Gå til hovedindhold
search
Team Arbejdsglæde

Step ud af ego tårnet

Her for nylig havde jeg sagt til mine døtre Caroline på 19 og Isabel på 17, at i morgen kan jeg ikke køre jer. I klarer den selv ligegyldigt hvad, for jeg har et teamudviklingsforløb og skal være der præcis kl. 8, så tak ingen hjemmelige forstyrrelser.

Caroline stod op i god tid, gik glad ud af døren, hen til sin cykel og med et ”Hej, ha’ en go’ dag”. Isabel var som sædvanlig stået sent op, og jeg havde en fornemmelse af, at hun ikke helt havde forstået det med de hjemmelige forstyrrelser.

Pludselig hører jeg Isabel skrige ”MOAR, skynd dig at komme”. Jeg stormer af sted og ude ved hoveddøren står Caroline og fnyser. Cyklen er frossen. Når hun træder på pedalerne kører de bare rundt og hjulene står stille.

Jeg er alt for nem. Jeg overgiver mig. Med en fnyser og én, som styrter rundt i total forvirring, siger jeg ”OK, jeg kører jer til bussen”.

Caroline smider overtøjet, sætter sig på en af stolene ved spisebordet, smækker benene op på bordet. Med øjnene stift rettet mod mobilen, et lille sagligt smil i mundvigen nyder hun at tiden går indtil afgangssignalet lyder.

Isabel farer rundt, mens hun forsøger at samle alle sine ting, som hun som sædvanlig ikke lige kan huske, hvor hun har lagt. Det viser sig, at Caroline har taget Isabels madpakke. Isabel beordrer søster ud for at hente madpakken. Det nægter Caroline. Hun har sat sig godt til rette i egotårnet og med fuld ret, for hun har fulgt samtlige instrukser og ja, nyder at hun har sit på det tørre.

Så starter de genkendelige højlydte søsterskrig hen over bordet. Nej, madpakken flytter sig ikke af den grund. Hurtigt går jeg ind og agerer, og som den professionelle teamcoach, skriger jeg ”NU HOLDER I FANDEME KÆFT” hvorefter jeg resolut henter madpakken og får den ned i den rigtig taske.

I sin egen selvforherligelse har Caroline helt glemt det fælles mål, at de skal nå en bus. For det er tydeligt for enhver, da vi går ud af døren, at bilens ruder først skal afises før vi kan køre.

Jeg får sagt, at hvis Caroline ellers havde haft empati til at steppe ud af sit egotårn, melde sig på banen sammen med os andre på trods af, at vi ikke lige fulgte procedurerne, så havde sandsynligheden for, at de nåede bussen nok været væsentlig større.

I bilen sidder to meget stille søstre og i modsat vejbane kan de vinke farvel til deres bus. ”Nå, hvad gør I så?” ”Vi kan også tage den næste, den kommer lige om lidt”. De står ud af bilen og følges side om side hen til bussen.

”Hold nu op”, tænkte jeg. ”Du skal ind til 10 voksne mennesker og lære dem at arbejde sammen, og så kan du ikke engang få dine egne døtre til det”. Tanken holdt ikke så længe, for pludselig stod det klart for mig, at jeg glædede mig helt vildt til at fortælle dem historien om Caroline og Isabel for at høre, hvad de genkendte.

  • I tilfældet her var målet klart, men hvor klart er det i virksomheden og hvor enige er vi om målet?

  • Vi stresser rundt for at nå deadline og hvad sker der, hvis vi ikke når deadline?

  • Hvor ofte oplever vi medarbejdere, som har deres på det tørre, mens andre tager slæbet?

  • Hvor meget tid bruger vi på, at ville have ret og vise at andre har uret?

  • Hvor sammentømret er vi som team og hvor vigtigt er det for os at komme i mål sammen?

  • Hvordan bruger vi vores overskud og hvornår har vi brug for de andres overskud?

Til orientering: Jeg ankom præcis kl. 8 til virksomheden noget opkogt, må jeg indrømme☺

Om Team Arbejdsglæde