Team Arbejdsglæde

Hvordan skal vi lege?

En dag i sommerferien indledte min ældste datter Caroline på 19 år vores samtale med at fortælle mig, at hun savnede at lege.

Caroline og hendes søster Isabel, som nu er 17 år legede altid. De legede skole, købmand, mor og far og børn. De legede indenfor med deres køkken, små stole og borde, bamser, dukker, de tegnede, lavede perler og udenfor var det på gynger, sandkasse og rundt omkring i haven eller en tur ned til legepladsen.

Før de gik i gang med at lege, satte de helt ubevidst reglerne på plads, om hvad de skulle hedde og hvilke rolle de hver især havde.

Caroline: ”Det var skægt, vi kom hele tiden op at skændtes, fordi vi ville være den samme i legen”.

Mig: ”Hvordan fandt I så ud af det?”.

Caroline: ”Det var nemt, for vi diskuterede, hvad vi skulle hedde. Isabel ville altid hedde Marika. Det var hendes bedste veninde, så det fik hun lov til, og så gav det ligesom sig selv, at hun var pigen. Det var også sjovt, når vi skulle vælge morens navn, så diskuterede vi, om navnet var et mornavn. I mange lege var Isabel pigen og jeg var moren, Helene fordi det hed Marikas mor”.

Så når reglerne først var på plads kunne legen gå i gang.

Caroline: ”Jeg kunne så godt lide at lege med Isabel, for de andre piger jeg legede med, de holdt hurtigt op med at lege, i stedet skulle vi være sammen og det var så kedeligt”.

Når vi ikke længere leger, er vi sammen.

Caroline: ”Så sad vi f.eks. og så fjernsyn og talte om vores veninder og venner. Det værste var, når jeg fik redt hår og lagt make up. Bagefter gik jeg hjem og fjernede det hele".

Mig: ”Hvorfor sagde du ikke, at det gad du ikke?”

Caroline: ”Nej, for så var vi jo ikke sammen”.

Vi fravælger legen og i stedet er vi sammen og hænger ud med hinanden.

Det fik mig til at tænke på, at vi holder op med at lege, den dag vi som børn ikke længere synes, det er fedt at være børn. Vi vil være voksne med alle de privilegier, hvad det så lige er, måske at vi ved bedre end de voksne, som vi omgiver os med. Så vi bliver små voksne, som kopiere den voksne verden, hvor vi er sammen og selv kan bestemme.

Leger I eller er I sammen?

Jeg synes, det er trist, at vi undervurderer legen. Jeg er ovebevist om, at legen gør os robuste som mennesker og i vores fællesskaber. Det giver mening i virksomhederne og skaber langt større resultater og arbejdsglæde, når vi lytter og er nysgerrige på hinandens præferencer og værdier. Det er måske derfor gruppearbejde i skoleregi især i de ældre klasser så tit mislykkes. Eleverne sidder dybt frustreret med hver deres fremfor at lave det sammen. Jeg mener, at frustrationen gælder både dem som vil arbejde sammen og dem som foretrækker at arbejde alene. Det sammen ser jeg ude i virksomhederne. De bruger ikke tid på spillereglerne, for de er sammen, de leger ikke.

Hvordan skal vi lege?

Måske er det værre hos piger end hos drenge. Jeg ved det ikke. Jeg er ret sikker på, at flere drenge end piger spiller computerspil enten alene eller sammen med andre. Hvis rollerne ikke er givet på forhånd, kræver det selvfølgelig forarbejde inden spillet kan gå i gang. Naturligvis findes der spil, som også fordrer det sociale element, lige så vel som mange sidder for sig selv og spiller. Alt andet lige er legen givet på forhånd, når vi spiller. Det er den ikke, når vi finder på vores egen leg, med mindre vi bygger hele spillet op fra bunden, og jo det eksisterer også.

At arbejde som teamcoach er at inspirere voksne til at komme tilbage til legen.

Som Caroline fortalte, så var det både sjovt og nemt at få sat reglerne på plads, selvom de var uenige og kom op at skændtes. Det var en helt naturlig del af det, at indgå sammen i legen, og det tror jeg, vi som voksne kan lære, at det ikke er så farligt med en konflikt. Der er fornuft i konflikter, fordi vi er mennesker og ikke robotter. Når vi indgår i et fællesskab, er vi en levende organisme. Det er aldrig til at sige, hvordan den arter sig. Det er i dialogen, at dynamikken og udviklingen ligger, og her i er drivkraften til at skabe noget sammen, med alt hvad vi rummer af forskelligheder.

Når vi bliver hørt og set, som dem vi er og der ikke blot, er et krav til os om, at vi skal være sammen som "Ordentlige" mennesker, så giver det mening, at v er på arbejdspladsen for at skabe løsninger sammen, så vågner vi op og bliver deltagende. Vi føler os involveret som en vigtig del af projektet/legen.

Vi ved godt HVAD vi skal lege, udfordringen er HVORDAN vi skal lege og HVORDAN skal vi være over for hinanden ude i virksomhederne.

Så lyt og kig på de børn, som elsker leg, og lad dig inspirere, det gjorde jeg. Alternativ kan du altid hyre en teamcoach:)

Om Team Arbejdsglæde