Ny blogger: Jeg forstår godt, børn ikke gider være ingeniører

Ingeniørvidenskaben er konkret og kreativ - alt det, børn elsker. Hvorfor gider de så ikke være ingeniører? Engineer the futures nye blogger, Amanda Honoré Højerup, giver sit bud

Ny blogger på Engineer the future Amanda Honoré Højerup er fuld af forståelse for, hvorfor så få elever i folkeskolen drømmer om en ingeniørkarriere. Det gjorde hun heller ikke selv.

»En af grundene til, at jeg ikke skulle være ingeniør, var ingeniørvidenskabens forhold til naturvidenskaben. Abstraktionsniveauet i naturvidenskaben var for højt, for usanseligt,« skriver Amanda Honoré Højerup, civilingeniørstuderende på AAU, i sit første blog-indlæg.

Kun ét år før studiestart stod det klart for hende, at ingeniørvejen var noget for hende. Som yngre ville hun have svaret prompte ‘nej’ på spørgsmålet om, hvorvidt hun kunne se sig selv som ingeniør. Nej, så hellere møbelsnedker - én, der virkelig skabte noget.

Paradoksalt nok har hun i dag valgt ingeniørvejen, netop fordi hun gerne vil skabe noget, udvikle og ændre ting, men den indsigt i faget havde hun ikke som yngre. Og hvorfor egentlig ikke det?

»Børn og unge ved simpelthen ikke, hvilke problemer ingeniøren løser. Og derfor kan de ikke se sig selv i ingeniørrollen,« skriver Amanda Honoré Højerup.

Læs Amanda Honoré Højerup bud på, hvorfor så mange børn og unge ryster på hovedet, når de bliver spurgt, om de drømmer om en ingeniørkarriere. Hvad går galt i grundskolens undervisning, og hvad skal der til for at tænde unges gnist for natur og teknik?

Det handler ifølge Amanda Honoré Højerup blandt andet om de tre p’er: praktikken, problemet og produktet.

Læs hendes første blog-indlæg her her.

Amanda Høyerup læser by-, energi- og miljøplanlægning på AAU's fakultet i København. Ved siden af sine studier arbejder hun som studentermedhjælper i KU Science med matchmaking og det internationale klimanetværk Climate-KIC. Desuden er hun bestyrelsesmedlem i ingeniørnetværket Hypatia - Women In Engineering.

Engineer the future er en alliance af organisationer, virksomheder og uddannelsessteder, der vil synliggøre den værdi, teknologi skaber for Danmark. Ingeniøren er mediepartner, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med ETF. Læs andre artikler om danske ingeniører og teknologieksperter på ing.dk/engineerthefuture.

Seneste job

Project Manager Rambøll Group