Øger en god joke dine jobchancer?

Foto: Bigedhar/Bigstock

Jokes, ironi og sarkasme er muligvis elementer, du skal springe fuldstændig udenom, når du søger job. Spørgsmålet forsøger Jobfinders at besvare med et panel af rekrutteringseksperter.

Selv for de sjoveste kan det være svært at få folk til at grine på skrift. Hvis du ikke kan drage nytte af din mimik, gestikulerende fagter eller fyre din jokes af med et glimt i øjet, risikerer du, at dit forsøg på at være sjov misforstås.

Det gælder særligt, når du går på jobjagt. Inden du kommer til jobsamtale skal dit CV og din motiverede ansøgning bane vejen.

Nye jobtilbud hver uge. Tjek de nyeste opslag på Jobfinder.

Derfor er det fristende at vise, hvor underholdende du er at arbejde sammen med i din ansøgning. Du indleder derfor med en joke for at give arbejdsgiver en forsmag på din drønskarpe satire.

Men hvis vitsen ikke frembringer latter eller bare et smil hos modtageren, kan dine jobchancer ryge til jorden som en dårlig joke til en familiefest. Modsat kan en latterbombe af en vits styrke dine muligheder for at få tilbudt en kontrakt.

Jobfinder har spurgt forskellige fagfolk, som alle beskæftiger sig med at ansætte, rådgive jobsøgere eller headhunte kandidater, hvordan man kan fremvise sin gode humor som jobsøger.

Forsøg på at være sjov kan sende din ansøgning i skraldespanden

»Man skal være bevidst om, at man ikke har mødt folk før. Derfor kan det være problematisk at ty til ironi eller satire, fordi læseren ikke kender dig, og fordi han eller hun ikke kan aflæse dine ansigtstræk og kropssprog,« fortæller Morten Nørgaard Morthorst, leder for DIS (Dansk Ingeniør Service) i Aalborg.

Frem for at lire vittigheder af bør en ansøgning være klar i spyttet. Unødvendige sætninger, der ikke siger noget om dig som kandidat, kan med fordel slettes, og det samme kan forsøg på humor.

Rådgivere og konsulenter er eftertragtede i flere firmaer. Find dit drømmejob.

»Humor varierer meget fra person til person, så derfor er det svært at vide, hvad andre oplever som sjovt. Fordi en ansøgning er envejskommunikation, hvor du ikke kan se reaktionen hos læseren, bør du derfor være påpasselig,« fremhæver karriererådgiver i IDA Majbrit Ølgaard.

Hvis du insisterer på at snige lidt humor ind i din ansøgning, skal du først få en anden til at læse den.

»Måske griner mor af dine vittigheder, men så spørger du også en studiekammerat for at være på den sikre side. Men overvej at gemme jokesne af vejen, indtil du har personen foran dig,« ræsonnerer karriererådgiveren.

It-virksomheder søger udviklere, specialister og ledere. Find det rette job for dig.

Anbefalingen lyder altså at spare på laget af humor, indtil du får chancen for at dele ud af dine vittigheder til jobsamtalen.

Fristes du til at fremhæve humor som en af dine styrker i din ansøgning, risikerer du at blive sat på prøve til jobsamtale.

»Hvis man skriver, at man har humor, vil jeg udfordre det til en samtale. Så vær klar på det,« advarer Morten Nørgaard Morthorst et smil.

Humor kan styrke dine jobchancer

For meget spas er farligt, men hvis virksomheden selv lægger vægt på sociale kvaliteter og i særdeleshed humor, kan man forsøge at vise sine sociale og ikke mindst komiske talenter frem.

Det mener Marianne Petersen, chefkonsulent for international rekruttering i Capax Recruitment.

»Humor kan sige noget, om den person du er, og hvordan du evner at passe ind i nye teams. Derfor kan du forsøge at understrege din humor ved at nævne nogle spøjse sider af dig selv eller fortælle, hvordan du bruger humor i omgang med andre. Men undgå deciderede jokes, det kan skade mere end det gavner,« forklarer Marianne Petersen.

Chefkonsulenten anbefaler eksempelvis, at jobsøgere kan skrive et par finurlige eller nørdede hobbyer på sit CV - så længe det giver mening over for virksomheden, du søger job hos.

Behov for dygtige folk inden for business og management. Find dit næste job.

Eksempelvis kan det være et twist til din specialisering inden it-sikkerhed, at du har rekorden i Pac-man i på din stambar. Eller at du trods din titel som bygningsingeniør slapper af med et spil Minecraft i ny og næ.

Ved at være personlig fortæller man som jobsøger mere om sig selv og viser samtidig, at man har humor samt kan grine af sig selv.

På danske arbejdspladser er det meget normalt, at kolleger driller hinanden venskabeligt. Netop derfor kan det være vigtigt at vise, at man kan lege med på jargonen.

Og hvis du kan matche dine spøjse sider med firmaets profil, begynder dine sjove sidebeskæftigelser at give positivt udslag for dine jobchancer.

Smileyer er forbeholdt venner og familie

En ting, du dog med sikkerhed skal holde sig fra, er emojis – såkaldte smileys, der kan indikere dit ansigtsudtryk, mens du skriver den pågældende besked.

»Ligesom humor er smiley risikable at bruge i din ansøgning. Det kan få dig til at virke useriøs i værste tilfælde,« mener Morten Nørgaard Morthorst fra DIS.

Ifølge Marianne Petersen kan brugen af smileys til en person, man aldrig før har mødt, svare til at give et fuldstændig fremmed menneske et kram.

Ingeniører efterspørges til produktion og logistik. Tjek dine muligheder.

Kram og kindkys er muligvis normen i andre kulturer, men i Danmark grænser det op ad en intimsfære, som det er bedst at holde sig ude af, indtil man har lært vedkommende bedre at kende.

Mange virksomheder har desuden forskellige smiley-politik på arbejdspladsen. Derfor er det ligeledes godt at være bekendt med den, før du indsætter blinkende, gule ansigter i samtlige mails til medarbejdere i det pågældende firma under din jobsøgning.

»Som jobsøger er det modtageren, der skal begynde med at sende smileys, hvis du overhovedet skal overveje at bruge dem. Før du har mødt personen, skrevet flere beskeder med ham/hende eller vedkommende har taget hul på smileybrugen, skal du altså holde dig helt fra dét,« pointerer Marianne Petersen.