bloghoved ingeniøridentitet

Teamarbejdets paradokser

Teamarbejde er godt! Teamarbejde skaber innovation og øger produktiviteten. Teamarbejde løser komplekse opgaver. Teamarbejde skaber synergi. 1+1 = 3 i teamarbejdet. Osv. osv. Prøv lige at google ’teamwork’ og se billederne af de glade og produktive teamarbejdere, som engageret diskuterer og opsluges i arbejdsopgaven. Man skal sidde i storrumskontorer med fleksible pladser, så man lynhurtigt kan forme nye teams og taskforces, når det nye projekt kalder. Teamarbejde er det uimodsagte ideal i det moderne erhvervsliv. Industrien, virksomhedsledere og politikere vil have fleksible, omstillingsparate og samarbejdsorienterede ingeniører, hører vi tit. Men vi hører også tit fra de samme folk, at ingeniørerne skal have en dybere faglighed. De skal som minimum kunne det samme som ingeniører kunne for 30 år siden – og så selvfølgelig også alt det nye! Men hvordan spiller idealerne om teamarbejde sammen med dyb ingeniørfaglighed.

Det er jo i sig selv ikke noget nyt, at ingeniører arbejder sammen for at løse store og komplekse opgaver. Når der skal bygges broer, opføres fabrikker og udvikles enzymer har det jo aldrig været en enkelt mands eller kvindes arbejde, men noget som udspiller sig igennem store organisatoriske processer med arbejdsdeling, planlægning, ledelse, osv. Projektarbejdet går nok lige så langt tilbage i historien som ingeniørarbejdet. Så ja – ingeniører er teamspillere i den forstand, at de indgår – og altid har indgået – i kollektive arbejdsprocesser, hvor arbejdsopgaver koordineres. Men koordinationen er ofte foregået gennem projektlederen – som også har været ingeniør.

Men sådan er det ikke altid længere. Der ligger mere i det moderne ideal om teamarbejde end blot at koordinere arbejdsopgaver på et ingeniørfagligt grundlag. Teamarbejdet skal jo også skabe synergi og innovation. Ikke alene skal mange forskellige fagligheder og kompetencer sættes i spil og kombineres, men faglighederne skal også bøje sig mod hinanden – og mod et ideal om tværfaglighed. En tværfaglighed, der passer til opgaven – det er ikke opgaven, der skal passe til fagligheden. Ingeniørerne skal ikke bare kunne regne på opgaven, men også regne den ud. De skal kunne samarbejde med kunder, administratorer, marketingfolk – ja sågar antropologer – om at lave den rigtige løsning. Og hvad er så den rigtige løsning? Pointen er her, at det moderne ideal om teamarbejde flytter kriterierne for, hvad der skal tælle som den rigtige løsning. Det er ikke længere alene defineret indenfor ingeniørfaglighedens rammer. Men hvordan er den så defineret? Svaret blæser ofte i viden…

Det moderne teamideal rummer nemlig ikke bare en forestilling om koordination i samarbejdet – men også om kollaboration. Man skal sådanset være parat til at parkere noget af sin ingeniørfaglighed for på fleksibel vis – i et intimt samspil med andre faggrupper i teamet – at finde en ny (tvær)faglighed, der passer til opgaven. Men er ingeniørerne parate til det? Er det dét de lærer på ingeniøruddannelserne? Og – måske et endnu vigtigere spørgsmål – er det i virkeligheden det, som virksomhederne vil have, når det kommer til stykket? Selvom virksomhederne efterlyser mere innovative og omstillingsparate medarbejdere, så hører vi også gang på gang virksomhederne brokke sig over, at fagligheden blandt de nye ingeniører er faldende. Og her virker det som om målestokken for ingeniørfaglighed er ret traditionel. Er du forvirret? Så er du ikke den eneste. Mange ingeniører står dagligt – og helt konkret – overfor modstridende krav om på den ene side at holde den ingeniørfaglige fane højt, og på den anden side være en fleksibel teamspiller, der er parat til at parkere (dele) af ingeniørfagligheden for at få samarbejdet til at glide i teamet.

Hvordan takler du teamarbejdet?

Læs mere om teamarbejdet i min og Vibeke Andersens artikel: Collaboration and Coorporation in Engineering Work Practices i antologien What is Techno-Anthropology?

AndersBuch