Gå til hovedindhold
Team Arbejdsglæde

Gransk dit indre barn og boost din karriere

Hvis du læste min seneste blog og ikke gider læse mere om, hvordan børnegranskninger kan booste din karriere, så må jeg lige advare dig, for her kommer en til.

Jeg tror, at alle børn vælger strategier, som hjælper dem med at komme igennem deres barndom. Strategier, som viser børns råstyrke. Der ligger så meget visdom gemt i os som børn, dengang livet kaldte nysgerrigt på os, og vi var uden skyld, skam og frygt.

På baggrund af min fortælling håber jeg, at du bliver inspireret til at granske dit indre barn.

  • Hvad ser du, at du altid har længtes efter?
  • Hvordan har du integreret det i dit liv i dag?
  • Hvordan kan du skrue op for det, så du nærer dig selv?
  • Hvordan gør det dig i stand til at nære andre?
  • Hvordan vil det booste din karriere?

Om jeg var syv eller ni år, husker jeg ikke

Jeg voksede op i en murermestervilla i Emdrup med mine forældre og en storesøster, som er 2,5 år ældre end jeg. Udefra var vi en ganske almindelig kernefamilie lige med den undtagelse, at tre af os var kulsorthårede og jeg med rødbrunt hår og et hav af fregner.

Vores hjem var som en banegård, fyldt med mennesker. Ikke at jeg selv husker det. Det var min hverdag, en behagelig summen som en rar og tryg fornemmelse. Jeg var der bare som en del af det hele uden at deltage eller præstere. Usynligt gled jeg ind.

Vores hus var altid under ombygning af håndværkere og min fars kolleger. Foreningen var der altid. Og så var der naboerne, onkler, tanter, bedsteforældre, veninderne, og alle de overnattende gæster og flere til.

Min forældre har begge været i koncentrationslejr under 2. verdenskrig

Da de kom til Theresienstadt var min mor 5 år og min far 14 år. Min mor blev deporteret med hele sin familie. Min far mistede sin far og en lillebror under flugten til Sverige. Min fars storesøster kom til Sverige og resten af familien, min farmor, to brødre og en søster i koncentrationslejr. Først efter krigen, da min fars familie blev genforenet i Sverige kom sandheden frem, at to familiemedlemmer var druknede.

Så længe vi var omgivet af mennesker gled jeg bare ind uden egentlig at være der

Foreningen var anderledes. De var alle mennesker, som havde været i Theresienstadt. Fælles for dem var, at de altid skændtes. Det generede mig ikke. Jeg var jo usynlig. Det var ligesom at sidde udefra og betragte et gentagende ritual.

Når vi var alene brød helvede løs

Min mor og far skændtes i timevis. De råbte og skreg. De var helt hysteriske. Hvem havde haft det værst under krigen og hvis familiemedlemmer skulle der tages mest hensyn til. Det gik gennem marv og ben helt uden hensyn til os to små piger. Vi ligesom stod i skrigeriet og var overladt til os selv i vores egen smerte, overlevelse og tosomhed.

Rododendronbusken stod i forhaven op af husmuren ind mod stuevinduet. Når skænderierne tog til sad jeg der, lille og tynd, indtil det var overstået. En dag jeg sad der, kom min søster ud i forhaven og kiggede efter mig. Jeg kaldte på hende, at hun skulle komme hen til mig. Jeg sad yderst, og så sad vi der og ventede på, at min mor skulle stikke hovedet ud af stuevinduet og sige, at nu kunne vi godt komme ind, de var færdige.

Som lillesøster, havde jeg på eget initiativ taget ansvar for, at vi passede på hinanden. Jeg fik sammen med min søster skabt et helt unikt fællesskab bag en rododendronbusk, hvor vi var trygge i al vores synlighed.

Den voksne mig

Da vi for godt 17 år siden flyttede ind i vores hus købte jeg om foråret fem rododendroner. På det tidspunkt anede jeg ikke hvad, der drev mig. Det jeg vidste var, at de rododendroner skulle ned i et hul på 1x1x1 meter, et sted hvor jeg kunne se dem hver dag, og ingen skulle stoppe mig.

Gennem hele mit liv har jeg længtes efter at skabe eller være med i stærke fællesskaber hvor alle er ligeværdige, synlige og passer på hinanden. Det var, hvad jeg skabte for min søster og jeg.

Da jeg blev voksen var min overbevisning, at jeg var den bedste til at klare alt selv. Jeg var en succes målt i synlige resultater og klækkelige lønforhøjelser. Det slog mig aldrig, at det jeg gjorde var, at jeg gemte min sårbarhed væk og fremstod stærk og kompetent. Det havde været min strategi som barn, når jeg var synlig eller usynlig. Udslaget som voksen var, at jeg fik såret en masse mennesker hvilket aldrig var min mening.

Det var en måde at beskytte mig selv på. Jeg havde svært ved at tilpasse mig et fællesskab eller binde mig, fordi jeg var bange for at overlade ansvaret til andre. Ubevidst sammenlignede jeg andre med mine forældre, som jeg jo i bund og grund mente var helt uduelige – på trods af at de bestemt var og er kærlige mennesker.

Jeg ved, at jeg hverken kan, behøver eller skal klare alting selv. Verden er fyldt med kompetente mennesker og sammen kan vi så meget mere.

Hvordan er du blevet inspireret af dit indre barn?

Jeg håber, at have bidraget med at inspirere dig til at granske dit indre barn og finde din råstyrke frem til at ændre på de hændelser i dit liv hvor din hensigt er én og udfaldet modsat.

Om Team Arbejdsglæde