeringen i årsrapporten. Mange virksomheder har en egentlig HR-side, der henvender sig til nye og kommende medarbejdere, som det er værd også at besøge.

Tjek også LinkedIn-profilerne på dem, som du skal mødes med til jobsamtalen, og benyt lejligheden til at tænke på, hvilke udfordringer og mål de kunne tænkes at have med deres baggrund og i den position, de sidder i lige nu.

Fejl 7. Du går i stå, mens du venter på svar

Du har søgt et eller flere job, og nu er du gået i stå i den jobsøgning, fordi du afventer deres tilbagemelding. Nogle virksomheder kan tage sig rigtig god tid, og derfor er det vigtigt, at du ikke bliver for passiv, men fortsætter med at holde øjne og øre åbne for andre muligheder. Der er givet flere job, der kunne være din drømmestilling, og det ville være synd at overse en åbning, fordi du stivnede i forbindelse med et bestemt job.

Hold gang i dit netværk og hold dig orienteret på jobmarkedet, så længe du ikke sidder i det job, du drømmer om.

Hold dig orienteret om jobmarkedet. opret en jobagent

Fejl 9. Du siger ja til det første og bedste jobtilbud

Bordet fanger ikke, når du har sendt en ansøgning. Ansøgningsprocessen handler også om, at du skal blive klogere på, om det reelt er et job, du overhovedet vil have.

Det er så let blindt at sige ja, hvis en arbejdsgiver tilbyder dig et job. Mange af os har ligefrem en tendens til at blive lidt smigrede over, at det netop var os, som blev udvalgt.

Hvis du mangler pengene, er det selvfølgelig svært at sige nej til et jobtilbud, men det er faktisk værre at sidde i et job, du ender med at hade. Også fordi det vil dræne dig for den energi, du efterfølgende får brug for til at lande det rigtige job, og fordi det næppe vil pynte på dit CV.

Læs også: Fem overvejelser, inden du takker ja til lederjobbet

Fejl 10. Du glemmer, at arbejdsgiveren måske ikke fortjener dine evner.

Tro på dine egne evner og lad være med at nøjes. Også selv om du skulle blive ledig i en periode. Dine evner og gode hoved visner ikke, selv om du i en periode ikke har job.

Seneste job

Projektchef Arkil A/S