bloghoved ingeniøridentitet

Se!

‘Heraf ses det…’ står der i mange lærebøger. Og hvis man så ikke lige kan ‘se’ det, så føler man sig lidt dum, eller i hvert fald ret frustreret. Hvorfor kan jeg ikke lige se det, som lærebogsforfatteren antyder er så tydeligt. Jamen, det er jo nok fordi jeg endnu ikke har lært at ’se’ sammenhængen, at forstå logikken, at forstå argumentationen, eller simpelthen ikke har lært se ’ordentligt’ efter. Jeg har endnu ikke knækket koden. I sin mest almene form kender vi det fra Rubins vase/ansigt og gestalt switch – altså der hvor en figur pludselig kan illustrere noget helt andet end man først så. Først var der bare nogle sorte klatter på papiret, men efter at have kigge på dem i lang tid kan man se, at pletterne faktisk viser et ansigt!

Videnskabshistorikeren Thomas Kuhn er inde på det samme tema i sin berømte bog om videnskabelige revolutioner og paradigme skift. Her peger han på, at den måde videnskabsmænd lærer at ’se’ på den rigtige måde hænger sammen med en særlig skoling og indføring i en tradition – eller som han kalder det: et paradigme. Her er der særlige forståelser, der er kanoniserede, og andre som man på forhånd afskriver. Og en række antropologiske studier har peget på, at professionelle lærer at se verden på en helt speciel måde, der gør at man kan løse et problem på en særlig måde.

Ingeniører lærer også at se verden på en særlig måde. Ingeniører lever i ’objektverdener’, hvor der er noget der er vigtigt, og noget der er irrelevant. De trækker på et særligt repertoire af løsninger, der ’ser’ særlige ting, men ikke andre. På ingeniøruddannelserne lærer man at kvantificere problemer, så man kan regne på dem. Her er det ’objektet’, der er i centrum. Men man har fokus på vidt forskellige ting, alt efter om man er bygningsingeniør, elektronikingeniør eller kemiingeniør. Man kommer til at leve i forskellige – men dog beslægtede – objektverdener. Specialiseringen gør, at man får øje på særlige forhold – men kommer samtidig til at se bort fra andre forhold.

Det store spørgsmål bliver nu: Hvad kan man tillade sig at se bort fra? Hvad er relevant for at løse det ingeniørmæssige problem, og hvad er irrelevant? Specialiseringen giver dybde og indsigt, men også skyklapper. Hvordan finder man den rigtige balance mellem specialisering og udsyn? Igennem mange år har der været et ’polyteknisk’ ingeniørideal – hvor ’poly’ står for det sammenbragte og tværvidenskabelige. Men med den teknologiske udvikling og den videnskabelige specialisering er ingeniøruddannelserne blevet mere og mere fokuserede og specialiserede. Man lærer at se bort fra flere og flere forhold for at kunne få faglig dybde. Men på et særligt og efterhånden meget afgrænset felt. Måske kan man ligefrem tale om, at der hersker et ’monoteknisk’ ingeniørideal på mange ingeniøruddannelser i dag.

På Koldinghus viser man i øjeblikket en fantastisk udstilling om Leonardo Da Vinci – et geni, et renæssancemenneske, en anatom, en kunstner og et ikon på sublim ingeniørfaglighed. Leonardo kunne ’se’ principperne for helikopteren, flyvemaskinen, ubåden og mange andre teknologier for 500 år siden. Man kan spørge sig selv, om vor tids specialiserede ingeniøruddannelser kan fostre et sådant geni i dag?

Jeg vil opfordre alle, der er interesserede i fremtidens ingeniøruddannelser til at ’se’ Leonardo-udstillingen på Koldinghus. Koldinghus

Anders Buch