Sådan støvsuger du storrumskontoret for magtmarkører

Det bliver beskrevet som fællesrummet, hvor alle er lige, men hvis den idé skal realiseres, er det nødvendigt at rydde ud i magtmarkørerne, forklarer ekspert. Se hendes syv bud på et mere magtneutralt storrumskontor.

I storrumskontoret er vi alle lige. Her er hierarkiet smidt på porten, og tilbage står et fællesrum uden magtdistance og med lige plads til alle.

Alligevel viser en knap et år gammel undersøgelse blandt ingeniører, at ingeniører drømmer om enmandskontor, mens en knap tre uger gammel undersøgelse fra Ugebrevet A4 afslører, at hver anden dansker drømmer om at få sit eget kontor.

Opret dit cv på Jobfinder - og lad arbejdsgiverne komme til dig.

Ifølge Pernille Hjortkjær, direktør i PE3A BusinessAntropologi, er storrumskontoret sjældent det distanceløse rum, det bliver beskrevet som. Tværtimod er det fyldt med hierarkiske symboler, som viser den enkelte medarbejders placering i hierarkiet.

Læs også: Derfor hader danskerne storrumskontoret

Selv om det er umuligt at støvsuge storrumskontoret fuldstændigt for statusmarkører, giver Pernille Hjortkjær her syv bud på, hvordan et mere magtneutralt storrumskontor kan se ud:

1. Fjern fælles servicefunktioner fra rummet
Der er lavstatus forbundet med en plads lige op ad printer og kaffemaskine, fordi det skaber uro. Står de i et rum ved siden af, risikerer ingen medarbejdere at få plads ved siden af. Det løser dog ikke hele problemet, da pladserne ved siden af døren stadig vil have lavstatus.

2. Fordel pladsen hensigtsmæssigt
Som udgangspunkt skal alle have lige meget plads. Da gangarealerne i et storrumskontor er rummets motorvej, er det dog en god idé at give medarbejdere, der sidder tæt på gangareal, lidt mere plads. De skal med andre ord have mere forhave end dem, der sidder langt fra hovedtrafikåren.

3. Opsæt adfærdsregler
Skab forståelse for, at uhensigtsmæssig adfærd kan genere kollegerne, f.eks. hvis du taler i telefon på gangarealerne, eller hvis du bruger kollegaen ved kaffemaskinen til hyggesnak.

Læs også: Din plads i storrumskontoret afspejler din magt

4. Legitimer snak om pladsfordelingen
Sæt ord på, at der er forskellige pladser, som er gode og dårlige på hver deres måde. Hermed bliver det mere legitimt at flytte folk rundt en gang imellem for at fordele de dårlige pladser.

5. Rokér rundt
Pas på med roterende pladser, hvor alle sætter sig et nyt sted hver dag. Det fører blot til, at folk begynder at møde tidligere for at få de bedste pladser. Mindre drastisk kan man flytte om på bordenes placering med jævne mellemrum. På den måde ender ingen medarbejdere på en sorteperplads – og samtidig lærer man nye kolleger at kende.

6. Undgå magtcentre
Placer ledere og de højt rangerende specialister rundt omkring i storrummet, så der ikke kun er ét magtcentrum. På den måde får flere områder i storrumskontoret høj status.

Læs også: Sådan kommer du til at elske dit storrumskontor

7. Enten-eller
Nogle organisationer vælger kun storrumskontor til medarbejdere, der er længst nede på rangstigen, mens folk højere oppe får énmandskontor. Det er den mest problematiske måde at indrette sig på, fordi man får gjort synligt, at det handler om at spare kvadratmeter, og at du sidder her, fordi du er nederst i hierarkiet og tilhører den kategori, der kan forstyrres mest muligt. Det signalerer, at det, der foregår bag lukkede døre, er mere vigtigt, og det virker meget demotiverende for medarbejderne i storrumskontoret.

Seneste job

Software Engineer Motorola Solutions
Projektmedarbejder til Cityringen Metroselskabet og Hovedstadens Letbane