Gå til hovedindhold
Starten på et startup

Startup - vil du leve eller bare overleve?

Denne blog vil handle om iværksætteri, opfinderi, familieliv, frygt og overlevelse, for om 6 måneder er kassen tom og hvad gør man så?

Mit navn er Andreas Hoé Bergstrand, jeg er 33 år, gift med Jenny og far til Leah på snart 2 år - og så har jeg sagt mit job op for at satse på mine egne ideer.

Denne blog vil være en førstehåndsfortælling om hvordan det er at starte sin egen virksomhed, et ærligt indblik i livet som iværksætter. En fortælling der handler om hvordan det er at starte virksomhed når man er 30plus, har et barn, og har haft en karriere med god løn og gode vilkår.

Jeg kender ikke slutresultatet, jeg ved knapt hvad der sker i morgen – men følg med, debattér og forhåbentlig lad dig inspirere af et ærligt indblik i iværksætterverden.

Jeg oplever selv at fortællingen om livet som iværksætter handler om 70 timers arbejdsuge, at ofre alt, og at sove på kontoret. Jeg er iværksætter, jeg skal hente klokken 16, jeg er for gammel til at sove på kontoret, og skulle jeg ofre alt for noget, skulle det være for min datter.

Jeg vil bruge denne, min første post, på lidt filosofi om hvorfor jeg endte med at tage springet ud som selvstændig.

Vil du leve eller bare overleve?

Som så mange andre har jeg altid gået med tanker om at det kunne være spændende at prøve kræfter med livet som iværksætter. Leget med tanken om at bygge noget stort, sælge for millioner og leve af noget jeg elsker at lave. Aldrig mere bekymre mig om rentestigninger og uforudsete regninger på bilen, droppe rotteræset og bare levet livet på en solkyst.

Men det var faktisk ikke denne drøm der fik mig i gang med livet som iværksætter, det var noget en af mine første kollegaer sagde til mig, det var en sidebemærkning fra hans side, og jeg tror ikke han er klar over hvor meget de ord satte sig i mig.

Jeg var frisk fra studiet og havde været på arbejdsmarkedet i 8-10 måneder, og vi havde en kollegial snak om overarbejde, flextid og den slags. Her sagde han følgende der slog rod i mig:

”Andreas du har seksten vågne timer i døgnet, af disse tager din arbejdsgiver de otte bedste timer. Når de beder dig arbejde en time længere, tager de den bedste time fra din familie og gør den til den ringeste time for dem.”

Jeg synes det er en rigtig fin måde at anskue værdien af de timer du er på arbejde. For mig handler det ikke om den niende time. Det der ramte mig, var at hvis jeg skal dedikerer de otte bedste timer af mit liv, så skal det være noget jeg brænder for.

Skal jeg bruge otte timer væk fra min familie, fra min datter, så skal det være otte timer der er fyldt med så meget livsglæde, at jeg kan retfærdiggøre over for mig selv hvorfor jeg først har tid til hende, når jeg er nået til den niende eller tiende bedste time på min dag. Drømmen om en titel som mellemleder i en mellemstor dansk ingeniørvirksomhed var ikke svaret for mig.

Svaret blev at jeg 1. november hævede opsparingen, sagde mit faste og sikre job op, og lever nu livet mens jeg prøver at overleve som iværksætter. Men hellere det end at overleve ti timer for at leve livet når jeg får fri.

Starten på to virksomheder

Så her er jeg, nystartet iværksætter med ikke bare en, men hele to virksomheder… fordi hvorfor ikke. Jeg vil lige kort introducere mine virksomheder; den første hedder Nämen, herfra designer og sælger jeg fysiske produkter. Den anden hedder Towoo og er en tosidet platform for oplevelsesindustrien. Fælles for begge virksomheder er at det kommer til at tage længere tid, end jeg havde regnet med, før de genererer nok penge til løn.

Det er mit liv nu, to virksomheder og en familie, så følg med når jeg i fremtiden vil skrive live fra iværksætterlivet. Fortælle om hvordan der er at jonglere mellem egen virksomhed og familien – kan det overhovedet lade sig gøre, og hvordan er det egentlig at være iværksætter? – det er jeg ved at finde ud af, og lige nu overlever jeg på opsparingen, men jeg lever livet!

Jeg kan allerede bekræfte den første iværksætterfloskel, ”man glæder sig lige så meget til mandag som man gør til fredag”. Jeg glæder mig rent faktisk lige så meget til at komme tilbage på kontoret mandag, som jeg gør til at gå på weekend.

Hvilket er en fantastisk situation at være i, en hverdag jeg under alle, om det så er som iværksætter eller som ansat er underordnet.

Skulle du gå med en iværksætterspire i maven vil jeg gøre mit bedste for at fortælle hvordan det er at være selvstændig, så du bedre kan vurdere om det kunne være noget for dig eller ej.

Andreas Hoe Olsen
Om Starten på et startup
Listefører for Opfinderlisten