Klassiske industrikæmper mister popularitet blandt ingeniører og naturvidenskabsfolk

Klassiske industrivirksomheder mister point i popularitetsmålinger. Det viser ny rangliste, som undersøger ingeniører og naturvidenskabsfolk foretrukne firmaer. Årsagen er blandt andet dårlig branding og stigende konkurrence om talent.

Førhen lå industrivirksomheder som Haldor Topsøe, Foss, Linak, og FL Smidth ofte i toppen på listen over de mest efterspurgte firmaer blandet ingeniører og personer med en naturvidenskabelig baggrund.

Men på årets rangliste, hvor Universum spørger flere tusinde fagfolk om deres foretrukne firmaer, overrasker medicinalbranchens stærkeste. Således er Biogen, Genmab, Statens Serum Institut og Ferring Pharmaceuticals sprunget op i top-20 - særligt blandt naturvidenskabsfolk.

Samtidig falder industrifirmaer som Alfa Laval, FL Smidth, Foss, LM Wind Power og flere endnu dramatisk på årets liste.

Nye job hver uge. Tjek dine muligheder på Jobfinder.

Direktør i Universum, Jesper Dansholm, forklarer udviklingen med en større konkurrence om talentmasserne. Gamle skel mellem brancher er under opløsning, og det betyder, at flere firmaer melder sig ind i kampen om ingeniører samt naturvidenskabsfolk.

Kombineret med lav arbejdsløshed for mange af disse grupper har det tilsyneladende ramt populariteten for nogle af de traditionelle industri- og produktionsvirksomheder.

»Det handler ikke længere kun om kapital og råstoffer. Kampen om talenter er afgørende for at have succes i dag. Firmaer skal kunne tiltrække og fastholde de rigtige folk. Det burde måske have fyldt mere i klassiske industrivirksomheder over de senere år,« ræsonnerer Jesper Dansholm over for Jobfinder.

Stigende efterspørgsel fra banksektor og konsulenter

Faktisk oplever arbejdsmarkedet generelt en intensiveret jagt på dygtige STEM-folk – altså personer, som har uddannet sig inden for Science, Technology, Engineering eller Mathematics.

»De er sindssygt eftertragtede. Flere og flere virksomheder på tværs af brancher rækker ud efter tekniske profiler,« pointerer direktøren i Universum.

Virksomheder, der før fokuserede på at hyre folk fra handelshøjskole, har fået øjnene op for mulighederne i teknisk funderede kandidater.

Ligeledes søger flere firmaer også bredere, hvor de tidligere overvejende forsøgte at lokke ingeniører til.

»Nu jagter de både fysikere, matematikere og kemikere – altså STEM-profiler. Virksomhederne skal bruge intelligente mennesker, som har flair for logisk tænkning samt problemløsning. Netop derfor er denne gruppe eftertragtet,« fortæller Jesper Dansholm.

Stort behov for ingeniører inden for produktion og logistik. Er du den rette til jobbet?

Men flere konsulenthuse i landet, der i mange år har haft fokus på talentjagt, er kommet bedre fra start i kapløbet om de bedste.

Tilbage står de klassiske ingeniørvirksomheder, som om de endnu ikke har hørt startskuddet. De har i mange år ikke været tvunget til at promovere sig selv i så stor grad, fordi disse virksomheder var et naturligt sted for at opsøge for tekniske profiler. Modsat har især konsulentfirmaer som Rambøll, Deloitte og McKinsey & Company i kraft af deres branche været nødt til at stræbe efter at få de allerbedste.

»Disse virksomheder, som i mange år har arbejdet professionelt med employer branding, og nu trækker i de tekniske kandidater, er gode til det,« konkluderer Jesper Dansholm og fortsætter:

»De kan sælge dem selv og ved, hvordan man viser jobsøgere, at firmaet har spændende muligheder. Det kan de klassiske industrivirksomheder også, men de har ikke været vant til at gøre det så systematisk og professionelt.«

Virksomheder er afhængige af sociale medier i talentkampen

I lys af undersøgelsen opfordrer direktør i Universum virksomheder til at investere endnu mere i employer branding, hvis de vil kæmpe med om de dygtigste kandidater.

»Konkurrencen betyder eksempelvis, at traditionelle industrivirksomheder kan blive klemt, når de skal tiltrække ingeniører eller naturvidenskabsuddannede. Problemet opstår især for de firmaer, der ikke aktivt arbejder med at styrke deres employer brand over for de eftertragtede STEM’mere,« forklarer Jesper Dansholm.

Spændende jobtilbud i rådgiver- og konsulentbranchen. Find dit drømmejob.

Derfor stiller det krav til, at industrivirksomhederne investerer mere i kampen om dygtige fagfolk. Det gælder for eksempel aktivitet på sociale medier samt andre platforme, hvor de kan skabe synlighed omkring deres brand. Universum oplyser dertil, at sociale medier er blevet den mest benyttede kilde til at søge information om virksomheder.

»Skal virksomheder tiltrække de bedste talenter, er det et must at have en stærk tilstedeværelse på de sociale medier, for det er der, kandidaterne er,« fastslår Jesper Dansholm.

En frisk og flot hjemmeside og profil på sociale medier er dog næppe nok, fremhæver han.

Hvis firmaer vil være forrest i feltet, er det imidlertid ikke nok med en frisk og flot hjemmeside samt profiler på sociale medier. Man kan være nødt til at investere i reklamer på de populære sociale medier og ligeledes i de traditionelle.

Udover branding er kommerciel succes for organisationen også med til at afgøre virksomheders position på Universums ranglisten. Individuelle præferencer har ligeledes en stor indflydelse.

Ifølge undersøgelsen er de vigtigste parametre for en god arbejdsplads, at ledelsen understøtter medarbejdernes udvikling, et behageligt arbejdsklima, faglige udfordringer og en konkurrencedygtig løn.

Dertil er det for mange arbejdstagere en prioritet, at virksomheden ser godt ud på et CV, hvis man skulle søge job.

Seneste job

Team Manager Bloom ApS