Big Data-drømme trues af mangel på matematikere

Danske virksomheder har store planer om at udvide deres Big Data-analyser. Men hvis datamængderne skal spille sammen, kræver det specialister og matematikere, og dem er der for få af, lyder det i en ny undersøgelse fra Rambøll og Dansk IT

Brugeradfærd på nettet og de sociale medier har længe været data-guldgruber for firmaer, der ønskede at blive klogere på deres forretningsplads i verden.

Med begrebet ’Internet of Things’ - af nogle kaldet en ny industriel revolution, bliver dynamiske datamængder fra hverdagsting som biler, gulvtæpper og støvsugere et nyt værktøj for firmaer, der ønsker at kortlægge sammenhænge og optimere deres produkter, service og strategier.

Men én ting er data - noget andet er at fortolke dem. Skal Big Data-udviklingen følges til døren kræver det data-specialister, og dem har danske virksomheder endnu ikke været gode nok til at inddrage, hvilket kan spænde ben for hele ambitionen, mener Dansk IT. Sammen med Rambøll har de netop undersøgt landets 500 største virksomheders planer om at implementere datastrategier de kommende år.

Tid til nye udfordringer? Tjek Jobfinder

»Der er ingen vej udenom. De virksomheder, der bliver bedst til at anvende Big Data, vil få et forspring i forhold til dem, der hænger i håndbremsen. Derfor er det et problem, at en stor andel af virksomhederne ikke har adgang til specialister, der kan behandle Big Data«, siger Mikael Munck, næstformand i Dansk IT.

I undersøgelsen svarede hele to tredjedele af såvel private og offentlige virksomheder, at de mangler adgang til de nødvendige kompetencer inden for matematik, databehandling og visualisering. Et forhold, der skal tages alvorligt, mener direktøren i Rambøll, der sammen med Dansk IT står bag undersøgelsen.

»Når langt under halvdelen af toplederne ikke er i stand til at udpege den viden, som virksomhederne skal besidde for at nå sine strategiske mål, kalder det på opmærksomhed«, siger Rambølls direktør Ejvind Jørgensen, der også mener, at den fremskredne udvikling kan give problemer på et organisatorisk plan.

Læs også: Hvordan skaffer Uber 100 it-ingeniører i Danmark?

»Det er også et faktum, at kun et meget begrænset antal virksomheder har det fornødne høje fokus fra top- og mellemledere til at høste gevinsterne af big data-analyse«, lyder det fra Ejvind Jørgensen.

Især specialister til indsamling og behandling af komplekse data i moderne databaser er en mangelvare hos de adspurgte virksomheder. Disse værktøjer har 52 procent ingen eller næsten ingen adgang til.

For at imødegå manglen her og nu anbefaler Michael Munck, at it-optaget på de videregående uddannelser skrues op, og at virksomheder gør mere for at efteruddanne deres it-medarbejdere.

»Som virksomhed kan man ikke alene sætte sin lid til, at der bliver uddannet flere it-specialister. Her og nu er der behov for efteruddannelse og rekruttering af udenlandske specialister«, lyder det fra næstformanden i DANSK IT.

Læs også: »Jeg har sagt nej til svimlende dygtige specialister«

Sammen med USA, Sydkorea, Japan og Tyskland fremhæves de nordiske lande ofte som potentielle frontløbere på 'Internet of Things'-området, hvilket især skyldes velfungerende offentlige sektorer, højtuddannede befolkninger og gode erfaring med informationsteknologi.

Undersøgelsen er en del af Rambøll og DANSK IT's netop udkomne rapport Business Technology: strategi, trends og erfaringer – IT i praksis, der på tyvende år undersøger danske borgere og virksomheders udfordringer ved informationsteknologi.

Seneste job

Developers med erfaring Netcompany A/S
IT-Assistent Forsvarsministeriet
Indeklimaforsker Aalborg Universitet