Gå til hovedindhold
search
Starten på et startup

Spiri: Ny dansk elbil som mini bybus

Jeg skriver normalt om tanker og oplevelser fra livet med min egen virksomhed, hvor jeg er i gang med at bygge et digitalt produkt, en ny type oplevelsesportal. Som så mange andre startupkoncepter er det et rent softwarekoncept.

Men i sidste uge var jeg til TechBBQ (et event for iværksættere). Sidst på dagen blev prototypebilen til konceptet Spiri vist for første gang, og da jeg er maskiningeniør, synes jeg det er fedt med et ambitiøst dansk koncept, der foruden software har vaske ægte, god gammeldags mekanik, med bevægende dele og del hele.

Det var en kort introduktion, og jeg havde mange spørgsmål som ikke blev besvaret, så tænkte det var oplagt at tage emnet op her på bloggen.

Spiri er så anderledes et koncept, at jeg når at se røde flag, allerede inden jeg har set den endelige version. Når jeg har det sådan bliver jeg altid nysgerrig, der er helt sikkert dygtige kræfter bag Spiri, og de har en ny og anderledes vision, som jeg måske først rigtig forstår når den er blevet hverdag for mig. Men hvad tænker i, Spiri galt eller genialt?

Men hvad er Spiri?

Som jeg forstod det, vil Spiri være fremtidens mini bybus. I stedet for store busser på faste ruter, består Spiri af hundredevis firepersonersbiler uden en chauffør som er spredt ud over byen. Alle kan køre med Spiri, og kan finde hvor de holder parkeret via et app.

Man kan enten bruge Spiri som chauffør, eller som passager. Vælger du chauffør, kører du bilen gratis fra A til B, du skal dog samle, op til tre, andre passagerer op som skal nogenlunde samme vej, så din rute kan blive A til H via b, c, d, e, f, g, og så må man håbe B til H har samme værdi. En passager betaler for turen, samme pris som en busbillet, ca. 25 kr.

Man finder bilerne parkeret rundt omkring i byen, og som passager prajer man en Spiri via app’et.

Det er deleøkonomi, samkørsel og nytænkning pakket ned i en egen udviklet elbil, alt sammen til en pris per tur på kun 25 kr – eller gratis hvis du er frisk på at agere chauffør.

Spiri forklarer selv konceptet i denne video: Spiris produkt video

Bygger deres egen bil

For at dette koncept kan lade sig gøre, bliver de nød til at bygge deres egen bil til formålet, en elbil selvfølgelig, og i fremtiden en selvkørende elbil. Spiri er en bil som kun skal køre i byen, og kun fragte folk på korte ture fra A til B. Altså en lille bus, i form af en bil, strippet for alt overflødigt tilbehør. Tanken er at når opgaven kun er at fragte folk i korte ture, kun i byen, kan man spare mange dele og derved penge per enhed, og derved opnå en pris per billet der koster det samme som en bustur.

Resultatet er en bil bestående af 700 dele, i stedet for 3000+ dele som en konventionel bil består af. Den vejer kun 750 kg takket være, blandt andet, et karosseri lavet af karbonfiber. Den kan køre 320 km på en opladning, og det tager kun 40 minutter at lade batteriet. De starter med at skulle bruge omkring 400 biler, som skal stå klar i løbet af 2017. Den nuværende version som blev vist 20/9-2016, er første prototype, så meget kan ændre sig inden de 400 biler skal stå klar i 2017. Se selv mere om bilen her: Se mere her

Illustration: Casper Dalhoff.

Måske fremtidens bybusbil?

Jeg er fan af ideen om tusinder af små enheder som autonomt kører derhen hvor folk vil hen. Personligt har jeg store udfordringer med offentlig transport, når jeg skal på tværs af byen, så hovedkonceptet virker rigtig spændende, men jeg kan godt frygte at tre ekstra omveje vil gøre turen så lang, at min cykel stadig er bedste alternativ. Med hensyn til bilen, så jeg den live, og inden i ser den lækker og rummelig ud. De har samlet forhjulene i midten, hvilket giver en anderledes look, og umiddelbart mindre stabil køreoplevelse. Jeg glæder mig til at se den endelig version til næste år.

Skal I køre med i en Spiri til næste år?

.

Andreas Hoe Olsen
Om Starten på et startup
Listefører for Opfinderlisten